Grønlandsposten - 16.06.1942, Qupperneq 4
76
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 7
bejdet uden at bryde den danske Linie, og Grøn-
land er besat af en krigsførende Magt, hvis Krigs-
maal er Danmarks — og Grønlands — Frihed.
For os Danske her i Grønland synes her-
efter Vejen klar. Vi har en Pligt overfor Grøn-
land til at fortsætte hver i sin Gerning det Ar-
bejde for Grønlands Befolkning, som er Eksi-
stensgrundlaget for Danmarks Ret i Grønland.
Vi har en Pligt overfor vort eget Land til at ar-
bejde for, at den Udslettelse, som er det tiltænkt,
bliver hindret. Lykkeligvis medfører disse to
Pligter ingen Konflikt, de opfyldes begge ved det
Samarbejde med Amerika, vi nu har haft i over
2 Aar, og som baade er en nødvendig Forud-
sætning for Grønlands Velfærd og er en Hjælp
til den Sag, der arbejder for Danmarks Fremtid.
Mindehøjtidelighed for
S/S „Hans Egede“.
Søndag den 31. maj er der i København
blevet afholdt mindehøjtidelighed for besætningen
paa vort tabte skib S/S »Hans Egede«. Minde-
gudstjenesten afholdtes ved biskop Fuglsang-
Damgaard og provst Schultz-Lorentzen, og den
blev transmitteret over statsradiofonien, men os
bekendt er den ikke hørt her i Grønland.
Det er hensigten senere paa sommeren at
fastsætte en fælles mindedag for hele Grønland
for »Hans Egede« og dens besætning.
Dimissionstale ved seminariets
afslutningsfest.
(Af seminarieforstander Fuglsang-Damgaard.)
Den verden, som I i dag fra skolens nu og
da tyngende, men altid regelmæssige og om-
fredende liv træder ud i, er en verden i gæring,
en verden i kaos. I denne verden, der ydermere
hvirvles rundt af en afsindig krigs dæmoniske
magter, skal I nu, seminarister, realister og efter-
skoleelever, begynde paa at bane jer vej, vej til
det daglige brød og vej til en leveform i aande-
lige værdier, som alene hæver mennesket over
dyret.
Skolen har efter bedste evne søgt at udruste
jer til at træde ud i livet. Vi har givet jer de
kundskaber, som kræves som et slags værktøj
til at bestride den tjeneste, I har valgt og læng-
tes frem imod. Men mere end det, vi haaber at
have evnet, at vi har overleveret jer disse kund-
skaber ikke som en død kapital, som livløse
redskaber, men som en sæd, der vil spire, som
kræfter, der vil udfolde sig; vi haaber, at vi
først og fremmest har evnet at give jer respekt
for aandelige værdier, at føle trang til aandelige
værdier. Det er vort haab, at I er blevet ud-
rustet saaledes, at I kan vejlede jer selv til en
personlig og selvstændig livsførelse.
Vor tid er ogsaa i Grønland ved at blive
urolig og forjaget. Der er ogsaa for den unge
nutidsgrønlænder en fare for at tabe sig selv i
uro og forjagethed, at miste evnen til at staa
paa egne ben, kun at kunne gøre sig gældende i
flok og følge med omgivelserne, med partiet,
med hoben.
Det er jo rigtigt, at vi alle er og maa være
samfundsmennesker, men det er en skæbne-
svanger opfattelse, som breder sig/mere og mere,
at samfundet kan fritage os for personligt an-
svar. Det er os, der skal bære samfundet oppe
og frem ved at yde alt, hvad vi formaar. Vil vi
kun nyde af stat og samfund, ender det med, at
vi sprænger rammerne, samtidig med at vi selv
tager skade paa vor sjæl. Utvivlsomt er samfund
og samliv af værdi for gennemsnitsmennesket;
men det afgørende store og betydningsfulde er
udrettet af den enkelte, den store personlighed,
og størst er den, som helt kan glemme sig selv
for at yde, for at ofre og tjene. Vi skal derfor
ikke blive staaende ved at være i flok og følge,
vi skal først og fremmest være enkeltvæsener,
personligheder, som det hedder med et lidt høj-
spændt udtryk.
Det er ikke for meget sagt, at der selv i det
jævneste menneske er en indre kerne, som det
gælder om at bringe i naturlig vækst og grøde,
ofte i kamp med omgivelserne, med mængden,
der sjælden har noget midtpunkt. Respekten for
den ydre virkelighed er i og for sig god og sund,
kampen for det daglige brød en nødvendighed,
som vi ikke kan og skal ryste af os; men til et
virkeligt menneskeliv hører der mere: vækst og
grøde for den indre kerne. Glem det ikke!
Humanismens udødelige stormester Goethe