Grønlandsposten - 01.06.1942, Blaðsíða 10
70
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 6
for det enkelte menneske i forhold til samfundet
og for nationen i forhold til omverdenen. Man
opnaar nu engang intet gratis af virkelig værdi
her paa denne jord. Livets lov kræver af os alle
haardt arbejde og ofre, der til gengæld giver
gode resultater og desto større tilfredsstillelse, jo
mere møje og besvær de har kostet.
Om de danskes arv har der været talt og
skrevet udførligt i de 21 maaneder, som er for-
løbet siden den 9. april 1940, men det er ikke
nok at vide, at vi ejer en rig arv. Vi maa til-
lige erkende den strenge lov, at en nation for
at leve maa være i besiddelse af værnevilje: vi
maa værne vor arv. Kun derved kan vi beva-
re vor selvstændighed og vor nationale kultur.«
Taleren fremhævede, hvordan den moderne
udvikling var foregaaet i Danmark uden klasse-
kamp, og at danske i dag havde den lykke at
tilhøre et samfund, i hvilken klasseforskellene
mere og mere udslettes og i hvert fald ikke
danner nogen hindring for det enkelte menne-
skes mulighed for at kunne udvikle sine evner
og kræfter. Ogsaa det forhold, at helhedens
tarv gaar forud for sognets, var underkastet en
bedre erkendelse. »Landspatriotismen vil sejre
over sognepatriotismen,« sagde han. »Det dan-
ske riges velfærd gaar forud for alle særinter-
esser.«
Efter en omtale af erhvervsmæssige vanske-
ligheder udtalte ingeniør Højgaard: »Der er for
mig ikke tvivl om, at de tusinder af danske, der
drog ud og fandt deres arbejdsplads i alle jor-
dens egne, ligesom vi herhjemme, vil vide at
bevare mod og arbejdsevne, saaledes at de, naar
freden er genoprettet, vil kunne gøre en indsats
til gavn og ære for vort gamle fædreland.
Det er til alle jer landsmænd derude i det
fremmede, at vi i aften letter vor hilsen og tak.
I nord og syd, i øst og vest, paa de syv have
har I øvet jer daad. Hvadenten I har arbejdet
i dansk eller fremmed tjeneste, har jert virke
været præget af foretagsomhed. I forstod tilpas-
ningens og samarbejdets vanskelige kunst. I blev
vel anset og vel lidt overalt. I har for længst
for jert personlige, og dermed ogsaa for Dan-
marks vedkommende, gjort drømmen om sam-
virke mellem nationerne til virkelighed.
I derude og vi herhjemme er Danmarks og
Nordens sønner, men vi føler os samtidigt som
borgere i Europa, ja, i verden. Ja, jeg drister
mig til at sige, at vi danske, som sammen med
vore nordiske brødrefolk efter aarhundreders ind-
byrdes kampe er naaet frem til en ubrydelig
nordisk fred, vil have vor mission efter genop-
rettelsen af den fred, som vi alle haaber maa
følge efter det uvejr af ild og jern, som for ti-
den hærger verden.
Een ting er jeg sikker paa: hvad der end
sker, vil alle danske i hjemlandet og ude i den
vide verden føle sig som eet folk, som børn af
voit elskede fædreland Danmark.«
»Hans majestæt«, sluttede ingeniør Højgaard,
»har ved sit ophøjede eksempel som den, om
hvem nationen i enighed og hengivenhed sam-
ler sig, skænket os styrke i vor tilkendegivelse
af, at alle danske hører sammen i medgang og
modgang. Lad os da forene vore varme følel-
ser af tillid og tak til Danmarks konge i ønsket
om, at kongen fremdeles maa bevare sundhed
og kraft i sin gerning til gavn for vort fædre-
land.«
Festaften i Grønlandsk Selskab.
Festsalen i »Borgernes Hus« var, i følge
»Berlingske Tidende« 6. november 1942, fyldt til
sidste plads ved Grønlandsk Selskabs møde,
hvor Knud Rasmussen-filmen blev fremvist, og
professor W. Thalbitzer talte om Grønlands
gamle sjæl. Festaftenen overværedes af kron-
prins Frederik, kronprinsesse Ingrid, prins Knud
og prinsesse Caroline-Mathilde.
Professor Thalbitzer skildrede myterne, det
grønlandske folks sjæl. Helt fra Beringsstrædet
havde eskimoerne ført deres sang med sig paa
vandringerne mod øst. Man fandt de samme
myter og sagn hos Østgrønlands eskimoer som
hos stammer i Vestalaska. Professoren sluttede
med at hylde dr. Knud Rasmussen, der med
»Palos Brudefærd« havde fæstet de gamle sagn
og myter — og eskimoernes liv paa filmsstrimlen.
Derefter sang grønlænderkoret to af deres
smukke, særprægede sange, toner, der dannede
indledning til filmen. Og for en stund var alle
d< gamle grønlandsfarere og grønlandsvenner
atter oppe i vor store koloni. De oplevede atter
landets skønhed, de saa kajakmændene, de op-
levede sælilænsningen, bærplukningen og lakse-