Grønlandsposten - 16.06.1944, Blaðsíða 1

SAVSSAT VED UPERNAVIK.
(Af pastor Jens Olsen.)
Hvem af dem, der kender til isforholdene ved Upernavik, skulde tro,
at nedenstaaende beretning om savssat i Upernaviks umiddelbare nærhed
var andet end et eventyr?
Da vi gik ind i nyaaret 1944, trængte vi stærkt
til frisk grønlandsk proviant. Haardt vejr med
sne og vestlige vinde lovede bestandig islæg. Kul-
den var streng og mørket dybt, men vort haab
om et godt nytaar ukueligt. Gid det dog vilde
blive islæg! Gid der dog maatte blive sælfangst
eller i det mindste lidt fiskeri af hellefisk.
Da vejret begyndte at klare op, begyndte
isen at vise sig ude til søs, og de vestlige vinde
drev isen ind og pakkede den sammen mellem
øerne, saa den syntes farbar for slædekørsel. Him-
len blev klar og kulden vedvarende. Det begynd-
te at blive islæg!
Garnfangsten i stedets nærhed gav imidlertid
intet udbytte. Der var øjensynlig ingen sæler,
hvad skulde vi dog gribe til?
Det var søndag den 9. januar, at vi ved 3-
tiden mødte en mand, der varm af at løbe stand-
sede op og fortalte: »Jeg fandt lidt nord herfor
en stor flok narhvaler i en vaage og skød en, som
imidlertid blev trykket ned af resten af flokken.
Jeg er nu løbet hen for at fortælle jer derom
uden at gaa hjem først. Jeg vil nu ud for at se,
om flokken stadig opholder sig i vaagen.«
»Ja, lad os tage af sted med det samme. Her
er harpunremme med tilhørende harpunspidser,
tag blot en af dem, vi følger straks efter, sig og-
saa besked til resten af mændene. Vi vil se nær-
mere paa flokken og jage den i fællesskab."
Vi havde nu ikke tanke for andet end nar-
hval. — Skulde vi faa savssat? Var isen stærk
nok til at spærre dem inde?
Efter skyndsomst at have klædt os paa og
faaet fat i de nødvendige vaaben gik det i løb ud
til vaagen. En ældre mand havde saa travlt, at
han ikke kom til fornuft, før han samlede sig op
efter et fald ned fra isfoden de gamle staar ikke
saa sikkert paa benene, siges der (det var mig).
Efter at have løbet en kort strækning saa vi tre
mænd omtrent, hvor flokken først var set. »Hvor
er narhvalerne?" »De er forsvundet." »Lad os sø-
ge«! Vi spredtes for at søge, medens nogle blev
for at hugge huller i isen og søge efter den skud-
te narhval, men uden held.
Vi sendte to mænd mod øst med besked om,
at de ikke maatte begynde fangsten i utide, men
snarest komme tilbage med besked, dersom de
fandt dyrene. De folk, som var draget udefter
og nordover, kom tilbage uden at have set mind-
ste spor af dyrene. De meddelte, at isen, hvor
de havde været, var saa tyk, at narhvalerne ikke