Grønlandsposten - 16.06.1942, Síða 5

Nr. 7
GRØNLANDSPOSTEN
77
siger et sted, at nydelse er farlig. Dermed menes,
at vejen fra tilladelig nydelse til overdrivelse er
ikke saa særlig lang, og fra overdrivelse er der
faa skridt til det simple, det uværdige — det
gemene. Men friere fortolket — saaledes som
Goethe vistnok mener det — betyder det, at den,
som søger nydelse i llok og følge med andre,
bliver fælles med dem, kun et nummer i mæng-
den. Nøjes I med det, dør kernen i jer af man-
gel paa luft og næring.
Jeg skal i denne stund bringe jer mit og
mine medlæreres farvel. For de unge er der kun
et stænk af vemod over afskedsøjeblikket, snart
sejrer frihedsglæden og haabets bærekraft. For
os ældre er det tungere at tage afsked med jer
efter samliv i medgang og modgang aarene igen-
nem. Tak for de mange gode minder, vi har
haft med hverandre; det er dem, vi skal bevare
i erindringen; modgang og gensidige fejl fortje-
ner ikke at mindes.
Vi ønsker jer lykke paa livsfærden, der kan bli-
ve vanskelig nok baade paa den ene og den anden
maade. Men god vilje, et redeligt arbejdshumør
og et offervilligt tjenersind er gode at have paa
vej med sig. Vi ønsker for jer, at I vil give den
underfulde kerne i jert indre gode og sunde
vækstmuligheder, at I aldrig vil glemme aandens
stormænd. Nøjes aldrig med kun at være en af
flokken, og lad Goethes ord klinge for ørerne af
jer, som en opfordring til at holde jer sti ren,
baade legemlig og aandelig. I er ansvarlige for
jer egen evige skæbne og medansvarlige for jert
fædrelands fremgang og lykke.
Naar der spørges, hvilket formaal semina-
riet forfølger med sit arbejde, kan der derpaa
svares forskelligt. Vi uddanner kateketer og læ-
rere, vi uddanner unge mennesker til at gaa ind
i det praktiske livs mange erhverv, vi søger i al
almindelighed at være kulturspredende. Naar I
spørges, hvilket formaal I har haft med at be-
søge denne skole her, vil I sandsynligvis svare:
»Vi har søgt kundskaber, der kan hjælpe os til
en livsstilling«. Alt sammen godt og rigtigt. Men
ikke nok. Seminariet har ogsaa altid haft et
større maal for øje, det maal at slaa bro mellem
grønlandsk og dansk, det maal at lære jer at
elske jert eget fædreland Grønland som en del
af vort fælles fædreland Danmark. Jeg ved, at I
store elever har forstaaet dette, og jeg haaber,
at 1, naar I nu kommer ud, som seminariets
ægte sønner vil arbejde videre paa det maal,
nemlig at forene dansk og grønlandsk, at lære
folk at forstaa, at Grønland og Danmark er knyt-
tet sammen med tusinde traade, som ikke kan
rykkes over uden ubodelig skade for begge par-
ter. Ligesom Grønlands ære er Danmarks ære
og Grønlands skam er Danmarks skam, maa
Danmarks ære være Grønlands ære og Danmarks
skam Grønlands skam.
Idet vi endnu engang fastslaar dette i af-
skedens stund, vil vi raabe et trefoldigt hurra
for det forenede og uadskillelige Grønland-Dan-
rnark.
Grønlands første kvindelige
seminarist.
Som omtalt andet sted i bladet var Godt-
haabs seminariums afslutningsfest i aar en sær-
lig mærkedag, fordi det var første gang i Grøn-
lands historie, at en kvinde har taget eksamen
fra seminariet, nemlig frk. Elisabet Egede. Vi
har bedt frk. Egede fortælle os lidt om, hvorle-
des det er lykkedes hende at naa saa vidt.
— Tror De, det kan interessere nogen?
spørger frk. Egede, — det er jo slet ikke noget
særligt.
— Maaske ikke for Dem, der nu staar med
sliddet og arbejdet bag Dem, men for de nye,
unge grønlænderinder, der forhaabentligt følger
i Deres spor, staar det, De har naaet, sikkert
som et stort og vanskeligt maal at naa.
— Er De født her i Godthaab?
— Ja, min far var fanger her ved Godthaab,
men jeg har aldrig kendt ham, begge mine for-
ældre døde tidligt — jeg var kun otte aar, da
min mor døde, og siden har jeg boet hos min
farbror, bogtrykker Niels Egede.
— Har De ogsaa gaaet i skole her?
Ja, jeg gik i Godthaabs børneskole, til jeg
var 14 aar og kom derefter paa Egedesminde
efterskole.
— Hvorfor Egedesminde?
— Fordi Egedesminde er det eneste sted i
Grønland, hvor der findes en pigeefterskole. Jeg