Grønlandsposten - 16.06.1942, Síða 2

74
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 7
Denne Argumentation hænger imidlertid
sammen med Vanskeligheden ved at frigøre sig
for de tilvante Begreber, selvom alle Forudsæt-
ninger derfor er bortfaldet. Forholdet er i Vir-
keligheden følgende: Begrebet Neutralitet forud-
sætter, at der findes en Folkeret. En af Folke-
rettens Særegenheder er, at medens Retten mel-
lem en Stat og dens Borgere, eller mellem
Borgerne indbyrdes, i sidste Instans er baseret
paa en Retshaandhævelse ved Anvendelse af den
fornødne Magt, er Haandhævelse af Folkeretten
alene baseret paa den moralske Kraft, som ligger
i, at Størsteparten af den civiliserede Menneske-
hed stræber efter at sætte Ret for Magt og i
givet Fald ved den offentlige Menings Styrke vil
fastholde sin Regering ved dette Princip. Men
saasnart der findes en Magt, som ikke anerken-
der dette Princip, er Folkeretten faktisk bort-
faldet — den eksisterer ikke mere. Det nuvæ-
rende Tysklands Politik frembyder en enestaa-
ende Række Eksempler paa saadanne Tilside-
sættelser af selve Folkerettens Princip, og disse
Tilsidesættelser har for Størstepartens Vedkom-
mende endda fundet Sted i den mest kyniske
Form: Ikke blot er Løfter blevet brudt, saasnart
det stemte overens med egne Interesser, men
Løfter er afgivet, som det overhovedet ikke har
været Hensigten at holde, blot som et Middel
til at svække et udset Offer. Eksemplerne er
utallige, men for Danskerne er Hovedeksemplet
jo selvfølgelig Tysklands Forhold til Danmark.
I 1939 afsluttede Danmark en Traktat med
Tyskland, hvori Tyskland højtideligt forpligtede
sig til ikke at anvende Magt af nogen Art over-
for Danmark. Denne Traktat var en Fjer i Hatten
for Tysklands Propagandamaskine, og den van-
skeliggjorde i høj Grad vort Forhold til det øv-
rige Norden, men vi afsluttede den dog, bl. a.
under Hensyntagen til, at Tyskland samtidig for-
pligtede sig til at respektere vor lovlige Handel
med England i Krigstilfælde, hvad der vilde lette
os betydeligt i Fastholdelsen af vor Neutralitet.
Dette Løfte blev brudt paa Krigens første Dage,
og Magtanvendelse blev sat ind, saasnart det
passede i de tyske Militærplaner, og hvad der
navnlig gjorde denne Adfærd fordømmelig, er
det Forhold, som vi nu kender: begge Skridt
var planlagt og bestemt allerede før Ikke-Angrebs-
traktaten blev underskrevet.
Kronen blev sat paa Værket den.8. April
1940 om Aftenen, hvor den tyske Gesandt i
København gav Kongen sit Æresord paa, at
Tyskland ikke agtede at foretage sig noget imod
Danmark, paa et Tidspunkt hvor Frihavnen
laa fuld af Skibe med tyske Soldater om Bord,
som i Løbet af faa Timer skulde sættes i Land.
Med dette Folkerettens Sammenbrud er Be-
grebet Neutralitet ophørt at eksistere for Dan-
mark. Dette vil sige, at Spørgsmaalet for Dan-
mark ikke mere er et enten-eller, men hverken-
eller. Danmark er hverken neutral eller krigs-
førende, det er simpelhen undertrykt. Men er
saaledes Danmarks Stilling til Omverdenen klar-
lagt, maa ogsaa Danmarks Linie være bestemt.
Danmark har ingen Allianceforpligtelser at op-
fylde, og Danmark har ingen Neutralitetsrettig-
heder at forlange respekteret. Danmarks Politik
har kun een Retningslinie: at føre Danmark
frelst gennem Krisen. Men dette betyder saa
langt fra, at dansk Politik bør gaa ud paa at
stikke Hovedet i Busken, lade Uvejret rase, for-
søge saa vidt muligt at tilfredsstille Øjeblikkets
Behov uden Hensyn til, hvad Fremtiden maa
bringe og saa haabe, at andre vil paatage sig
Arbejdet for os, saa vi kan slippe billigst muligt
og opnaa Befrielsen uden selv at yde vort der-
til. For enhver fædrelandskærlig Dansker er det
den første Opgave i disse Tider at arbejde paa,
at der bliver en Fremtid for vort Land, naar
Uvejret er overstaaet, og arbejde paa, at vi, naar
Freden kommer, staar saa vel rustet som muligt
til at møde de nye Problemer.
Alt hvad vi hører fra vort Land, omend det
kun er spredt og ad Omveje, tyder da ogsaa paa,
at man hjemme har gjort sig klart, at dette er
Vejen. Danmark valgte den 9. April 1940 i Over-
ensstemmelse med den Linie, dansk Politik har
ført i mange Aar, at undlade at føre en Vaaben-
krig, hvis Udfald paa Forhaand var givet. Vi
vidste dengang og har siden til Overmaal faaet
bekræftet, at ingen havde Ret til at bebrejde os
dette eller blot rynke paa Næsen ad os, og da
mindst de Stormagter hvis egen Politik havde
medført den Stilling, Verden stod i i 1940, og hvis
Hjælp ikke vilde være kommet, hvis vi i Tillid
til den havde fortsat Kampen. Men dette betyder
saa langt fra, at Danmark modstandsløst under-
kaster sig Tysklands Vilje til dets Udslettelse.