Færøsk Kirketidende - 01.04.1902, Blaðsíða 3

3
taler til dig om den frelsende Planke, dig,
som har lidt Skibbrud eller vil gøre det,
men griber Planken, saa kommer du nok
frelst igennem, enten det nu var en Ka-
tholik eller en Baptist eller en Lutheraner,
som pegede for dig paa Planken — for
det er nu engang hverken Katholiken
eller Baptisten eller Lutheraneren, som
er den frelsende Planke; det er kun én,
den korsfæstede og genopstandne Jesus
Kristus. ham. om hvem vi i Dagens Evan-
gelium hører, at han er udgangen og kom-
men fra Gud; udgangen og kommen fra
Gud for at gøre Djævelens Gerninger til
intet, Djævelens Gerninger med dig, hans
Arbejde paa at faa dig i sin Vold, at gøre
dig ond. Gud være lovet for Jesus Kristus!
Lad saa de onde Magter gøre Stormløb
mod vort Hjærte, i Jesu Navn vil vi sige:
»Og myldred Djævle frem paa Jord
og os opsluge vilde,
vi frygte dog ej Fare stor,
de deres Trusler spilde;
lad rase Mørkets Drot,
med I.øgn og Mord og Spot;
han har dog faa’t sin Dom,
da Krist til Jorden kom,
ét Ord ham nu kan fælde.«
E. R.
Tale ved en Fest i Sand Afholdsforening
(holdt af et Foreningsmedlem).
Det er jo første Gang — ikke i en
Række af Aar, men første Gang over-
hovedet, — at der her i Sand er indbudt
til en Fest som denne. Jeg er nu vis paa,
at vi vil faa det fornøjeligt i Aften, fordi
det, som egentlig har ført os sammen, ikke
blot er Trang til at more os, men Beslut-
ningen om og Viljen til at arbejde for en
god Sag.
Alvor og Gammen kan godt sammen,
siger et gammelt Ord, og jeg vil da be-
gynde Aftenens Underholdning med et
Forsøg paa at klare for os, hvad det er,
vi staar sammen om, hvad vi vil.
Vi vil være os selv! Noget andet er
at være selvraadige, selvgode; det vil vi
ikke være! Vi vil være os selv, være Men-
nesker, som Gud vil have os. Der er
meget forkert og ondt hos os; det vil vi
være fri for, thi det hører ikke med til
vort sande Selv; det er noget fremmed og
u-menneskeligt, som stammer fra den onde,
som derfor, hvis det faar Lov at raade i
os, kun vil gøre os ulykkelige. Men det
skal ikke have Herredømmet i os; vi vil
frigøre os, og vi har da ogsaa faaet Kraft
til at frigøre os fra det ondes ødelæggende
Magt.
Ja Frihed kræver vi for os! Ikke Fri-
hed for alle ydre Baand og Pligter, ikke
Frihed til at. gøre, hvad vi vil, men Fri-
hed til at gøre. hvad vi s k a 1. Der er
Mennesker nok der løber rundt og vaaser
om deres Ret og Frihed, samtidig med
at de er bunden i stærke I.ænker af deres
Selvgodhed, Forfængelighed eller daarlige
Lyster; der er mere end nok af dem, som
fabler om. at de er fri og ikke lader sig
tvinge, mens Sandheden er, at de er Trælle
af Selviskhed. Uvidenhed og Trods.
Disses Tal behøver vi ikke at forøge;
det er ikke den Slags Frihed, vi ønsker.
Vi vil være os selv, være frigjorte fra det,
som ikke hører vor sande Natur til, have
en saadan Frihed, at vi tænker, taler og
gør det. som er ret og sandt.
Da Perserkongen Xerxes drog med
sine 2 Millioner Krigere mod det lille
Grækenland for at røve dets Frihed,
spurgte hau en Dag Grækeren Demarétos,
som fulgte ham paa hans Tog: »Tror du,
Grækerne vil vove at løfte en Haand mod
mig? Thi jeg tror, at om end alle Grækere
og de øvrige Mennesker, som bor mod
Vest, vilde forene sig, vilde de dog ikke
kunne modstaa mig«. Demarétos svarede
da: »Konge, Fattigdom er Hellas medfødt,
men Tapperhed har det vundet ved Vis-
dom og strænge Love, og den skærmer
det mod Trang og Trældom. Aldrig vil
de lytte til noget Forslag, der kunde
bringe Hellas i Trældom, og om de saa
kun var iooo, vilde de dog kæmpe mod
dig«. Da Xerxes hørte dette, lo han:
»Hvad er det dog for en Snak, at disse
iooo eller 50,000 som alle er lige fri og
ikke paa vor Vis beherskes af én Mand,
skulde kunne gøre Modstand mod saa stor
en Hær? Ja naar de endda paa vor Vis
beherskedes af én Mand, kunde det jo
tænkes, at de af Frygt for ham lod sig
drive frem af Svøben imod Overmagten.
Men overladte til deres frie Vilje, vil de
ikke gøre det«. Men Demarétos svarede:
»De er vel frie Mænd, men de har dog
én Herre, Loven, og den frygter de endnu
mere, end dine Mænd frygter dig. De
gør derfor, hvad den byder, men den ly-
der altid det samme, nemlig aldrig at
flygte fra Slaget, om end Fjendernes Tal
er nok saa stort, men at blive paa sin
Post og sejre eller dø«. Xerxes lo blot
ad hans Ord, men han kom dog til at er-
kende deres Sandhed.
Men netop paa samme Maade er jo
vor Stilling: Vi har én Herre, og hans
l ov kender vi; vi ved, hvad den byder
os, nemlig aldrig fejgt at undgaa Kampen
mod vore indre og ydre Fjender, hvor
mange disse end er, men at blive staaende