Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1944, Síða 21

Indledning
XVII
saga III (1902) s. 110—12, og samme forfatter har ogsaa citeret
værket enkelte andre steder* 1. Endvidere er det brugt af Jon ASils
i Einokunarverzlun Dana å Islandi (1919), af Klemens Jonsson i
Saga Reykjavikur I (1929) og af SigurSur Skulason i Saga Hafnar-
fjarSar (1933).
Dansk havde Skuli Magnusson først tilegnet sig som dreng hos
en dansk købmand, senere som student i København, men nogen
oplæring i sproget har han sikkert aldrig faaet; hans dansk er usik-
kert og mangelfuldt, og han er selv klar over, at hans stil „ikke nær
opnaaer den nu saa meget forbedrede Danske“ (s. 4). Om islandske
forhold bruger han gerne islandske ord (i daniseret form), f. eks.
Afret, Bagge, Hløt, Høskab, Landegn (s. 100 skr. -eign), Myr, Ske gie,
JJphlut, Varp, Vindemand, Vcerboder, Værmænd (se registret, hvor
saadanne ord optages i deres islandske form), men dette var over-
hovedet almindeligt i det 18. aarh., f. eks. i danske embedsskrivelser
vedrørende Island. Ortografien savner fasthed og konsekvens; man
møder med faa linjers mellemrum former som kogt og kaagt (s. 22),
mavre og magre (s. 43), Boye, Bøye og Bøje (s. 56), Regling og
Reiling (s. 61), Sømm og Søm (s. 75), Daabbel- og Dobel- (s. 79),
Kløer og Kiør (s. 113), Stude og Studer (109). Konsonantfordobling
i lighed med islandsk ortografi findes flere steder, f. eks. Hatt 25,
fikk 64, Bekk 93, femm 124; andre islandsk-prægede skrivemaader
er bl. a. Kamb 25, Efne 35, Helder 40, Haand-Tein 79, Luver 76,
Bræmning 52, 112 (o : ordet brænding paavirket af isl. brim, jfr. at
stednavnet Brimnes gengives Bræmnes 114), frosen 16, 78. Som is-
landismer skal bl. a. følgende efter al sandsynlighed betragtes: nylig
(som ser ud til at være ny) 15, intet Eng 76, 96 m. m. (isl. engi, ntr.;
derimod ingen Eng 97, 104), Kiø(e)rs som gen. af Ko 36, 77
(isl. kyr), beste Formænd 24 (isl. begtu o: særdeles gode), et det
beste Græsland, 116 (isl. eitt hid begta o: ualmindelig godt), siges
kende 48 (isl. segjast pekkja siger at de kender), med Underhlider 95
(isl. med langs med), 51 Hest 102, 8521 Stykke 106 (i isl., hvor en-
heden i sammensatte tal nævnes sidst, bruges i tilfælde som disse
den ene afskrift i PjoSskjalasafn, som tillige udgør grundlaget for de to stykker
i Vikverji.
1 FerSabok I 149, 168 (jfr. Lysing Islands I 123).