Det Nye Nord - 01.10.1920, Blaðsíða 21

Oktober 1920
DET NYE NORD
Side 241
eller mangelfuldt. Saadan fluktuerer uophørlig en be-
folkning. I avsidesliggende dele fikseres nye typer, i
industricentrer strømmer mennesker sammen, immi-
granter forandrer hele provinsers type, blandinger
utvisker oprindelige anlæg. Det, som Arbo har vist,
var et tversnit, et øiebliksfotografi. Racedannelses-
processen har imidlertid stadig gaat videre. Hvordan
forholder de forskellige racer sig nu indbyrdes? Hvil-
ken dominerer? Hvad er siden Arbos tid foregaat
med nordmændene?
Om Nord-Norge med dets tildels lappiske befolk-
ning synes der ikke aa foreligge omfattende arbeider.
Det maa antas, at de to europæiske racer ikke rea-
gerer likedan paa berøringen med den asiatiske. Og
det vilde være særlig vigtig aa foreta genealogiske,
sykologiske og antropologiske undersøkeiser, netop
med disse blandingsfamilier. Resultaterne av saadan
forskning burde for den norske stat neppe være helt
uten nytte.
Derved er vi allerede midt op i vor social-antro-
pologisk-racehygieniske fordring. Studiet av blandings-
typen, det være i Syd-Amerika, Norge eller andet-
steds bør nu endelig sætte klar viden istedetfor løse
gjætninger. I sin almindelighet synes blandinger mel-
lem fjerntstaaende racer ugunstig, mellem beslegtede
racer gunstig for efterslegten (jvfr. Mjøen: Racehygi-
ene). Men værdien av blandingerne er forskjellig for
hvert tilfælde. Saaledes gav blandingen mellem Roerne
(Nordvesteuropæere) og Hottentotterne — altsaa to
meget fjerntstaaende racer — de av alle iagttagere
meget roste »Rohobother-Rastards«. Paa den anden
side er den racemæssig ikke svært heterogene Levan-
tebefolkning kjendt for umoralitet og upaalidelighet.
Her kan der spille ind motiver av økonomisk natur,
men det som er det avgjørende for den enkelte som
for et folk er dog arvemassen. Men hvilke love det
er som under blandingen indvirker paa dette arve-
stof det vet vi saagodt som intet om.
Paa likesaa usikker basis staar vi med hensyn til
det viktigste av alle social-antropologiske spørsmaal,
om den fysiske degeneration og den kanske herav
resulterende saakaldte »racedød«. Her griper der mang-
foldige komplicerte faktorer ind i hinanden. Men et
er sikkert: Ogsaa vi trues av raceforfaldets gjengan-
gere, som hvert folk, hver kultur — med undtagelse
av en eneste — den kinesiske — hittil er bukket under
for1). Men netop denne undtagelse beviser, at vi her
ikke har med en lov aa gjøre, at det tvertimot
kommer an paa aa finde veien til racens dygtiggjø-
relse for aa lure gjengangeren.
De sidste aars politiske rystelser har tvunget alle
') Professor Pontus Fahlbeck uttalte paa Den internati-
onale kongress for racehygiene i Dresden 1911 — den
samme tanke som Dr. Eickstedt og tilføiet som aar-
saksmoment for at kineserne »ikke bukket under« at
kineserne drev ahnekultur. Red.
stater til en økonomisk fremgangsmaate i deres finan-
cielle forhold. Men en nation bestaar ikke av papir-
seddelpakker og vareballer men av mennesker. Nu
bør vi begynde med aa drive bevisst og virksom
menneskeøkonomi.
MUTATIONSLÆRE OG DARWINISME.
Staar Darwins lære for fald?
En uttalelse av Erwin Baur.,
er kan vel neppe nævnes en videnskapsmand
hvis arbeider har hat en saa revolutionerende
indflydelse paa den naturvidenskapelige tænkning som
Charles Robert Darwin. Evolutionslæren maa be-
tegnes som det stolteste biologiske bygverk sat op av
enkeltmand. Moderne arvelighetsforskere har været
beskjæftiget med aa underminere bygverket og sik-
kert er det at enkelte av grundsøilerne er faldt. En
av de søiler, som har været dømt til fald er læren
om det naturlige utvalg som aarsak til evolutionen.
Omkring denne staar der for tiden kamp. Et av de
sidste stridsspørsmaal er om mutationslæren kan gi
os holdepunkter for evolutionen. Flere arvelighets-
forskere mener nei. Erwin Baur1) mener ja.
Forinden vi gjengir Baurs teser vil vi til oriente-
ring for læserne i korte træk minde om enkelte cen-
trale punkter i striden:
Darwin var som bekjendt av den opfatning, at na-
turen gjør et utvalg blandt forskjellige individer. Dette
utvalg foregaar ved hjælp av den konkurrance, som
opstaar væsentlig paa grund av overproduktion. De
bedst skikkede planter eller dyr vil bli de utvalgte,
og disses heldigere egenskaper, som netop utgjør de-
res individuelle særegenheter vil overføres paa av-
kommet. Et saadant utvalg, som fortsættes fra led
til led vil fremhæve og forøke de begunstigede egen-
skaper, saa der tilslut opstaar en helt ny art. Med
andre ord av de smaa variationer bygges der op større,
og snart biir disse variationer for store til aa kunne
rummes indenfor den gamle arts grænse. Imidlertid
er der reist innvendinger mot teorien om det natur-
lige utvalg som tilstrækkelig forklaring av arternes
oprindelse. Vel kan der ikke være tvil om, at der
foregaar en selektion i naturen i den betydning at
ikke alle skapte former lever op, men nyere forskere
tror, at dette ikke kan omdanne de eksisterende for-
mer nok til aa særpræge dem som nye arter. Hvis
der foregaar en selektion, mener man, at den ikke
0 Professor Dr. med. Baur, en av de betydeligste nu-
levende arvelighetsforskere, holdt for ikke længe siden
flere foredrag i Stockholm, indbudt av »Svenska sålskapet
for Rashygien«. De fire teser nedenfor, har Baur sendt
redaktionen som et ekstrakt av de tanker han fremkom
med under sine foredrag i Sverige.