Færøsk Kirketidende - 01.07.1902, Blaðsíða 4

4
bede Faderen om i mit Navn, det vil han
give eder;« og disse Ord er en Anstøds-
sten for de fleste, meget svære at naa
naa igennem. Det, vi bede om, som for
os kan være saa uendelig stort, og hvis
bogstavelige Opfyldelse synes os det
eneste, der kan bringe os Glæde eller
Fred, Befrielse eller Lykke, det er maaske
netop, hvad vi skulle lære at se i en anden
Belysning, saa det bliver smaat og uvæ-
sentligt for os; eller det kunde maaske
være os til Skade paa en eller anden
Maade, aandeligt set, om vi bleve bønhørte;
vi forstaa jo saa lidt. Vi maa saa blive
ved at bede — absolut ikke ophøre med
at bede om alt, tværtimod, jo mere man
lever sig ind i Samfund med Gud, jo frej-
digere lægger man frem for ham alle
sine Ønsker, alle sine Forhaabninger, —
men bede saaledes, at det er Gud selv, vi
søger, han maa være os dyrebarere end
Gaven, vi beder om. Jesus har selv lært
os at bede saaledes; han bad i den tavse
Nattetime i Gethsemane Have: »Ske ikke
min, men din Villie«, i Trængsel og An-
fægtelse, men med dyb Ydmyghed og in-
derlig Tro, og han bønhørtes; Gud sendte
sin Engel med Fred til ham. Intet levende
Væsen har Vinger, som rækker saa højt
som Bønnens Vinger, og naar vi kunne
samle alle vore Ønsker og Længsler med
Tak og Fortrøstning i den ene Bøn med
de rene Toner, Bønnen i Jesu Navn: »ske
din Villie«, saa- kunne vi opnaa at føle,
hvordan Guds hellige Aand fylder Sjælen
med Fred og med Glæde; for Bønnen er
jo Levendegørelsen af vort Samfund med
Gud, saa det højeste en kristen kan naa,
er at faa til Svar: »Dig ske, som du vil!«
Stiftprost I.arsens smukke Foredrag
viste, at Troen paa Bønhørelsen er nød-
vendig, hvis Bønnens Vinger ikke skulde
stækkes og det uddybedes senere i Dis-
kussionen, særlig forstod Hr. Forretnings-
fører Gabe at give en herlig Udlæggelse
af Ordene i Bjergprædikenen : »naar din
Søn beder dig om Brød« o. s. v.; han
lagde os alle paa Sinde, at en alvorlig
Kristen maa have en usvigelig, fast Tro
paa, at Gud opfylder enhver Bøn, der er
til vort bedste, og at den eneste Indskrænk-
ning, der er af Bønhørelse, er vor Evne
til at bære den.
Der er sikkert meget mangelfuldt i
dette Forsøg paa at gengive lidt af de
Indtryk, Bethesdamødet har givet mig,
og Fejl er der vel ogsaa, men et kan
alle dog vist være enige med mig i, og
det er den glædelige Følelse af at se, saa
mange Mennesker flokkes til disse Møder.
Den Interesse, der vistes der, vil forhaa-
bentlig bære sin Frugt.
Fra Diakonissestiftelsen.
I Københavns Udkant, tæt ved Jærn-
banen, men næsten gemt af grønne Træer
ligger Diakonissestiftelsen med sit Hospi-
tal, sin Kirke, sine mange Hjem for gamle
og enlige, sine Vuggestuer — og fremfor
alt med sine Diakonisser.
Om Træerne kunde vokse sig saa
store, at hele dette mægtige Bygnings-
kompleks blev skjult bag Blade og Blom-
ster, om Byens Larm kunde overdøve
Kirkens Klokker, om Alderdomshjem og
Vuggestuer blev glemt, saadan som Ung-
dommen saa let overser baade de gamle
og de smaa Børn — saa blev det dog
umuligt at drukne i Glemsel den Gerning,
som sker bag de røde Mure, eller rettere
som begyndes der, thi den fortsættes ude
i Livet, den Kærlighedsgerning, som øves
af Diakonisserne. Fra det røde Hjem dra-
ger de ud for at gøre den barmhjertige
Samaritans Gerning og gøre den i hans
Navn, der har sagt: »Salige er de barm-
hjertige, thi dem skal vederfares Barm-
hjertighed«.
Og hvor er det muligt at øve Barm-
hjertighed, som en barmhjertig Søster
øver den, uden netop i Herrens Navn, ved
hans Kraft, han, som var barmhjertig mod
os alle. Vi kender vist alle, hvor urime-
lig og utaknemmelig et sygt Menneske
kan være, hvor trætte vi kan blive af at
have med et saadant Menneske at gøre;
tænk saa paa, hvad det vil sige at give
sit Liv til at pleje syge; hvem kan det
uden at være gennemtrængt af Taknemmelig-
hed mod ham, der gav sit Liv for os?
Syge Mennesker, der trænger til kærlig
Pleje, er der altid nok af, Gud være der-
for lovet for hvert Menneske, der tager
den barmhjertige Samaritans Gerning op!
En Gang om Aaret indvies de Søstre,
som har fuldendt deres Prøvetid paa en
tilfredsstillende Maade, ved en Højtidelig-
hed under Gudstjenesten i Stiftelsens Kirke.
Prøvetiden er gerne 6 Aar.
Søndag d. 15de Juni d. A. indviedes
saaledes 9 Prøvesøstre, deriblandt Søster
Jensine fra Thorshavn Efter at
Højmessesalmen: »Den yndigste Rose er
funden« var afsunget, prædikede Diako-
nissestiftelsens Præst, N. Dalhoff, over
Dagens Evangelium (Den fortabte Søn).
Efter at have vist, hvorledes Jesus
kendte Menneskene, hvorfor netop de to
Sønner i Evangeliet har mange Brødre
ogsaa nu om Dage, gik Pastor Dalhoff
over til at vise, hvordan Jesus kendte
Gud, kendte ham ganske anderledes, end