Grønlandsposten - 01.03.1943, Blaðsíða 11

Nr. 5
GRØN LANDSPOSTEN
59
Jeg tør sige, at jeg straks var klar over, at
Erklæringen ud fra mit Synspunkt var frygtelig
og i enhver Henseende uacceptabel, og at den
var imod hele den Politik, som var min. Der
var aldeles ikke Tale om, at den ene eller den
anden af os blev overrumplede. Det hele var
saamænd ganske simpelt og enkelt. Saaledes
som Ministerkrisen var forløbet og saa fejlagtigt,
der var taget paa den fra tiere Sider, havde Hr.
Scavenius alle Kort paa sin Haand.
Statsminister Slaiining tog først Ordet og
sagde, at den Erklæring var der vel ikke noget
at indvende imod, og derved var i Virkelighe-
den sidste Chance for at faa afgørende Ændrin-
ger i den mistet. Jeg har altid ment, at Stats-
minister Staunings Optræden var meget angribe-
lig og meget lidt loyal mod alle os andre og
navnlig mod dem af os, som i saa høj Grad
havde søgt at underbygge hans Position. Spør-
ger man mig om, hvorvidt jeg ved noget om,
hvorvidt Stauning kendte Erklæringens Indhold,
før Scavenius kom til Ministermødet med den,
maa jeg svare, at det aner jeg ikke, og det bli-
ver antagelig aldrig opklaret. Jeg har aldrig hørt
noget derom.
Alle vi andre var i hvert Fald ganske uviden-
de. Min konservative Kollega Fibiger var lige saa
uvidende som jeg (Hendriksen har jo intet An-
svar for denne Erklæring, da han først blev Mi-
nister den 3. Oktober). Og jeg vil gerne have Lov
til al skildre, hvorledes mine Tanker var i det
paagældende Ministermøde, og hvorfor jeg altsaa
tiltraadte Erklæringen, skønt den var mig saa
meget imod.
Mit Ræsonnement (jeg husker det, som var
del i Gaar) var: Stauning har tiltraadt Erklærin-
gen, og han gjorde det i hvert Fald i Minister-
mødet. Vi skal naturligvis gøre et Forsøg paa
at gøre den mindre udæskende; men det er klart,
der er intet at gøre i Realiteten. Det eneste, Du
kan gøre, er at meddele, at Du ikke vil have
Ansvar for Erklæringen og træde tilbage som
Minister samme Dag, Du er udnævnt til Han-
delsminister. Det kan Du gøre for Din egen
Skyld, og det har Du mest Lyst til, og Du vil
komme til at staa klarest derved, men hvad nyt-
ter det iøvrigt. Thi hvad kan Du gøre, naar
Du er traadt ud? Angribe den Regering, Du selv
har været med til med stort Resvær at faa stab-
let paa Renene, kan Du ikke. Det vilde i emi-
nent Grad være at spille Tyskerne og de danske
Nazisters Spil. Angribe Erklæringen og dermed
den danske Regering vilde Du næppe faa me-
gen Lejlighed til — og del galdt jo netop at ha-
ve en dansk Enhedsfront. Det var Opgaven at
staa sammen den Dag, Tyskerne og de danske
Nazister angreb, og ikke splitte os, fordi Hr.
Scavenius lavede en Dumhed. Det vilde maa-
ske ovenikøbet kun være velkomment for Sca-
venius, at jeg gik. Senere Regivenheder tyder
jo derpaa. Dette var mit Ræsonnement, og na-
turligvis søgte andre og jeg at faa Ændringer
— men de blev kun faa og smaa.
Jeg tænkte: kommer Tid — kommer Raad
- lad os gøre det bedste ud af det. Man ved
aldrig, hvad der kan ske. Og jeg mener den
Dag i Dag, jeg handlede ret, og al jeg, inden
den følgende Maaned var gaaet, havde bevist
ved Mønt- og Toldunionsforhandlingerne, at det
var af Værdi for den rigtige Løsning af Sager-
ne, at jeg blev i Ministeriet. Og at jeg i hvert
Fald har faaet Syndsforladelse for den Fejl, jeg
maaske begik den 8. Juli ved ikke at gaa af og
ikke tiltræde Erklæringen, ved mit Arbejde se-
nere.
Men jeg kan i og for sig intet sige til, hvis
man ude i den frie Verden og hjemme angreb
os haardt. Min bedste politiske Ven drillede
mig altid meget stærkt med, at jeg jo havde
tiltraadt Erklæringen af 8. Juli og hævdede, det
var er stor Fejl. Jeg har søgt at give min For-
klaring. Enhver af mine Læsere maa saa tage
den for gode Varer eller ej. Men jeg har gjort
det saa indgaaende for at vise, hvor varsom
man skal være med at dømme. Og personligt
tænker jeg altid paa min egen Situation og den
8. Juli, naar jeg ser paa de Beslutninger og den
Handlemaade, der udvises.
Men det var klart, at allerede Begivenheder-
ne den 8. Juli skabte en Spamding mellem
Udenrigsministeren og andre Ministre, og dette
skal — som vi skal se senere — ikke blive bed-
re af Hr. Erik Scavenius’s videre Optræden.
Erklæringen var og er berygtet — javel —
og den siger en hel Del, som der simpelthen ej
heller efter Scavenius’s (denne gamle Antimili-