Fróðskaparrit - 01.01.1993, Blaðsíða 14

18
OMKRING FORMATIONEN AF EN NATION
En introduktion
Der er i de senere ár opstáet en stadig sti-
gende videnskabelig interesse for proble-
matikken centrum-periferi og periferi-cen-
trum, og emnet vil i denne fremstilling til
en vis grad blive grebet an ud fra den
synsvinkel, idet en national formationspro-
ces ogsá implicerer denne antagonisme.
Emnet skal dog først og fremmest behand-
les i et større perspektiv, hvori indgár
spørgsmálet om forudsætninger for natio-
nal identifikation med hovedvægt pá Fær-
øeme som eksempel, men med projice-
ringer til andre samfund med udgangspunkt
i intemational teoretisk litteratur om emnet,
samt gøres et forsøg pá at forene proble-
matikkens muligheder pá nogle stmkturer
og niveauer.1 Denne opstilling af forholdet
centmm-periferi som antagonistiske sam-
fundsmæssige og historiske fænomener sy-
nes affødt af den voksende interesse for
lokalhistorien, som ved at stilles i relief til
»rigshistorien« eller »centralhistorien«
historiografisk kan fá berettigelse og legi-
timitet inden for en »større« eller »overord-
net« historie.2 Men ogsá udvidelsen af den
verdenshistoriske skueplads, ikke mindst
som konsekvens af afkoloniseringen, har
skabt en uendelighed af centra og periferier
i relativ sammenhæng, ikke altid i har-
monisk ballance, og udforskningen af
mekanismer, som er eller kan være virk-
somme i sádanne relationer, kan givetvis
øge forstáelsen af visse politiske intema-
tionale problemer. Et særkende ved efter-
krigstidens historie har netop været peri-
feriers oprør mod central dominans sável
pá statsligt som interstatsligt plan. M.h.t.
afgrænsning af begrebsapparatet vil det
ifølge begrebets natur blive relativt, idet det
næppe altid er sá indlysenđe, om eller hvor
der videnskabeligt kan sættes grænser for,
hvad der er centralt, regionalt3 og »lokalt«.
De ret nye samfundsvidenskabelige disci-
pliner »fredsforskning« og »konfliktforsk-
ning« má betragtes som produkter af denne
udvikling.4
Det skal indledningsvis bemærkes, at der
ikke har været megen hjælp at hente i an-
dres arbejder i emnets færøske sammen-
hæng; det, som hidtil er skrevet om færøsk
lokalhistorie (»bygdehistorier«), er meget
sjældent sat i en større historisk, landshisto-
risk, sammenhæng. Færøsk lokalhistorie er
sjældent skrevet pá grundlag af kildestu-
dier, men falder i de fleste tilfælde ind un-
der begrebet »oral history«.5 Det er langt
fra givet, at defmitioner og termer i teore-
tisk litteratur altid kan anvendes pá færøske
forhold. Derfor er der gmnd til at stille sig
skeptisk, nár nogen udgiver sine teorier for
almengyldige for alle menneskesamfund i
tid og sted. Det er meget nemmere at snitte
historien til, sável den centrale som den
lokale, efter egne eller andres teorier, uden
smálige hensyn til, om den vil det eller ej.
Sádanne Prokrustes-senge kan kun hæmme
og begrænse historievidenskabens mulig-
heder for at komme »den historiske sand-
hed« nærmere.6 En forsker má naturligvis
ikke arrogant se bort fra andres resultater,
men han má have civil-courage til ikke at
tro pá alt og have mod til selv at have en
mening, baseret pá empiriske studier.
De, som til daglig beskæftiger sig med
færøsk historie, oplever ofte, at de ikke kan
anvende noget universalhistorisk begrebs-
apparat (hvis der vel at mærke findes et sá-