Grønlandsposten - 16.06.1944, Blaðsíða 2

i 34
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 12
vilde have kunnet bryde den itu, de maatte der-
for være flyttet mod øst.
Saa lød der høje raab fra øst: »Vi har fun-
det dem, vi har fundet dem!«
Man skulde tro, at der var blevet sagt: »Den,
der rører den først, ham tilhører den,« et mund-
held svarende til: »Først til mølle faar først ma-
let«. Saadan en fart fik folk paa, og de bedste
løbere var snart langt borte. Vi andre fulgte ef-
ter og naaede dem ved kanten af noget nyis, hvor
narhvalerne her og der stak hovederne igennem.
Her vilde fangsten ikke blive let, men 4 af os
undersøgte isens tykkelse, hvor dyrene først hav-
de brudt den, og fandt, at isen var 4 tommer tyk
og tyndere længere mod øst.
Dersom vi nu havde været hjemme ved Uper-
navik, vilde vi have ventet roligt paa, at isen skul-
de blive tykkere, og vi blev derfor enige om, at
vi vilde vente til næste Dag og da sende folk ud
for at omgaa dyrene og skræmme dem fra øst,
medens resten af os skulde lure paa dem ved tynd-
isen, hvor de aandede. (Narhvaler har for skik,
naar de bliver skræmte, at flygte udefter). Yi
vendte altsaa foreløbig hjem, selv om vi havde
svært ved dette uden først at have faaet fangst.
Der blev ikke sovet den nat af bare forvent-
ning, og timerne var saa lange som dage. Længe
inden det blev lyst, begyndte forberedelserne til
fangsten.
Ganske tidlig mandag morgen gik jeg uden-
for og hørte, at nogle allerede var taget af sted.
Vi drog da ogsaa af sted og lagde vejen om ad
den vaage, hvor dyrene først var set, men denne
var frosset til, hvorfor vi kørte videre, følgende
slædesporene efter dem, der var startet først. Vi
naaede hen til dem, inden de havde begyndt
fangsten. Vi fik at vide, at der var fanget en
narhval i nattens løb.
Da nogle af os var taget østpaa, og da isen
viste sig at være bedre end dagen før, spredte vi
os og begyndte fangsten. Snart lød skud fra øst,
og mange narhvaler viste sig i vor nærhed. Nu
lød skud paa skud, og harpun efter harpun blev
sat fast i dyrene.
De, der fik fangst fra den gamle iskant, hug-
gede hul i denne og fik hurtigt halet fangsten
op. Alle dyr var med stødtænder. Der blev snak-
ket og leet uafbrudt.
Medens jeg stod ved kanten af vaagen, kom to
mænd hen til mig og talte om, at de havde skudt
et dyr, der var kommet ind under isen og bad om
en hjælper med spejl og harpun til at faa fat i
fangsten. Dette fik de, hvorefter de fjernede sig,
uden at der blev lagt særlig mærke til dem her-
efter.
Denne første dag fangedes 9 narhvaler, af
hvilke flere maatte bringes over 1 kilometer ind
til den faste is, før de kunde hales op.
Om aftenen kørte vi hjem med slæderne læs-
set med kød, spæk og matak. Vejret var smukt
og maanelyst. Humøret var højt, og alle syntes
at have glemt, at der var noget, der hed trangs-
tid, og saa var dette dog kun begyndelsen, og
den største fangst ventede os den næste dag.
Der blev spekuleret meget over, hvordan man
kunde faa fangsten hurtigere bjerget over den
tynde is, og vi mente, at dersom vi huggede en
lille vaage, hvor dyret var dræbt og flænsede det
der, da vilde det kunne gaa hurtigere end ved at
slæbe hele dyret ind til den faste iskant. — Naa,
det skulde vise sig i morgen.
Hele natten, hvor vi skulde have sovet, hør-
te vi kun fangstdyrenes brøl. Omsider oprandt
da morgenen den 11. januar, paa hvilken dag der
skulde gives os den største forsyning til vore ma-
ver. Vi naaede ud til gaarsdagens fangstplads
og hørte skud paa skud fra øst. Fangstdyrene
kom os bestandig nærmere og naaede til sidst hen
til os. Store dyr med stødtænder døde paa ste-
det, skudte paa kort afstand, og mindre dyr blev
i en haandevending halet op paa den faste is og
parteret, og et til og atter et. De større dyr var
det desværre umuligt at bjerge saa hurtigt, og
saa lød det: »Lad os holde inde med slagteriet og
partere fangsten.« Vejret var begyndt at se tru-
ende ud.
Skyderiet indstilledes, og resten af flokken,
som ikke mere talte mange individer, fjernede sig
mod øst, hvor isen var mere mør. Vi drog trætte
hjem, men de mere haardføre blandt os kørte læs
efter læs hjem hele natten. Blandt folk lød det:
om blot vi kunde faa alt kødet hjem, vilde der
være kød nok i Upernavik til hen paa foraaret.
Om morgenen den 12. januar drog vi ud for
at partere vor fangst. At nogle medførte spejle
skyldtes ikke, at de ikke havde givet sig tid til
at vaske sig, inden de tog af sted, men at de
ønskede at finde de dyr, der var døde under isen.
Af og til lød raab om hjælp fra folk, der havde
fundet et dyr under isen ved hjælp af deres
spejl.
Imidlertid trak skyer stadig op, og isen fik
sin for Upernavik ejendommelige, truende farve.
Slædekørere, der kom ud efter nye læs, fortalte,