Editiones Arnamagnæanæ. Series A - 01.06.1938, Qupperneq 38

36
HUNGRVAKA
1049 (lík C3B), allsstaðar 1064 (ávalt allsstaðar C3B), bæði vinsæll
10914 (virtsæll bæði C3B), var 1108 (var þat C3B), staðar 1133 (staðarins
C3B). Eksemplerne lader sig lettere bortforklare end de tidligere nævnte
overensstemmelser mellem C2 og C3. Det er nemlig tydeligt, at C2 og C1
i almindelighed er paalideligere afskrifter end C3, og i de fleste af de
anforte tilfælde turde forholdet være det, at C2 og C1 har bevaret *C’s
læsemaade, som altsaa har været forskellig fra *B’s medens C3, som
behandler teksten ret vilkaarligt, har foretaget en ændring, som falder
sammen med *B’s læsemaade. I andre tilfælde kan C1 og C2 antages
at have gjort en ændring uafhængigt af hinanden (f. eks. indsat átt
for átta 834, i overensstemmelse med den i det 17. aarh. almindelige
konstruktion, og ombyttet det urigtige Sigmundr 972 med det rigtige
Sigurðr). Disse eksempler synes saaledes ikke at afgive gyldige beviser
for at opgive det paa foregaaende side opstillede stemma.
C1 og C3 staar sammen folgende steder: marga 728 (nQkkura C2B),
fyrr 7414 (fyrst C2B), birtu 796 (birti C2B), flutt 829 (fœrt C2B), allir
áðr 898 ((áðr) allir fyrr C2B), kirkju 9011 (kirkjum C2B), Fjóni 927
(Fróni C2B), hann 9413 (at hann C2B), uppi 979 (upp C2B), Lamberti
9710 (Lambertus C2B), virðingu 1009 (virðingum C2B), síðan 100u (síðar
C2B), því 10012 (því at C2B), Páll prestr SQlvason 104e (Páli presti
SQlvasyni C2B), gQrt 1108 (ggrt enn C2, enn gQrt B), hann sjálfr 11214
(hann C2B), á 1138 (ok á C2B). Forklaringen synes at maatte være
den samme som i forrige tilfælde, nemlig at C1 og C3 nogle steder har
bevaret *C’s læsemaade, hvor C2 ved en ændring er kommet til at staa
sammen med B, medens C1 og C3 andre steder kan have indfort den
samme ændring uafhængigt af hinanden.
Der kan saaledes konstateres to tabte haandskrifter af Hungrvaka.
Det ene, *B, er repræsenteret ved afskrifterne B1 og B2, af hvilke den
forste er den bedste. Det andet, *C, er repræsenteret ved afskrifterne
C1, C2 og C3, af hvilke de to forste er de bedste, medens den sidste
behandler teksten ret vilkaarligt. Der foreligger særlige overensstem-
melser saavel mellem C1 og C2, som mellem C1 og C3, samt endelig
mellem C2 og C3, men de sidste synes at maatte tillægges den storste
vægt, og det er da sandsynligt at C2 og C3 gaar tilbage til en særlig
afskrift af *C.
De tabte haandskrifter, *B og *C, gaar tilbage til et ældre fælles grund-
lag, som kan kaldes *A. En sammenligning mellem B og C viser klart,
at *A har været et ret ungt og flere steder forvansket haandskrift. At
det indsætter tggmaðr for tQgsQgumaðr 7710 jfr. 10516 viser, at det maa
have været skrevet efter fristatstiden. Ordene áforma 843 og strax
1049 gor det tvivlsomt om det kan have været ældre end fra ca. 1500.
I de bevarede afskrifters ordformer og retskrivning er der intet som
tyder paa gamle forlæg, og former som þá (< þá er) 8316 913 osv., þó
(< þótt) 1017, svo (< svá at) 10916, gQfugir (< gQfgir) m. m. synes at
gaa tilbage til *A, da alle afskrifterne har dem. Der er en lang række
steder, hvor *A maa have haft en læsemaade der skyldes fejllæsning,