Færøsk Kirketidende - 01.01.1892, Blaðsíða 2

Færøsk Kirketidende - 01.01.1892, Blaðsíða 2
Herren selv har lagt i vort Hjærte og paa vore Læber. Men vi Mennesker ville saa ofte baade i den ene og i den anden Hen- seende raade os selv og følge vort eget Hoved i Stedet for i villig Lydighed at følge Banen, saaledes som den er os be- skrevet; derfor trænge vi alle til, baade naar vi tænke paa det Maal, vi selv have sat os for vort jordiske Liv, og paa det -;vige Maal, Herren har sat os for vor Livsvandring, i det vi se op til Himlens Stjærner, at bede med en af vore Digtere: »Lær mig Nattens Stjærne At lyde fast og gjærne, Ej at vige fra den Vej, Himlens Gud tilmaalte mig, Lær mig Nattens Stjærne!« Fremdeles naar vi se op til Himmel- hvælvingen, faa vi da ikke et mægtigt Indtryk af Fred og Samdrægtighed? Aldrig komme de talløse Stjærnehære i Strid med hverandre, aldrig blandes deres Veje sammen i Forvirring og Uorden, og dette raaa jo alvorlig minde os om, hvorledes vi Mennesker bør søge ved indbyrdes Fred og Samdrægtighed at bevare et saadant Forhold til hverandre, at vi kunne være hverandre til Hjælp og Støtte i Stedet for at pine og plage hverandre og forbitre Livet for hverandre. Og naar vi derfor se al den Strid og Ufordragelighed, der skiller Menneskene ad her nede og gjør dem ulykkelige, naar vi se al den For- virring og Uorden, der hersker i saa mange Forhold netop som en Følge af det lidet Sammenhold, der er iblandt Mennesker, saa maa vi ikke blive trætte af atter og atter at tilraabe Menneskene: se op til Himlen! »Se alle Nattens Stjærner smaa Samdrægtelig paa Himlen staa Og til hverandre smile; O, vandred' alle saa i Fred, Naar Sorgens Skygger falde ned, Da fandt vel Hjærtet Hvile!« Men saa er der endnu én Ting, kjære Venner, som det forekommer mig, at Himlens Stjærnehære lære os saa tydelig angaaende vor Vej paa Jorden, og det er i Grunden det, som i Dag særlig bør lægges os paa Sinde, i det vi fejre vor Kirkes Missionsfest. Vi kunne jo nemlig ikke se op til Himmelhvælvingen uden at tænke paa, at den samme Himmel hvælver sig over den ganske Jord, og at de samme Stjærner lyse for alle Mennesker, der bo rundt om paa Jordens vide Kreds, for Kineserne, der bo lige under vore Fødder, for Negrene under Afrikas brændende Sol saa vel som for Eskimoerne paa Nordens store Is- og Snemarker. Dette minder os jo om, at hvor store Forskjelle der end er imellem Menneskene under de forskjellige Himmelstrøg og af de forskjellige Racer, saa er dog Menneskeslægten en stor Enhed, udsprungen af en fælles Rod og bestemt til et fælles Maal, saaledes som ogsaa Apostelen Paulus siger i sin bekjendte Missionsprædiken i Athen, at Gud »har gjort, at al Menneskens Slægt bor paa den ganske Jordens Kreds af ét Blod, og har bestemt dem forordnede Tider og visse Grænser for deres Bolig, at de skulde søge Herren, om de dog maatte føle og finde ham«. Derfor bør vi ogsaa føle noget af den Kjærlighed til a 11 e Mennesker, hvorved Apostelen Peter siger, at vor Gudsfrygt skal vise sig, naar han skriver: »beviser i Gudfrygtigheden Broderkjærlighed, men i Broderkjærligheden Kjærlighed til alle«. Og hvorledes skulle vi vel bevise vore Medmennesker denne vor Kjærlighed bedre end ved at hjælpe dem til, at den dunkle Higen og Søgen efter Fred, der gaar igjennem deres I iv, maa blive stillet, i det de finde den Gud> der har skabt dem til sig og nedlagt i dem denne Søgen, der først finder Hvile, naar deres Hjærte hviler i ham? Hvor ofte have ikke Hedningerne baade fordum og nu i deres Hjærters Søgen efter Gud set op til Stjærnerne, der lyste ned til dem og smilede til dem og vinkede ad dem; men i deres Vankundighed blev deres Blik staaende ved Skabningen og naaede ikke Skaberen, saa de tilbad Stjær- nerne som Guder; skulde ikke vi, der have lært, at der først er Fred og Glæde at finde i Livet ved, at vi lade alt det skabte drage os op til Skaberen, saa Stjærnerne blive vore Vejvisere op til den himmelske Fader, der har beredt vor Vej, som han har beredt Stjærnernes Baner, skulle ikke vi gjærne ville være med til at hjælpe de mange, der hidtil ikke have forstaaet at se saaledes op til Himmelen, at de dér kunde lære deres Vej paa Jorden at kjende som en Fredens og Livets Vej, til med den samme barnlige Glæde som vi selv at se op til Stjærnerne, der »vinke os fra Jorden op til sig« ? Se, kjære Venner, det er jo denne Gjerning, som den kriste- lige Mission blandt Hedninger har taget op, og det hører visselig med til, at vi som rette Kristne, som Gudfaders kjæra Børn kunne vandre vor Vej paa Jorden rettelig, at vi med vort Hjærtes Kjærlighed, med vore Gaver og vore Bønner ville være med i dette Missionens hellige Arbejde, og jo bedre vi alle kunde lære det, desto snarere vilde det ske, at Profetens mæg- tige Forjættelser i denne Dags Lektie kunde gaa i Opfyldelse, at Hedningernes Fylde kunde komme fra Midian og Scheba og forkynde Herrens Pris. Men Du, kjæra Herre, krone selv Gjerningen med Din Vel-

x

Færøsk Kirketidende

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Færøsk Kirketidende
https://timarit.is/publication/24

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.