Grønlandsposten - 16.06.1944, Blaðsíða 7

Nr. 12
GRØNLANDSPOSTEN
139
Grønlands Administration vil uden tvivl stillo
sig velvillig overfor det ovenfor anførte ønske: at
skaffe radiomodtagere til vore fjerneste udsteder,
men som tidligere meddelt er det desværre for re-
sten af krigen aldeles umuligt at købe saa meget
som en eneste modtager i udlandet, men maaske
findes der flere her i landet, som har modta-
gere, der kan undværes, og som vil være villige
til at sælge disse til fordel for udstederne. Red.
Mer’ gratis Belysning.
Det var ikke Meningen med min Artikel om
gratis Belysning til Embedsmænd at affordre den
nuværende Administration nogen Erklæring i Sa-
gen, den blev alene skrevet for at forhindre Kra-
vet i at forfalde, men nu da en saadan Erklæring
foreligger, skal jeg ikke undlade at fremkomme
med nogle enkelte Bemærkninger til den.
Det er muligt, at Landsfogedens Betragtning
med Hensyn til den tildelte Tran som en Slags
Kontortran er rigtig, men hvorfor er de aabenlyse
Udførsler til Privatbrug i saa Fald Aar igennem
blevet tolereret af Styrelsen, og det drejer sig
som nævnt i min Artikel ikke alene om Tran,
men ogsaa om de efterhaanden fremkommende
Belysningsolier, hvoraf baade Hajolien og Colza-
olien — som Petroleum’en — ikke fabrikeredes
her i Landet. Og skulde Styrelsen virkelig have
tænkt sig, at en hel Fustage Belysningsolie vilde
være nødvendig for Rævestutteriets Kontorhold?
Rent bortset herfra erklærede Landsfogeden
selv, da der i sin Tid blev protesteret mod Petro-
leumsforbudet, at der ikke vilde være nogen
Hindring for, at vi udførte Tran, saafremt vi
ønskede at benytte dette Belysningsmiddel. Højst
sandsynligt var Landsfogeden ikke bange for, at
vi skulde tage ham paa Ordet, men at det dreje-
de sig om Tran til Privatbrug, har han næppe
været i Tvivl om.
Jeg ved ikke, om der tilfældigvis skulde væ-
re faldet et Par Spalter ud i Landsfogedens Eks-
emplar af »Grønlandsposten«, men det kunde se
saadan ud, eftersom det, jeg lægger mest Vægt
paa, nemlig den hævdvundne Ret, overhovedet
ikke er omtalt i Erklæringen. Jeg hænger mig
netop ikke i den gamle Bestemmelse, men den
hævdvundne Ret, der er affødt heraf.
Jeg vil ikke finde det urimeligt, om der af-
kræves Brugerne af Statens Elektricitet en vis
Betaling, men ikke nogen Betaling for tilført
Strøm, derimod som Bidrag til Afskrivning af
oprettede Anlæg, idet jeg gaar ud fra, at disse
fuldt og helt betales af Styrelsen, — og saa na-
turligvis Betaling for teknisk Strøm. Vi har tid-
ligere selv maattet betale vore Lamper, Kupler,
Lampeglas, Væger osv., og der skulde intet være
i Vejen for, at vi kunde fortsætte hermed paa
den ene eller den anden Maade, men selve Belys-
ningen bør som hidtil — altsaa før Petroleums-
forbudet — være fri.
Hvorfor Landsfogeden har fremhævet Thule
og Upernavik, forstaar jeg ikke, da der dog fin-
des gratis elektrisk Strøm i saa mange andre
Embedsboliger Landet over, er der ikke lidt ved
Egedesminde, ved Holsteinsborg og ved Juliane-
haab, egentlig talt bør man vel hellerikke glem-
me Godthaab — jeg skal i alle Fald ikke.
Men. at opnaa en Diskussion om Sagen har
altsaa ikke været min Mening, og jeg haaber at
faa Lov til at være i Fred, hvilket ikke skal be-
tyde, at andre ikke kan fremkomme med deres
Mening om et Spørgsmaal, jeg har opkastet, men
blot, at jeg ikke vil være forpligtet til at komme
igen, min Tavshed skal altsaa ikke betyde, at jeg
samtykker, men, at jeg ikke har noget at ændre
i mine egne Udtalelser.
K. Brandt.
Lampetran.
Til Landsfoged Bruns Indlæg om Lampetran
(Nr. 11, Side 127) vil jeg gerne gøre et Par Be-
mærkninger:
Foruden Bestyrere og Assistenter havde ef-
terhaanden en Del andre Personer opnaaet gratis
Belysning, (f. Eks. danske Fartøjsførere, Stutte-
ribestyreren og i hvert Fald nogle Præster og Læ-
rere), uden at denne Tildeling var begrundet i
Mangel af særlige Kontorlokaler.
Da Fremstillingen af Tran til Lampebrug op-
hørte i Grønland fordi Styrelsen ønskede alt
Spæk og Lever hjemsendt i saltet Tilstand — fik
vi Haj leverolien fra Danmark, som, selv om den
ikke var fremstillet heroppe, til en vis Grad nok
kan kaldes et grønlandsk Produkt; men nogle
Aar senere kom Colzaolien, og den var forment-
lig importeret og 11/2 Gang saa dyr som Pe-
troleum.
Styrelsen fandt dog stadig ingen Anledning
til at ophæve den hævdvundne Praksis, og jeg
har vanskeligt ved at se, at Anledningen blev
større i 1940, da vi gik over til Petroleum, fordi
Colzaolie ikke kunde skaffes.
Hvad den elektriske Belysning angaar, da
tror jeg ikke, nogen i Grønland misunder Thule
og Upernavik denne Fprdel, og det er sikkert
heller ikke disse Steder, Hr Brandt har tænkt paa.
E. Vedel,