Færøsk Kirketidende - 01.04.1902, Blaðsíða 5

5
gang, for den kommer som en Tyv om
Natten, som sLrevet staar, og er kuliende
sort, saa ingen kan se hende«. Saa be-
slutter de da at gaa Verdens Undergang
i Møde paa bedste Maade.
En løber hjem og trækker sine gode
Køer i Stald, for at die i det mindste kan
være i Behold.
En anden siger: »Jeg vil straks løbe
hjem og faa mit gode Kød og mit Anker
01 i l ivet, for skal Verden gaa under, er
det bedst at redde dem. og har jeg dem
i mig, saa har jeg dem da.«
En tredje: »Jeg tror. jeg løber med
og hjælper ham, for ellers faar han dem
aldrig i sig. og det var endda en Ynk!«
Saaledes løb de hjem, den ene efter
den anden, indtil der kun var én tilbage,
den klogeste af dem alle. Han sagde:
»Hver hytter sit. og jeg mit. 1 ivet er mit
kostbareste. Nu løber jeg op i Kirke-
taarnet. for der er ingen Ting. siden vor
Kirkeklokke er borte, og hvor der ingen
Ting er, kan der heller ingen Ting gaa
under. Og saa kan Verden for mig gaa
under, saa meget den har l yst; jeg er
udenfor det. Men mine Træsko vil jeg
have med, for det er nyt Kram, og dem
er jeg ikke tjent med at miste.«
Saa kunde Verdens Undergang komme,
naar den behagede, for Molboerne var be-
redte, men der er aldrig nogen af os andre,
slutter Budde lidt spydigt, der tænker saa
snildt paa vore egne private Smaating og
vore egne kostbare Personer eller mener
saa fiffigt at kunne bringe dem i Sikker-
hed, naar den almindelige Undergang
truer.
Men det er ikke vanskeligt at se, at
der lever mange Molboere blandt os og-
saa. Overfor de almindelige Samfunds-
farer, overfor det, som skaber Ulykke for
Mennesker, som gør deres Liv trist og
tungt, siger disse vore Molboere: »Hvad
kommer det mig ved, skal jeg passe paa
min Broder! Jeg gør bare, som jeg har
Lyst til, og vil ikke have noget med andre
at gøre.« Og saa tænker og lever disse
vore Molboere kun for at redde fra Under-
gangen derns egne Køer, Mad og Drikke
og deres eget kære Jeg, medens de giver
alt, som ikke berører deres egen Inter-
esse, en god Dag.
Men dette er ikke vort Maal; et saa-
dant Trælleliv vil vi være frigjorte fra. Vi
ved, at de Mennesker, vi er satte imellem,
dem skal vi støtte og hjælpe, og i samme
Grad som vi vil gøre godt mod vore Med-
mennesker og hjælpe dem at blive gode,
i samme Grad vokser vi ogsaa i Menneske-
værd. Lad andre saa tage hine Molboere
til Mønster; vi vælger hellere til Forbillede
Mænd som den bekendte Svensker Oluf
Rudbeck, der elskede sit Fædreland som
faa. Der udbrød en Gang Ildløs i hans
By, Upsafa. og ved hans Aandsnærværelse
reddede han Domkirken og Universitetet
fra at gaa op i Flammer. Midt under
Redningsarbejdet kom dér Bud, at hans
eget Hjem brændte; men han svarede:
»Det gør ikke noget, naar vi blot kan
redde, hvad der hører Fædrelandet til!«
Det er vort Maal at redde, hvad der
hører Fædrelandet til. at frigøre os selv
og de Mennesker i Fædrelandet, som vi
lever sammen med, fra Trældom under
Onde Magter, ogsaa Brændevinens Magt.
Og det er særlig denne sidste Magt, vi
strider imod til eri Begyndelse, baade fordi
alt andet aandeligt Arbejde er forgæves,
hvis ikke denne Kamp tages op -— og saa
fordi vi netop overfor denne Fjende er
bedst rustede. Her behøver vi ikke stor
I.ærdom eller Taleevne; det er nok, at vi
staar fast som frigjorte Mennesker, at vi
raske og friske og muntre gaar til Ar-
bejde eller Fornøjelser og viser, at vi kan
være Mennesker, ja netop Mennesker uden
med Mellemrum at føle Trang til at gøre
os til Dyr. »En fri Mands Fodspor er en
Skrift« — og denne Skrift kan bedre for-
staas, end om vi kom med hundrede Be-
viser, for Ædruelighedens Nytte.
Ja, lad mig nu slutte med det Ønske:
at vi maa blive fri! Jeg siger, det er et
Ønske, thi idet vi stiller op som Maalet:
Vi vil være fri, er det jo givet, at vi er
det ikke helt — endnu. Vi vil netop ikke
slaa paa vor egen Fortræffelighed som
Afholdsfolk; vi er næppe bedre, end Folk
udenfor vor Forening — men én Ting
staar fast: at vi har det bedre end dem,
der drikker; thi de kommer dybere og
dybere i Trældom, men vi stræber fremad
— med Glæde — mod det Maal: at blive
frigjorte til at gøre, hvad der er ret og
sandt i alle Henseender.
Vi glemmer naturligvis ikke, at det
maa ske i Pagt med den store Befrier og
Frelser.
Mindeord om H. P. Børresen.
Vor Ven sover.
K. B. Birkeland (Nordamerika).
Der er Sorg i Santhalistan.
»Papa« er ikke mere. Han har ned-
lagt sin Vandringsstav og er gaaet til
Hvile.
For den, som ikke har været Vidne
til det, er det vanskeligt at forestille sig,
hvorledes Santhalerne — snart sagt baade
Hedninger og Kristne — holdt af denne
Mand. Der var dem, som frygtede ham