Grønlandsposten - 16.02.1943, Blaðsíða 11

Nr. 4
GRØNLANDSPOSTEN
47
Sinde har tjent i dansk Politik. Han er radikal
Aristokrat, for man var nu engang radikal, da
han var ung.
Selv vil han sige, han er Realist; jeg vil
kalde ham den mest kyniske Materialist, vi har
haft i dansk Politik, som slet ikke forstaar an-
dres Følelser, og som velsagtens slet ikke kan
se, hvilket uvurderligt Gode for det norske Folk,
dets Kamp er, og som vil kalde det taabeligt at
mene, at det kommer an paa at redde Folkets
Sjæl mere end at redde nogle døde Ting.
Derfor kunde man paa Forhaad vide, at
han ofte overfor tyske Krav vilde være den slet-
test tænkelige danske Talsmand, fordi det ikke
interesserede ham en Døjt, om de blev opfyldt
eller ej. Rlot Tingene blev klaret igennem.
Men navnlig tror jeg, man med Rette kan
sige om Erik Scavenius, at han havde den for
alle og navnlig for en Udenrigsminister i et be-
sat Land uheldige Egenskab, at han troede om
sig selv, at han var (og er) meget klogere, end
han er. Han havde haft Sukces under den for-
rige Krig; hans Parti havde løftet ham højt op.
Det var blevet næsten et Ordsprog i hans Kreds,
hvor klog, kløgtig og diplomatisk han var. Han
var saamænd ingen af Delene. Han er habil;
hans Kundskaber ikke imponerende, hans Viden
om hvad der rører sig i den angelsachsiske Ver-
den sikkert ikke stor; men Statsmand, endsige
konstruktiv Statsmand — aldeles ikke.
Han troede utvivlsomt, da han blev Mini-
ster, at Tyskland vilde vinde, og han er en
Mand, for hvem Nuet spiller en alt domineren-
de Rolle og Fremtiden ingen, endsige den Frem-
tid, han ikke vil opleve. Og hans ubegrænsede
og taabelige Selvtillid, som staar i omvendt For-
hold til hans Dygtighed, beviser, at han sjældent
eller aldrig hører efter andre.
Det var derfor en grov Fejl at tro, at han
var den Mand, Danmark havde Behov som
Udenrigsminister. Han har aldeles ikke været
Danmark en god Minister, thi det er en Uden-
rigsministers første Opgave at tage Stødet af, at
sige Nej, at gaa imod, naar Fjenden kom med
sine Krav; men Scavenius honorerede i vigtige
Situationer aldrig dette Krav til en Udenrigsmi-
nister.
Gunnar Larsen er en ung Mand, meget ung,
yngre end hans ikke 40, da han blev Minister.
Han havde haft Sukces i Livet. Født til en
stor Stilling er ikke altid saa let, men da han
efter Faderens Død blev Førstedirektør og den
ledende Mand i Koncernen skal det siges, at han
fuldtud opfyldte de Forventninger, der blev stil-
let til ham. F. I.. Smith og dets Mænd nyder
med Rette stor Anseelse overalt i Verden.
Gunnar Larsen var ikke Teknikeren, men
financielt er han sikkert meget dygtig. Man kan
ogsaa sige om ham, at han forstod, at Adel (her
Penge) forpligter. Han var meget hjælpsom;
støttede gavmildt og gerne, hvad der havde lians
Interesse. Han var levende interesseret i Sam-
fundsforhold. Han viste stor Forstaaelse for si-
ne Arbejderes Forhold; hyggede Sommerkolønier
gav Ronus til alle i Virksomhederne o. s. v..
Under den finsk-russiske Vinterkrig var han en
af de mange Rigmænd i Danmark, som støttede
Finland.
Politisk sluttede han sig vist ikke til noget
Parti; han stod visse Socialdemokrater nær og
havde dels selv, dels igennem det konservative
Folkepartis Hovedkasserer nær Føling med det-
te Parti. Har var en rask ung Mand, som man
godt kunde lide.
Personlig kendte jeg ham noget og satte i
Aarene op til 1940 Pris paa hans usnobbede
Karakter, hans Raskhed og Hurtighed. Kort
sagt, man syntes, han var saa meget bedre end
flere af dem, han naturligt sammenlignedes med.
Og der var ogsaa andre Grunde, som bevirkede,
at man vilde tro, al han havde en anden Ind-
stilling, end han viste sig at have.
Jeg kan ikke sige helt bestemt, hvorfor han
blev foretrukket blandt dem, der kunde være
Tale om, naar man skulde have en stor Er-
hvervsmand med. Stauning formede jo (som
Krigen forløb) selv og alene sit Ministerium,
men jeg kan sige, at Situationen, og hvad jeg
overfor har skildret, pegede paa ham.
Og han var straks villig.
Jeg kan kun her forklare Gunnar Larsens
Stilling og den Forvandling, som er foregaaet
med ham som Minister, dels ved Scavenius* me-
get store Indflydelse paa ham, dels ved at han
havde den samme Tro som Scavenius om Kri-
gens Gang og dels ved, at han vilde være med,
hvor det foregik, og det var nu efter tysk Ordre,
del skete i Danmark. Der kunde være meget at