Grønlandsposten - 16.02.1943, Blaðsíða 10
46
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 4
Ministeriet af 8. Juli 1940.
(Af J. Christmas Møller — lortsnt fra Nr. 3.)
I)e to konservative Ministre hørte til Partiets
Førstemænd; Fibiger var som en Selvfølge ble-
vet Formand i 1939, da Partiet skulde vælge
en ny Formand. Han havde været Medlem
af Rigsdagen i 20 lange Aar, nød stor Anseelse i
kirkelige Kredse for sin varme Interesse og sit sto-
re Arbejde for Kirken. Der stod (og staar) tillid
om Fibigers Person, og der var allerede den 9.
April ingen Tvivl om, at ban maatte blive den
ene af de konservative Ministre, og den store
Tillid, hans Parti nærede til barn, har han i
sin Gerning vist sig værdig.
Det var en Selvfølge, at Hendriksen blev
min Efterfølger nogle faa Maaneder efter den
8. Juli; han var (og er) Formand for Hovedsta-
dens Konservative og havde vel der lagt sit bedste
politiske Arbejde; han har haft Sæde først i
Folketinget, saa i Landstinget siden 1927 og var
naaet frem til Partiets højeste Tillidspost paa
Rigsdagen. Han er fuld af Energi og Arbejds-
lyst og nød ogsaa i det private Erhvervsliv-
megen Anseelse. De her nævnte 8 Ministre
var da alt i alt et godt Udsnit af Rigsdagen
og det danske Folk.
De mortuis nil nisi bene: om de døde kun
godt, og jeg skal ikke ved denne Lejlighed
prøve paa en Karakteristik af Stauning. At han
ud fra sine Forudsætninger gjorde sit bedste,
betvivler ingen, men det vil ikke være underligt,
om der er mange Retragtninger at fremsætte,
men ogsaa disse maa vente; lad mig derfor
nøjes med at sige, at jeg har den største Respekt
for Staunings Arbejdsindsats i 30—40 Aars Politik,
at han nu engang havde den enestaaende Position,
at han — trods den 9. April og trods alt — var
den eneste tænkelige statsminister, eller maaske
snarere, at det alt taget i Betragtning var det
eneste forstandige at beholde ham.
Om Harald Petersen kun dette: han havde
efter nogles Mening gjort sig fordelagtigt bemær-
ket som Statsadvokat. Han var kendt som en
dansk Mand med rigtige Meninger, og paa
den særdeles vanskelige Post, paa hvilken han
blev placeret, gjorde han, hvad han under For-
holdene kunde. Men det var selvsagt ikke no-
gen let Sag at komme ude fra og dumpe ind
i et politisk Ministerium, og nogen særlig Rolle
spillede han ikke politisk i de faa Maaneder,
jeg kendte ham paa nærmere Hold.
Og saa er der Scavenius og Gunnar Larsen.
Og det er vel rigtigt at sige, at de sammen ud-
gjorde (og udgør) et Parti for sig selv. Jeg
har tidligere her i Bladet og ved Møder under-
streget, at der er ingen Landsforrædere eller
Quislinge i den danske Regering. Det er mig
magtpaaliggende at understrege dette, saadan
som der er blevet talt ogsaa hjemme i Danmark.
Ret skal være Ret.
Hverken Scavenius eller Gunnar Larsen bød
sig til som Ministre. Scavenius blev vel snarest
meget indtrængende anmodet om det af Kongen,
Statsministeren og den afgaaende Udenrigsmini-
ster, Dr. Munch.
Jeg kan ikke paastaa, jeg kender alle Grunde
til, at Scavenius blev Udenrigsminister. Jeg har
tidligere understreget, at jeg fra første Færd i
min Kreds og i mit Parti fremhævede, naar nog-
le af de ledende konservative Rigsdagsmænd, i
og for sig med Rette, angreb Dr. Munch saa
stærkt, at jeg forstod deres Bevæggrunde; men
det var politisk Galskab; thi man vilde faa Sca-
venius. Jeg tror betydningsfulde, maaske navn-
lig ikke-politiske Kredse har ment, at Scavenius
var god til at forhandle med Tyskerne og fundet
Sangbund for denne Betragtning paa høje Steder.
Og Munch har naturligvis sit meget store Ansvar
for, at Scavenius blev hans Efterfølger.
Det vil desværre ej heller her være muligt
i alle Enkeltheder at gøre Hr. Erik Scavenius’
Politik op. Han er, som saa mange andre navn-
lig var i den udenrigsministerielle Karriere, i sit
Syn præget af, hvad de kaldte, at Danmark jo
altid vilde have Grænse til Tyskland. Han hav-
de ført en tysk-orienteret Politik under den for-
rige Krig, og dette havde ingen Indflydelse paa
Danmarks Stilling, da Krigen var vundet. Jeg
tror om ham, at han aldeles ikke forstaar, at
denne Krig er noget helt andet og større end
den forrige.
Jeg tror, at Scavenius har megen ringe For-
staaelse af Begreberne Demokrati, Frihed, natio-
nal Værdighed etc. Han er ingen Nazist. Men
han er den mest udprægede Junker, som nogen