Færøsk Kirketidende - 01.07.1902, Blaðsíða 5

5
Gud kendtes af Jøderne gennem den gamle
Pagt, kendte Gud som den kærlige Fader.
Der er ingen af Herrens Lignelser, der
klarere viser Guds. Faderkærlighed, end
netop Fortællingen om den fortabte Søn.
Faderkærligheden giver den dybt faldne
Søn Mod til at staa op og vende om, Fader-
kærligheden giver Kraft . til den nye Be-
gyndelse, det nye Liv som Søn i Faderhuset.
Efter Afsyngelsen af Salmen: »Hvert
et T ys i Livets Nat«, der nøjere knyttede
sig til Prædikenen fulgte dernæst Indviel-
sen med Bøn og Haandspaalæggelse, efter
at Præsten havde talt over Ordet i Josvas
Bog 23,14: »Ikke ét Ord er bleven til
intet af alle de gode Ord, som Herren eders
Gud har talet over eder, men de er alle
opfyldte for eder«. Som Prædikenen
havde dvælet ved Guds Kærlighed, om-
taltes her Guds Trofasthed, som ikke
svigter og ikke glemmer et eneste af alle
de kærlige Ord, der er givet os Mennesker,
men ved at opfylde dem alle paa sin
Maade og gennem sine Midler, ogsaa ved
at hans Kraft fuldkommes i vor Skrøbe-
lighed. Og just heri ligger der en stor
Trøst for os Mennesker — og her dvæ-
lede jo Tanken særlig ved Diakonisserne
— at det ikke kommer an paa vor Dyg-
tighed eller vore Evner, men at det, som
kræves af os, er Trofasthed. Er vi tro,
da skal ogsaa vi opleve trods alle Hin-
dringer omkring os, og trods al Kulde,
som kan "komme frem inde i os, at »ikke
et Ord blev til intet af alle de gode Ord,
som Herren har talt over os, men de
blev alle opfyldte«!
Efter Gudstjenestens Slutning samle-
des en større Kreds af Venner og Be-
kendte til Frokost sammen med Diako-
nisserne, som nu snart atter rejser ud til
deres velsignelsesrige Gerning, E. R.
Lidt om Lægmanden,
Indremissionær Anders Stubkjær.
(„Nordslesvigsk Søndagsblad'*.)
Det tynder stærkt ud i Rækken af
dem, der var med til at bære den Bevæ-
gelse i den danske F'olkekirke kort efter
Midten af det 19de Hundredaar, som kal-
des Indre Mission, frem i dens første
Begyndelse. Johannes Clausen i
Vonsild er snart ene tilbage. Ipsen,
Vahl, G ø t z s c h e , V i 1 h e 1 m B e c k
— en efter en er de bievne baarne ud af
Kampen, bort fra Arbejdet. Og nu sidst
Anders Stubkjær, Veteranen inden
for de læge Arbejderes Indre nvi s s i o -
nærernes Kreds.
Anders Stubkjær døde Store
Bededags Morgen, den 25de April i Aar,
Ugedagen efter at han havde fyldt de 78
Aar. Det saas ved hans Jordefærd, som
foregik fra Missionshuset »Elim« oppe i
Holstebro, hvor han i de sidste 12 Aar af
sit Liv havde haft sit Hjem og sin snæv-
rere Arbejdsmark, at det var ikke nogen
helt almindelig Mand, der blev fulgt hen.
Det store Missionshus, som rummer 6—800
Mennesker, var fyldt til Trængsel, og
udenfor paa Gaderne ventede Folk Hoved
ved Hoved for at slutte sig til ligtoget,
i hvilket en talrig Repræsentation af Dan-
marks Indremissionærer og vel omtrent
en Snes Præster fra nær og fjern vidnede
om, at her flyede man en Kitkens Mand
til Jorde. Og de, der overværede Jorde-
færden og hørte de 7 Taler, der blev holdt
over hans Baare, har sikkert gennem disse
modtaget et stærkt Indtryk af, hvilken
Betydning den Personlighed havde haft,
hvis I ivsløb her var afsluttet. Klarest
og alvorligst kom dette vel frem i Indre
Missions nuværende Formand Provst Zeu-
thens Tale, som ud fra Dommernes Bog
2det Kapitel, hvor der fortælles om Fol-
kets Udskejelser efter Josvas og de andre
gamles Død, som havde set Herrens store
Gerninger, bevægede sig om følgende
Hovedtanker:
»Nu er en af de gamle, der kendte
Herren' og hans Gerninger, gaaet hjem,
han har set Herrens Gerninger saa vel i
sig selv, i sit Fødesogn, paa den jyske
Hede og i hele det danske Folk. Han
har set Indre Mission som et Senriepskorn
vokse op til et stort Træ, hvori Himlens
Fugle nu bygge Rede. Han har set, at
det alt er sket af Herrens Naade mod
Indre Mission og mod Herrens Folk, og
han har ikke staaet uden for Begivenhe-
derne, men levet og kæmpet med i Ar-
bejdet. Skønt vor afdøde Ven altid var
glad i sit Indre, og særlig glad i sit Hjem
ved sin Hustru og sine Børn, saa har han
dog ogsaa været med til at lide for Guds
Sag. Det var godt at høre ham tale, at
sidde ved Foden af Talerstolen, naar
Stubkjær stod paa den, thi erfaren Mand
er god at gæste. Og derfor var han en
af Støtterne i Menigheden.
Det kan se underligt ud, som Støtterne
falder bort i de sidste Dage. Profeten
Esaias siger: Den retfærdige gaar bort
og ingen lægger sig det paa Sinde. Vi
maa ikke være tankeløse. Herren har
noget, som han vil sige os, hver Gang
han kalder et af sine trofaste gamle Vid-
ner bort. Samme Profet skriver: Den
retfærdige gaar bort før det onde kommer.
Herrens hellige lever saa længe, indtil
Herren har udøst al den Velsignelse over
dem, som han havde tiltænkt dem her i