Grønlandsposten - 16.06.1944, Blaðsíða 6

138
GRØNLANDSPQSTEN
Nr. 12
Smaa istapper.
Kære »Grønlandsposten«.
Kunde det ikke være meget rart med lidt
svenske »Rønnebær« ind imellem, her er de:
»Han var svensk, han var fodd i det hjåltarnas land,
»som år och som biir, vad det var,«
dår en storhet får vara en storhet ibland,
om han haft en minister till far.
Han var barn av ett land fullt av avund og kold,
fullt av skåltal och »fosterlåndskt« nit,
de tandloses land och det multnades skold,
eldoradot for pråster och sprit.
Han var svensk, han var fodd av det hårliga stål,
som våntar på svenskarna ån —
som fraktas med utlandets smedj or som mål,
och som kopes for dubbelt igen.
Han var barn af det land, som ålskats så varmt
av den minste, som hemifrån gick,
nær hans hem och hans land var for kulet och armt
att skånka hans kårlek en blick.
Han var fodd i ett land, dår begåvning år hrott
for hårskande Skråkopingsbor,
i ett land, dår allt annat år Lilliput-smått
och blott kalsen Gargantua-stor.
I vårt land var han fodd med — o, ve — karaktår
och — så sorgligt — med sekelgeni:
»Och dårfor, min vån, du passer ej hår —
var så god, passagen år fri!«
Fra K. G. Ossiannillsson’s »John Ericsson«
Er der nogen særlig Grund til at falde over
vore egne »Rønnebær«, synes De, jeg finder det
ikke.
Med venlig Hilsen
K. Brandt.
Med fuldt overlæg.
Vi har modtaget:
»Til Grønlandsposten! Tillad mig at anholde
Dem for et Udtryk, De anvender om mig Side 127:
»ubetænksomme«. Selvfølgelig er jeg indforstaaet
med, at De er en uhyre klog og betænksom Per-
son, men kan alligevel ikke paa Forhaand anse
Dem for kompetent at bedømme mine Handlinger.
Selvfølgelig har De Lov at beklage hvadsomhelst,
men det staar for Deres egen Regning. Forøvigt
sidder jeg og tænker paa, om'De muligvis skulde
have Vandskræk.
Th. Hedemand.
Vi beklager, at sætternissen paa en ondartet
maade har været paa spil, idet der skulde have
staaet: »men det er dog hændt, at en af vore
ubetænksomt er sprunget i med tøjet paa«. Vi ind-
rømmer, at hverken sætternissen eller vi har væ-
ret særlig betænksomme, eftersom hr. Hedemand
er viking — og virkelig er sprunget i med fuldt
overlæg. Red.
Radiomodtagere i Uperna-
vik Distrikt.
Her i norddistriktet med dets mørketid føler
vi os ensomme. I mørketiden er det, som om af-
standen til beboede steder øges. Af og til kom-
mer der folk fra pladser for at handle i butikken,
og vi lytter til deres fortællinger om, hvad farer
de har været udsat for paa vejen, og det er alle
de nyheder, vi faar: hvis hundespand, der er for-
øget og lidt om fangstforholdene m. m. Vort ar-
bejde udretter vi i mørke og kulde, og naturligvis
kan butikken og arbejdet i spækhuset ikke staa
stille undtagen om søndagen.
Vore bøger har vi alle læst, men vi har ikke
andre, saa vi tygger drøv paa dem endnu en gang.
Samtidig hermed behøver vore stammefrænder
syd paa blot at dreje lidt paa spolerne af deres ra-
diomodtagere for at faa nyhederne og underhold-
ning lige ind til sig. Hvornaar skal vi opnaa et
lignende gode? Heldigvis er modtagerne ved at
naa op til Nordgrønland, saa man ogsaa her kan
høre om begivenhederne i Stillehavet samme ef-
termiddag. Der findes nu to radiomodtagere ved
udstederne i Upernavik distrikt, men det er øn-
skeligt at anskalfe til flere af stederne. Det vilde
være godt at kunne vise Danmark, at udviklingen
ikke er gaaet i staa under adskillelsen.
Det er med glæde, jeg har læst, hvad »Grøn-
landsposten« skrev om dette emne 1943 nr. 18 si-
de 207, og jeg giver min fulde tilslutning til, hvad
der staar. Enhver kommune burde have sit ap-
parat for at kunne aflytte foredragene, som for-
modentlig bliver bedre og bedre.
Det er ønskeligt, at Upernavik radiosender be-
gynder at udsende [paa telefoni, saa *vi kan faa
nyhederne hurtigere.
Det har været en glæde at kunne høre grøn-
lænderne i Danmark synge julesalmer i disse van-
skelige tider — og juleudsendelsen fra Godthaab.
Det er vort haab, at man ikke vil stille sig af-
visende for dette ønske fra nordgrønlændernes side.
Tannes Larsen.