Færøsk Kirketidende - 01.06.1903, Blaðsíða 3

Færøsk Kirketidende - 01.06.1903, Blaðsíða 3
Højskoler findes ikke paa Island, men en vaagnende Interesse for denne Bevæ- gelse findes i Reykjavik. E. R. Som Hovedkilde til ovenstaaende er benyttet Ar- tikler af Lektor ved Præsteskolen i Reykjavik: Th. Bjarnarson i »Kirkeleks. for Norden« (1903). Missionen. III. Romerriget erobres; (Lys og Skygge) Udmarken var inddiget, og Spaden skulde i Jorden - og Spaden kom i Jor- den! Gik Missionsarbejdet ikke med Storm- skridt, saa gik det saa meget sikrere frem; brugte man ikke Ploven, saa blev de en- kelte Spadestik saa meget omhygge- ligere gjort (»Hvo som tror haster ikke« Esaias 28, 16.) Og de Midler, hvorved Kristendom- men vandt frem i det uhyre Romerrige var det kristne Liv og Ordets Forkyndelse - af udvortes Magtmidler havde de kristne ingen, heldigvis! De kristne levede deres I iv saaledes, at de fik godt Vidnesbyrd af Hedningerne: »Se, hvor de elsker hverandre«, saadan lød det enstemmigt om dem fra Hednin- gernes Mund, Ja det var den kristne Kær- lighed, som var Drivkraften i deres I .iv og i deres Missionsarbejde, Kærlighed til Gud og Kærlighed til Mennesker; med den Kærlighed kommer man altid langt, men uden den vinder man aldrig frem, om man er nok saa klog og forstandig og har Ordet nok saa godt i sin Magt: »Ta- lede jeg med Menneskers og Engles Tun- gemaal, men havde ikke Kærlighed, da var jeg et lydende Malm eller en klingende Bjælde, havde jeg profetisk Gave og vidste alle Hemmeligheder og havde al Kund- skab, or- havde jeg al 'fro, saa at jeg kunde flytte Bjærge, men havde ikke Kær- lighed, da var jeg intet« (i.K.or. 13, 1, 2.) Og de kristne forkyndte Ordet om den korsfæstede og genopstandne Jesus Kristus for høje og lave, for lærde, og læge, de havde lært af Apostlen Paulus »at blive alt for alle«; de forstod at tale jævnt og enfoldigt, saa hvert Menneske kunde fatte Ordet, men de forstod ogsaa at tilegne sig den verdslige Visdom, saa de overfor Verdens Visdom kunde vise dennes Grænser, kunde vise, at Kristen- dommen er hverken fornuftig eller ufor- nuftig, den ligger udenfor Fornuften; For- standen mangler simpelt hen Evner til at bedømme Kristendommen; denne er ikke Hovedets Sag; den kan ikke læres, den maa leves: »Dersom nogen vil gøre hans Vilje, han skal kende, om 1 æren er fra Gud, eller jeg taler af mig selv«. (Joh. Ev. 7- I7-) Med disse Midler erobrede Kristendom- men Verdensriget Rom ifaa Aarhundreder. Gennem Modgang og forfølgelse kæm- pede den sig frem, indtil Signalerne for- andredes, indtil Kejseren selv gik over til Kri- stendommen, og med ham al Modgang blev forandret til Medgang, Frikirken til Stats- kirke. Men det var en farlig, en kritisk Tid for Kristendommen, denne Overgangstid. Naar en Sømand krydser op mod Vind og So, og Vinden pludselig slaar om til strygende Medbør, saa kræves der anden Sejlføring, Roret maa lægges om, og Kursen forandres; paa samme Maade maatte der manøvreres ganske anderledes nu end før, nu da alt det, som før hæm- mede og hindrede, lokkede og drog Men- nesker mod Kristendommen (Kejserens Eksempel og hans Gunst). Og der kan man ganske rolig indrømme, at der blev be- gaaet Fejl. Yinden tog ligesom Magten fra Skipperen, den statslige Tvang stiller sig paa Kirkens Side og det bliver taalt. Der lyder enkelte advarende Røster, men i det hele og store finder man sig til Rette med, at Staten tager Magten og tvinger 1 ledningerne til at an- tage Kristendommen, og Følgen bliver da naturligvis den, at Kirken fyldes med Navn- kristne, med Mennesker, der har Ord for at leve, men er dog døde« (Joh. Aab. 3, 1). Det er den Straf, Kirken nedkalder over sig, og den har været mere skæbne- svanger at bære end de haardeste For- følgelser, thi der er intet, der skader Kristendommens Sag, dens Erobring af Menneskehjærterne, saa meget som — død Kristendom. Til kristne Mennesker hedder det af 1 lerrens egen Mund: / er Jordens Salt; men dersom Saltet mister sin Kraft, duer det ikke til andet end at kastes ud og nedtrædes«. (Matth. 5, 13.) Men denne Kirkens Verdsliggørelse har igen til Følge, at mange levende kristne unddrager sig Samfundet med andre Men- nesker, og saaledes opstaar de mange Mun- kebo Og Klostre, som i Begyndelsen alle var Arnesteder for levende Kristendom, der var sig sine Opgaver bevidst; derfor blev ogsaa Klostrene Udgangspunkter for Missionen. Klostrene har forlængst udspillet deres Hovedrolle, men endnu er det saa, at de mange i Kirken slaar sig til Ko med at være kristne af Navn, udvortes at tilhøre Kirken, medens det kun er en lille Part, som vil bære alle Herrens Paalæg, som tager alle Opgaverne op og ikke vil lade en af dem ligge upaaagtet; blandt disse Opgaver er ogsaa Missionen, og hvor den bliver taget op i Kærlighed og baaret i

x

Færøsk Kirketidende

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Færøsk Kirketidende
https://timarit.is/publication/24

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.