Grønlandsposten - 16.06.1944, Síða 4

136
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 12
stand fra hjemlandet, hvorfra alle materialer til
opførelse og drift skal fremskaffes, men hvis folk
med forstand paa det fik fat i det, lod det sig
nok med lidt god vilje ordne.
Saa er der jo ogsaa det spørgsmaal, der er
et af de fundamentaleste, hver gang noget skal
laves: hvem skal betale? Svaret biir vel enten
»Styrelsen« eller »indsamling blandt folk heroppe,«
men begge parter, forekommer det mig, burde
være interesseret i foretagendet.
Det er selvfølgelig lidt mat, bare at sidde og
sige: »der skulde være«, men maaske der sidder
nogle her med mere positive ideer om spørgsmaa-
let, saa vi kunde faa snakket lidt mere om det
og maaske faa noget igang, for læg engang mær-
ke til dem, naar De selv en graa og raakold aften
sidder i Deres rare stue og kikker ud paa flokken,
der driver forbi; vilde De ikke nødigt bytte? og
skulde vi ikke se at faa gjort noget for dem?
Lise Barfod.
A propos lønninger og priser.
Efter at have modtaget »Grønlandsposten« ind-
til nr. 5 1944 har hr. assistent J. Fynbo sendt os
et indlæg om ovenstaaende emne. Hr. Fynbo be-
gynder med at sammenligne priserne i Danmark
og her (af pladshensyn medtager vi ikke den op-
satte statistik, da dette kun vil være en genta-
gelse af, hvad der tidligere har været fremme her
i bladet), hvorefter hr. Fynbo fortsætter:
»Butiksvarerne i Grønland er saaledes noget
billigere end i Danmark, men hvor meget kan vi
egentlig bruge til rationerede varer, som er de
billigste heroppe?
For 7 rationeringskort kan der pr. maaned
købes for højst 18,00 kr. (Enhver kan prøve at
regne det ud.) Det bliver i et aar til ca. 220,00
kr. Dertil kommer saa rugbrød, margarine og for-
skellige andre madvarer fra butikken. Men saa-
fremt vi ikke skal spise rugbrød og margarine he-
le aaret rundt, skal vi have lidt fordelingsgods,
det, som er næsten lige saa dyrt og for det me-
stes vedkommende dyrere heroppe end hjemme i
Danmark. Jeg vil ikke opstille noget forbrug, da
jeg er sikker paa, mit forbrug vil se latterlig lil-
le ud i sammenligning med mange andres, men
lad os f. eks. tage: 50 kg smør å 4,00 — 200,00 kr.
3 kasser æbler — 108.75 ».
20 snese æg — 96,80 »,
Det er vist unødvendigt at gaa længere. Re-
sten med undtagelse af kartofler — er dyrere
heroppe end hjemme i Danmark. Til en husstand
paa 7 personer er det meget svært at holde for-
aars- og efteraars fordelingsgodset under 1000,00
kr.. Hvad daaseproviant angaar, saa ved vi alle,
at det — særlig for kødproviantens vedkommende
- i almindelighed fremkommer med astronomiske
priser.
Til sidst et lille eksempel mere: Jeg rekvire-
rede i efteraaret et par sko til en fireaarig pige
og mente, at naar jeg rekvirerede et par sko til
ca. 2 dollars, vilde det være fint. Nu skriver ind-
købsafdelingen til mig, at skoene kan ikke skaf-
fes under 3 til 4 dollars, altsaa naar jeg faar dem,
koster de sikkert 20,00 kr.. Et par støvler i Dan-
mark — formentlig til voksne — koster 37,41 kr.
Det taler vist for sig selv. Der er ingen, der med
rette kan hævde, at skoene fra Amerika bliver
billigere end nævnte pris i Danmark.
Vi ved ogsaa alle, hvordan priserne paa kata-
loggods, børnetøj o. s. v. er steget, saa vi er kla-
re over, hvor vore penge gaar. Det er ikke i bu-
tikken, men det er til alt det øvrige, som er lige
saa fuldt livsfornødenheder.
Her skal ikke fremdrages flere eksempler. En-
hver, der vil se det, maa indrømme, at det er
umuligt at opretholde en nogenlunde levefod med
en aarlig indtægt paa lidt over 4000,00 kr.
Det er ikke os med de lave lønninger, der kan
sige, at vi er »heldigvis« udenfor. Det er os, der
mærker »kniven«!
Jeg ønsker ikke levefoden sat op, men for mi-
ne børns skyld ønsker jeg den heller ikke sat ned,
og det er svært at undgaa med det misforhold,
der er mellem løn og prisstigning.
Administrationen er øjensynlig klar over, at
der er noget galt og har prøvet at rette lidt paa
det for assistenters og bestyreres vedkommende
ved at give større procentindtægt, men!! Procent-
indtægten blev som bekendt forhøjet med 5000,00
kr., hvoraf ca. 27 assistenter skal dele Vs, altsaa
1666,67 kr.. Det bliver ikke meget til den enkel-
te assistent. Selvfølgelig er pengene anvendelige
og velkomne, men nogen væsentlig ændring brin-
ger de ikke i budgettet.
Jeg vil ikke foreslaa nogen ordning, men jeg
tillader mig at spørge:
»Hvorfor kan de lavestlønnede ikke faa et til-
læg? Forsørgertillæg, krigstillæg eller dyrtidstil-
læg. Navnet er ligegyldigt. Mest naturligt var
et dyrtidstillæg, der stiger omvendt proportionalt