Grønlandsposten - 16.06.1944, Blaðsíða 10

142
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 12
* Frivagten8.
Et dansk tidsskrift er ad underlige veje naaet frem til
Grønland. Det er rederiet J. Lauritzen’s blad »Frivagten«,
der udkommer hvert kvartal og var oprindelig tænkt som
et bindeled mellem firmaets personale ude i det fremmende,
de tjenstgørende paa rederiets skibe og kontoret hjemme i
Danmark. Men bladet er blevet meget mere. 1 dag er det
et budskab fra moder Danmark til alle os herude. I modigt
sprog og med rettens og sandhedens frejdighed opridser det
i klare, utvetydige linier tingenes tilstand i Danmark i dag.
Det undskylder intet, det forklarer intet, men giver lige
netop, hvad det er, der sker - i landet og indadtil i folket.
Vi herude studser, forbauses — og er dybt taknemmelige
over dette friske pust derhjemmefra, fra et ubesejret Dan-
mark, hvis mod og ukuelighed ogsaa betyder nyt mod for
os — det, som desværre saa tit har været ved at svigte
for mangen af os.
Det sidst modtagne nummer er fra februer 1944. Her
er et lille uddrag:
»Nu kræver Danmark. . »
Den sidste tids mord har ramt os alle som en stor per-
sonlig sorg. Selv de, dér ikke kendte de myrdede, der hav-
de helt andre synspunkter end de, maatte føle en grænseløs
forbitrelse over, at værgeløse mennesker var blevet dræbt
paa grund af deres politiske overbevisning.
Saadanne handlinger ligger fjernt fra al dansk tankegang.
Vi tror jo paa menneskers ret til at tænke, tro og tale, vi
tror paa menneskenes ret til at føre deres sag frem for en
upartisk domstol, og vi tror paa menneskelivets ukrænke-
lighed. Saa stor er det danske folks respekt for menneske-
livets værd, at ingen, end ikke den frygteligste forbryder,
ifølge dansk lov kan dømmes til døden.
Men nu er mennesker her i landet dræbt blot paa grund
af deres politiske overbevisning.
Harmen over ugerningen var saa stor, at der nødven-
digvis maatte opstaa et ønske om gengældelse. Var det ik-
ke rimeligt, om de mennesker, der begik en saadan hand-
ling, _kom til at bøde for det med deres liv, ja, var det ik-
ke rimeligt, om den kreds af mennesker, der stod bagved
mordene, fik samme skæbne, for det var jo ikke blot dem,
der affyrede skuddene, der var morderne, men alle de, der
anerkender saadanne kampmetoder, er medskyldige. Hele
verden har i de sidste aar genlydt af raad om gengældelse,
nu er ogsaa Danmark ved at blive indrulleret i gengældel-
sens hær.
Men det maa ikke ske.
Hele vores skønne og rige verden bliver forvandlet til
en ruinhob under gengældelsens ødelæggelser. For hvert
sænket skib, for hver brændende by, for hvert ødelagt land
lyder kravet om gengældelse, og selv om vi alle ser de
grænseløse ulykker, det fører med sig, forstummer raabene
ikke.
Havde kravene om opbygning, om forbedrede sociale
forhold, om retfærdighed lydt lige saa kraftigt som nu krav-
ene om gengældelse, havde vi været rede til at ofre alt,
for at hjælpe hinanden, ligesom vi nu ofrer alt for at øde-
lægge hinanden, kunde der nu have været gode, trygge og
lykkelige livsvilkaar for alle.
Herhjemme var vi godt paa vej til at skabe bedre og lyk-
keligere forhold, men efter disse mord trues ogsaa vi af faren
for en gensidig udryddelseskrig mellem landsmænd. Vi
fristes til at hævne de mennesker, vi synes, vi skylder saa
meget. Men vi skylder dem ikke at myrde. Ved mord
svigter vi baade de døde og Danmark. Hvis vi stadig tror
paa Danmarks krav om retfærdighed, frihed og menneske-
livets ukrænkelighed, kan vi ikke myrde. Men vi kan vise
Vor taknemlighed mod de døde ved at tage deres gerning
op, føre deres tanker videre, vække de sløve og gøre de
aktive endnu mere aktive. Vi kan sætte al vor vilje ind i
en kamp med aandens Vaaben, og saa skal det vise sig,
om vi nu — netop nU — i en kamp paa liv og død kan staa
fast i troen paa, at stærkere end alt er endnu uctnd.it
Et andet sted gengives Kaj (Munks sidste digt »Mester
med den tunge tornekrone«, men uden angivelse af forfat-
ter. Det er undertegnet med aarstallet (1921).
Opgørets time.
1 en artikel i »Lederbladet« for december har professor
Hal Koch skrevet en interessant artikel, om den første ef-
terkrigstid, hvoraf vi nedenunder efter »Frivagten« Vil éité-
re et par linier, der giver oS et lille indtryk af, hvad det
er, der beskæftiger sindene hjemme:
»Dagspressen skriver ledere og kroniker om efterkrigs-
tidens økonomi. Partierne ventilerer spørgsmaalet om fort-
sættelse af samarbejdet. De store organisationer — bøn-
dernes og arbejdernes — drøfter deres særlige problemer,
eller rettere deres andel i samfundets samlede problem. De
store handels- og industrifirmaer gør maskineri og persona-
le klart til det store fremstød, naar dørene ud til verden
atter slaas op, og sidst — men ikke mindst — drøfter den
saakaldte illegale presse »opgørets time«, hvilke forholdsreg-
ler man ud fra danske nationale synspunkter maa kræve
gennemført den dag, hvor vi atter er herrer i vort eget hus.
Uden et opgør kan livet ikke paa ny komme ind i nor-
male gænger. Der er imidlertid adskillige omraader, paa
hvilke der kan være tale om et opgør, og det er ikke dem
alle, som er lige vigtige. Der er adskillige maader at gøre
det paa, og det er ikke dem alle, som er lige gode. Deraf
anledningen til disse bemærkninger.
- Der findes som bekendt kredse her i landet, der
i krigens aar har indtaget en holdning, som har bragt dem
i skarp modsætning til store dele af befolkningen. Der fin-
des kredse, som aabenlyst eller hemmeligt har modarbejdet
landets lovlige styre. Derfor er naturligt tanken om et
regnskab og et opgør kommet frem; det kan ingen være
blind for — end ikke den, hvem tanken herpaa ikke fylder
med nogen større glæde. Med henblik paa alt dette kan det
imidlertid ikke siges klart nok og ofte nok, at skal dette
opgør finde sted, maa det have karakter af en virkelig un-
dersøgelse med paafølgende lovmæssig afgørelse. Vi vil ik-
ke her i landet tolerere terrorhandlinger og lovløse over-
fald.
— Atter og atter har det i disse aar lydt: vi er al-
le i samme baad. Vi maa holde sammen mod trykket ude-
fra. Kun gennem enigt sammenhold og solidarisk vilje til
at bære byrder, som visseligt er tunge, vil det være muligt
at føre landet frelst igennem disse vanskeligere aar.
Men kun fremtiden kan vise, om sammenhold og solidaritet
var mere end floskler. Fremtiden maa afgøre, om vi ikke