Grønlandsposten - 01.10.1943, Blaðsíða 3

Nr. 19
GRØN LANDSPOSTEN
219
Gud bevare Kongen og vort
Land.
(Tale af Kredslæge S. M. Saxtorph ved Kongefesten i
Godthaah den 26. September.)
»Da Vaarens vildt' Svaner
fløj nær den gyldne Sol,
hang Sorgens sorte Faner
om Danmarks Kongestol!«
Saaledes lød Ordene i en Kantate i Studen-
terforeningen i 1912 ved en Mindefest for afdø-
de Kong Frederik VIII. Vor nuværende Konge
var da for første Gang som Konge Gæst blandt
Studenterne.
Det er ikke mærkeligt, at saadanne Ord nu
saa længe efter er dukket op i Ens Hukommel-
se! — Det var den skønneste Foraarsdag, hin
Majdag, da vi stod Tusinder sammen paa Ama-
lienborg og hyldede vor nye Konge. Jo, Sor-
gens sorte Faner hang om Danmarks Kongestol;
Kongeflaget over Slottet hang paa halv; men
det var der! Og Kongen stod ung og rank paa
Altanen og lovede, at al hans Gerning skulde
være at værne om Danmarks Lykke, Selvtændig-
hed og Ære. I svære Aar, i Krigsaarene 1914
—18, værnede Kongen saa godt som nogen om
Danmarks Selvstændighed, og i 1920 stod han
paa Dybbøl Banke som Midtpunktet i Danmarks
Lykke, og vi ved, at han alle Dage og speciel
paa det sidste har værnet om Danmarks Ære
som den bedste danske Mand.
Det var ikke Vaarens vilde Svaner, der fløj
over Danmark 9. April 1940! Det var endikke
Himmelrummets vilde og stolte Ørn, der slog
ned over os; det var Gridskhedens graa Gribbe,
der i Tusindvis slog sig ned paa Dannevang for
at udplyndre os og for at røve vor Danskhed.
Vel! De fik udplyndret Danmark, de røve-
de vor Lykke, og de tog vor Frihed; men vor
Ære fik de ikke Lov at antaste!
Sorgens og Ulykkens mørke Faner hænger
over Danmarks Land, og jeg tænker mig, at ej
heller Danmarks Kongeflag vajer mere. — Maa-
ske det i Danmark er gaaet mange Steder som i
Sønderjylland i sin Tid, at Flaget som en Hel-
ligdom er lagt i Hjemmets lønligste Gemme for-
først at komme frem igen den Dag, da der over
Danmark vil være et bølgende Hav af Flag fra
Kongeborg til mindste Hytte, for da først kan
det paa værdig Maade vaje over dansk Land i-
gen. — Det er naturligt, at Ord, Digt og Toner
i disse Tider helt anderledes end før taler til os
og faar ny Betydning; der er Ord og Udtryk,
som vi maaske tidligere følte som noget forhi-
storisk, sentimentalt noget, men som nu er blevet
levende og helligt for os.
Hvordan lytter vi nu ikke helt anderle-
des til;
»I Danmark er jeg født, der har hjemme,
der har jeg Bod, derfra min Verden gaar;
Du danske Sprog, du er min Moders Stemme,
saa sødt, velsignet Du mit Hjerte naar.
Du danske, friske Strand,
hvor Oldtids Kæmpegrave
staar mellem Æblegaard og Humlehave.
Dig elsker jeg! — Danmark, mit Fædreland.«
Siger dette os ikke, hvorfor vi er danske og
aldrig kan blive andet? Vi er født der, vi har
levet der som Børn, vi har leget mellem Blom-
ster og Urter i Danmarks Have, og det første
Ord, vi skønnede, var Mors Stemme til os; der-
for kan intet andel end det danske Ord naa
vort Hjerte, og det er, i overført Betydning,
Mors danske Stemme, der bevarer vort danske
Sind rent. — Og vi vokser op i Aarene fra Bar-
net paa Mors Skod, og vi begynder at forstaa,
hvor vi lever, hvad vi er omgivet af, og vi be-
gynder al fatte, at
»Der er et yndigt Land,
det staar med brede Bøge
nær sallen Østerstrand;
det bugter sig i Bakke, Dal,
det hedder gamle Danmark,
og det er Frejas Sal.«
Fra da af, følte vi, at for os var der intet
Land som Danmark: de lyse Bøgeskove, Bølge-
slaget fra det frie Hav ind mod Stranden under
den hvide Klit, de lyngklædte Høje og de grøn-
ne Dale med græssende, broget Kvæg; — vi
voksede op og forstod efterhaanden, hvad det et-
at elske sit Land.
Og se, Kærligheden i Danmark kom til os,
og vi sang: