Det Nye Nord - 01.10.1920, Blaðsíða 16

Side 236
DET NYE NORD
Oktober 1920
KUNSTcb LITE RATUR
GUNNAR GUNNARSSON.
f de nyislandske Digtere er Gunnar Gunnarsson
sikkert den, der har vundet den stærkeste Stil-
ling blandt danske Læsere.
Det var med sin Slægtsroman, »Af Borgslægtens
Historie«, han fandt lydhøre Øren og modtagelige
Sind. Og den produktive Digter har siden forfulgt
sin Sejr med en Række større og mindre Arbejder —
sidst med de to anseelige Bøger, »Edsbrødre« og den
nu i Høst udkomne »Salige er de Enfoldige«.
Man tør sige, at for en Gangs Skyld har den litte-
rære Retfærdighed stillet Lodderne lige paa Vægt-
skaalen. Gunnar Gunnarsson fortjener i fuldt Maal
den Anerkendelse, der er bleven ham til Del. Og
man forstaar, hvorfor Vejen har ligget saa aaben
for ham.
I Ideen gaar han ind til det oprindelige i Menne-
skelivet. I Fremstillingen er han naturlig og inderlig.
Og netop dette, at Form og Indhold dækker hin-
anden, betegner Kunstværkets Sejr.
For nu først at standse ved Iklædningen, ejer
Gunnar Gunnarsson i udpræget Grad den fortællende
Evne. Roligt og bredt skrider Fortællingen frem under
hans aldrig rystende Hænder. Han stiliserer ikke,
men dog har han en udpræget Stil, i Slægt med
Sagaens rolige Fremadgliden. Han søger ikke den
maleriske Glosse, men den indfinder sig ganske na-
turligt. Da de to Edsbrødre, Ingolf og Leif, som gæve
Vikinger stævner ud for bliden Bør, finder han saa
fuldgyldigt et Udtryk herfor, som eksempelvis dette:
»Villigt og altindrømmende, naar blot de fik Lov
til at flyde og komme frem, føjede Skibene sig efter
Bølgernes Bevægelse«. Til Trods for at Situationerne
kan være voldsomme, Uhyggen knugende som i hans
sidste Bog, forlader denne Ro, denne Hengivelse i
Beretningen ham intet Øjeblik. I denne Omstændig-
hed, som tager alt med, er en Trofasthed, der gør
godt og som er i Slægt med henfarne Romandigteres
Fortællekunst — en Evne, som ellers synes saa gan-
ske sat til i Nutidens nervøse Jag. Af danske Forfattere
har nu vel kun Henrik Pontoppidan bevaret den.
Læseren faar Tid til at leve sammen med Værkets
Skikkelser. Denne Bredde er kun af det gode og
kunstnerisk helt forsvarlig.
Gunnarssons to sidste Bøger er i Stof vidt forskel-
lige. »Edsbrøde« spilles i det niende Aarhundrede og
fortæller om de to norske Høvdingesønner, Ingolf og
Leif, og om deres Landnam paa Island. »Salige er
de Enfoldige« foregaar ogsaa paa Island, men i det
tyvende Aarhundredes Reykjavfk, med et vulkansk Ud-
brud i det fjerne og en Influenza-Epedimi i det nære.
Og dog er der Slægtskab mellem de to Bøger i deres
Indtrængen i Menneskets dybeste og primitiveste Fø-
lelser. Mest malerisk former dette sig nok i Sagaen,
rig paa maleriske og bevægede Optrin, fyldte af Liv
og Styrke, afgjort den lettest tilgængelige og umiddel-
bart mest indtagende. Men i Intensitet, i Sjælelivets
Dybder dukker Gunnarsson endnu længere ned med
det sidste Arbejde. Beretningen om den islandske
Læge, der under Tryk af overmenneskelige fysiske
og psykiske Anstrængelser mister Troen paa det ene-
ste Menneske han stolede paa, Hustruen, og med
det samme mister sin aandelige Balance og maa føres
til Sindsygehospitalet, er af en sjælden stilfærdig
Pathos og sjæleligt højst interessant, fordi den saa
stærkt understreger Paralellen mellem de truende ydre
Foreteelser (Epidemien, Jordskælvet) og Doktorens
indre Sammenbrud.
Det gamle Ord, at det er Klangen, som skaber
Musikken, mærker Læseren sig stærkt for hvert Blad
han vender i denne uendelig sørgmodige Bog. Skønt
Menneskenes Tale er stærkere og deres Adfærd min-
dre kultiveret i Reykjavfk end i København, er der
ikke en falsk Tone i hele Bogen, aldrig slaaet ved
Siden af. Meget er rørende, intet er sentimentalt. Det
er en dyb Sorg over menneskelig Ufuldkommenhed,
der bærer Bogen oppe — en ubestemt Trang til at
haabe og længes mod noget bedre, en Udløsning
mod noget lysere hinsides den ubarmhjærtige Død.
Men Længslen fortoner sig dog over i Resignation og
blid Fatalisme.
Dødstanken synes at være den bærende Idé i Gun-
narssons Digtning. Skønnest har han udtrykt den i
disse Slutningslinier af »Salige er de Enfoldige«:
»Om en stakket Stund skal alle vi, der i dette Øje-
blik trækker Aande, slettes ud. Og om endnu en
stakket Stund — naar de, der har kendt os, de i
hvis Hjærte vi har ejet Del, ogsaa er slukkede — vil
al Erindring om os være visket ud. Al Erindring om
saavel vore Glæder som vore Lidelser. Visket ud af
Dødens og Dødens Arvtager, Tiden.---------Men hvis
det virkelig er saaledes, hvis Menneskeaandens
Skrig efter Evighed og Fuldkommengørelse kun er
Forfængelighed og Jagen efter Vind. Hvis den eneste
Guddom, der vedkommer os — den eneste Guddom
vi kan komme i Berøring med, er den Godhed og
Kærlighed, vi er istand til at nære. Hvis der for os
intet andet Lys gives end Lyset i vort eget Indre —
kan saa ikke al den Visdom vi har Brug for —
Summen af Menneskehedens dyrekøbte Erfaringer —
udtrykkes i saa enkle Ord som: Vær god mod hver-
andre!«
Julius Clausen.