Det Nye Nord - 01.02.1920, Page 3

Februar 1920
DET NYE NORD
Side 31
UDLANDETS POLITI]
FRANKRIG OG TYSKLAND.
Forholdet mellem Ententen og Tyskland har i
den sidste Maaned været præget fortrinsvis af
to Spørgsmaal: Ententens Forlangende om Udlevering
af de tyske »Krigsforbrydere« og Frankrigs Krav om
større Andel i den tyske Kulproduktion. Det første For-
langende har vi allerede stemplet efter Fortjeneste i
en Fælleskorrespondance til Provinspressen d. 9. Fe-
bruar (De Allieredes Proskriptionslister). Da det alle-
rede er gaaet, som vi der forudsagde: at de Allierede
ialtfald praktisk talt vilde blive nødt til at lade et
saa uhyrligt Krav falde, skønt det er begrundet i
selve Fredstraktaten, ser vi her bort fra dette Spørgs-
mål. Vi registrerer blot det betydningsfulde Faktum,
at allerede Opstillingen af Kravet i sig selv var en
Blamage for Ententen og endte med et velfortjent
Nederlag, hvis Betydning især ligger i, at det kun en
Maaned efter Fredens Batifikation viser Tysklands
store Muligheder for at bryde Fredstraktaten,
uden at de Allierede raader over eller tør bringe
Midler herimod i Anvendelse.
Kravet om større tyske Kulleverancer til de Alli-
erede er derimod endnu paa Dagsordenen og vil i
det lange Løb komme til at spille en stedse større
Bolle i det politiske og økonomiske Mellemværende
især mellem Frankrig og Tyskland. Ogsaa dette Krav
er begrundet i Fredstraktaten, der i § 236 foreskriver,
at Tyskland alene til Frankrig skal levere 7 Millioner
Tons Kul aarlig fast og desuden et varierende Kon-
tingent lig Underskudet i de af Tyskerne ødelagte
nordfranske Kulgrubers Produktion, maalt i Forhold
til Fredsproduktionen. Dog kan dette Kontingent ikke
overstige 20 Millioner Tons aarlig i de første og 8
Millioner Tons i de næste fem Aar. I en Tillægs-
protokol af 29. August 1919 enedes man imidlertid
om, at Tyskland foreløbig skulde nøjes med at af-
give 1,660,000 Tons maanedlig til de Allierede, saa-
ledes at denne Mængde, svarende til 20 Millioner
Tons aarlig, fortrinsvis skulde komme Frankrig til
Gode. Tyskland har imidlertid endnu aldrig leveret
selv dette reducerede Kvantum. Saaledes leverede
Tyskland i nysafvigte December kun 600,000 Tons,
og i Januar erklærede de tyske sagkyndige Delegerede,
ut man heller ikke fremtidig vilde kunne levere mere
end 750,000 Tons maanedlig, altsaa ca. 9 Millioner
Tons aarlig. Dette Tal ligger jo langt under Freds-
traktatens Forudsætninger, og det er forstaaeligt, at
Frankrig d. 8. Februar har sendt Tyskland en skarp
Note, hvori de endog truer med Repressalier, og dette
vil igen bl. a. sige Forlængelse af Rømningsfri-
sterne for de franske Tropper paa venstre Rhinbred.
Dette er atter et Led i Frankrigs af Marskal Foch
og Ministerpræsident Mili er and favoriserede Politik
til Løsrivelse af venstre Rhinbred fra Tyskland og
Dannelsen af en autonom Stødpudestat, under fransk
Beskyttelse, mellem T3rskland og Frankrig. Saaledes
vil Kulstridens Udfald kunne faa stor Rækkevidde
for Forholdet mellem disse to Lande og dermed for
den europæiske Kontinentalpolitik i det hele taget,
og det er derfor Umagen værd at stifte nærmere
Bekendtskab med Stridens Udvikling.
Rent formelt har de Allierede og Frankrig Ret,
men Relhaveri i nationale eller sociale Forhold er
for Tiden mindre værd end nogensinde, og Kulstridens
Udfald staar og falder derfor med, om Tyskland
kan levere de stipulerede Kulmængder til de Allierede,
og om de Allierede i bekræftende Fald kan eller tør
bringe Tvangsmidler i Anvendelse til at hjælpe paa
Tyskernes Villighed til at opfylde Forpligtelserne.
Ogsaa dette Realitetsspørgsmaal besvarer Franskmæn-
dene med et ubetinget Ja. De henviser i Millerands
Note af 8. Februar desangaaende til den Kendsger-
ning, at det besejrede Tysklands Aarsproduktion i
1919 var ca. 100 Millioner Tons, medens det sejrrige
Frankrigs egen Produktion kun var ialt 19 Milli
oner Tons. Da Frankrigs Kulproduklion før Krigen
var 40 Millioner Tons aarlig, skal Tyskland efter
Notens Mening overholde Leveringen af de manglende
20 Millioner Tons, og kan antagelig ogsaa, da Tysk-
land jo endda beholder 80 Millioner for sin egen
Mund, skønt Tysklands Befolkning ikke er dobbelt
saa stor, men kun 50 pCt. større end Frankrigs.
Men Ræsonnementet er forkert. Bedømmelses-
grundlaget for Spørgsmaalet om, hvad den ene
Stat kan undvære, og hvad den anden behøver, maa
være den nuværende Produktions Forhold til Freds-
produktionen, thi alene dette Forhold bestemmer
Mangelen og Nødstilstanden i det paagældende Land.
Og saaledes betragtet staar Tyskland relativt ikke
bedre end Frankring, thi Tysklands nuværende Kul-
produktion udgør kun Halvdelen af Fredsproduk-
tionen, nemlig ca. 100 Millioner Tons i 1919 mod
192 Millioner i 1913, og det samme er Tilfældet i
Frankrig, hvor Produktionen som sagt var henholds-
vis 19 og 40 Millioner Tons.
Dertil kan Frankrig kun svare, dels at Tysklands
Ødelæggelser i Nordfrankrig er Skyld i den franske
Produktions Nedgang, dels at Frankrig som Sejrherre
i det mindste ikke kan finde sig i at blive stillet
ringere end Tyskland. Men heller ikke et saadant
Svar vilde være retfærdigt. De tyske Ødelæggelser er
efter et objektivt Skøn for Tiden Skyld i højst Halv-
delen af den franske Kulproduktions Tilbagegang
efter Krigen, altsaa i et Underskud paa ca. 10 Milli-
oner Tons aarlig. Den anden Halvdel af Underskudet
er begrundet i kortere Arbejdstid, højere Løn og
svagere Arbejdsmod i Frankrig som næsten overalt
efter Krigen. Tysklands Tilbud om for Tiden at give