Grønlandsposten - 16.06.1942, Blaðsíða 4

Grønlandsposten - 16.06.1942, Blaðsíða 4
76 GRØNLANDSPOSTEN Nr. 7 bejdet uden at bryde den danske Linie, og Grøn- land er besat af en krigsførende Magt, bvis Krigs- maal er Danmarks — og Grønlands — Frihed. For os Danske lier i Grønland synes her- etter Vejen klar. Vi har en Pligt overfor Grøn- land til at fortsætte hver i sin Gerning det Ar- bejde for Grønlands Befolkning, som er Eksi- stensgrundlaget for Danmarks Ret i Grønland. Vi har en Pligt overfor vort eget Land til at ar- bejde for, at den Udslettelse, som er det tiltænkt, bliver hindret. Lykkeligvis medfører disse to Pligter ingen Konflikt, de opfyldes begge ved det Samarbejde med Amerika, vi nu har haft i over 2 Aar, og som baade er en nødvendig Forud- sætning for Grønlands Velfærd og er en Hjælp til den Sag, der arbejder for Danmarks Fremtid. Mindehøjtidelighed for S/S „Hans Egede". Søndag den 31. maj er der i København blevet af holdt mindehøjtidelighed for besætningen paa vort tabte skib S/S »Hans Egede«. Minde- gudstjenesten afholdtes ved hiskop Fuglsang- Damgaard og provst Sehultz-Lorentzen, og den blev transmitteret over statsradiofonien, men os bekendt er den ikke hørt her i Grønland. Det er hensigten senere paa sommeren at fastsætte en fælles mindedag for hele Grønland for »Hans Egede« og dens besætning. Dimissionstale ved seminariets afslutningsfest. (Af seminarieforstander Fuglsang-Damgaard.) Den verden, snm I i dag fra skolens nu og da tyngende, men altid regelmæssige og om- fredende liv træder ud i, er en verden i gæring, en verden i kaos. I denne verden, der ydermere hvirvles rundt af en afsindig krigs dæmoniske magter, skal I nu, seminarister, realister og efter- skoleelever, begynde paa at bane jer vej, vej til det daglige brød og vej til en leveform i aande- lige værdier, som alene bæver mennesket over dyret. Skolen har efter bedste evne søgt at udruste jer til at træde ud i livet. Vi har givet jer de kundskaber, som kræves som et slags værktøj til at bestride den tjeneste, I har valgt og læng- tes frem imod. Men mere end det, vi haaber at have evnet, at vi har overleveret jer disse kund- skaber ikke som en død kapital, som livløse redskaber, men som en sæd, der vil spire, som kræfter, der vil udfolde sig; vi haaber, at vi først og fremmest har evnet at give jer respekt for aandelige værdier, at føle trang til aandelige værdier. Det er vort haab, at I er blevet ud- rustet saaledes, at I kan vejlede jer selv til en personlig og selvstændig livsførelse. Vor tid er ogsaa i Grønland ved at blive urolig og forjaget. Der er ogsaa for den unge nutidsgrønlænder en fare for at tabe sig selv i uro og forjagethed, at miste evnen til at staa paa egne ben, kun at kunne gore sig gældende i flok og følge med omgivelserne, med partiet, med hoben. Det er jo rigtigt, at vi alle er og maa være samfundsmennesker, men det er en skæbne- svanger opfattelse, som breder sig'mere og mere, at samfundet kan fritage os for personligt an- svar. Det er os, der skal bære samfundet oppe og frem ved at yde alt, hvad vi formaar. Vil vi kun nyde af stat og samfund, ender det med, at vi sprønger rammerne, samtidig med at vi selv tager skade paa vor sjæl. Utvivlsomt er samfund og samliv af værdi for gennemsnitsmennesket; men det afgørende store og betydningsfulde er udrettet af den enkelte, den store personlighed, og størst er den, som helt kan glemme sig selv for at yde, for at ofre og tjene. Vi skal derfor ikke blive staaende ved at være i flok og følge, vi skal først og fremmest være enkeltvæsener, personligheder, som det hedder med et lidt høj- spændt udtryk. Det er ikke for meget sagt, at der selv i det jævneste menneske er en indre kerne, som det gælder om at bringe i naturlig va^kst og grøde, ofte i kamp med omgivelserne, med mængden, der sjælden har noget midtpunkt. Respekten for den ydre virkelighed er i og for sig god og sund, kampen for det daglige brød en nødvendighed, som vi ikke kan og skal ryste af os; men til et virkeligt menneskeliv hører der mere: vækst og grøde for den indre kerne. Glem det ikke! Humanismens udødelige stormester Goethe

x

Grønlandsposten

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Grønlandsposten
https://timarit.is/publication/7

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.