Grønlandsposten - 16.09.1945, Side 3

16. Sept.
GRØNLANDSPOSTEN
1%
spiring, ikke for kold og ikke for vaad jord. Ved
Igaliko har man dyrket kartofler de sidste 150 aar
lige siden Anders Olsens tid, og grønlænderne der-
inde dyrker stadigt kartofler i stor udstrækning. Den
største grønlandske kartoffelavler er for tiden Hen-
drik Lund ved Narssak, der i fjor havde 50 sække.
Ved Igaliko og Kagssiarsuk dyrker de fleste grøn-
lændere kartofler nok til eget forbrug —.
Stationens opgaver
og landbrugets muligheder i Sydgrønland.
— Hvad er det oprindelige formaal med faareavls-
stationen —?
— Stationen er anlagt for at være basis for grøn-
lændernes oplæring til faareavlen. Til at begynde
med var der 2—3 lærlinge paa stationen, mens der
nu er 6—10. De har en normal læretid paa tre aar,
men hvis de har været hos større faareholdere tid-
ligere, kan de nøjes med 1 aar paa stationen. De ud-
lærte elever kan derefter, hvis de er dygtige og gaar
ud til steder, hvor de skal leve af faareavlen, faa
75—100 faar fra stationen paa lempelige vilkaar.
Gennemgaaende har disse elever klaret sig godt som
selvstændige faareholdere, kun nogle enkelte er det
gaaet uheldigt for —.
— Hvor mange faar findes der nu i distriktet —?
— Da jeg kom paa stationen i 1926 var der ialt
i Julianehaab-distrikt 1600 faar. I dag er der 16.000,
der alle paa nær 300 er paa private grønlænderes
hænder. Der findes nu godt 200 grønlandske faare-
holdere, hvoraf de 50 lever udelukkende af faare-
avlen, mens resten har bierhverv som jagt og fiskeri
eller er fastansatte —.
— Hvorledes ser nu landet ud med hensyn til ud-
viklingsmuligheder for faareavlen —?
— Der er meget store udviklingsmuligheder for
private smaabrug. Jeg anslog engang, at der kunde
holdes ca. 100.000 faar i Julianehaab-distriktet, og
det tror jeg stadigt holder stik. Det vil igen sige, at
ca. 1000 familier med ca. 6000 mennesker kan leve
af faareavlen, selvfølgeligt med adgang til at fiske
lidt ved siden af. Det maa dog ogsaa forudsættes,
at en hel del jord opdyrkes til græsmarker til hø til
vinterfoder, da man normalt maa regne med at
maatte fodre faarene i 2—3 vintermaaneder, januar,
februar og marts. Og i aar med hyppige islæg maa
faarene paa stald, da man ellers risikerer, at dyrene
søger ned til stranden for at spise tang og derved let
omkommer under højvande —.
Faareavlsstationens leder: K. N. Chrislensen.
— Hvad er det, der betinger de gode og daarlige
aar for faareholderne —?
— Først og fremmest vinterens større eller min-
dre strenghed, og dernæst er det af største betyd-
ning, at klimaet i læmmetiden ikke er for harskt.
Vædderne maa holdes borte fra faarene i nogen tid,
for at faarene ikke skal blive for tidligt drægtige og
lammene omkomme i foraarskulden —.
Produktionen 1944 og udsigterne for 1945.
— Da krigen brød ud, kom De til at staa overfor
helt nye problemer med forsøg paa at forsyne Grøn-
land med landbrugsprodukter fra faareavlsstationen
i Julianehaab. Vi har hørt en del herom i »Grøn-
landsposten«, men hvorledes gik det i fjor, og hvor-
ledes ser mulighederne ud for dette aars vedkom-
mende —?
— Ja, krigstiden har jo stillet sine særlige krav.
Overalt i verden staar landbrugseksperterne i som-
mer billedligt talt med haanden paa pulsen af lev-
nedsmiddelproduktionen. Europas hungrende millio-
ner ser med forventning hen til landbrugets og fiske-
riets muligheder og trivsel i denne sommer, for det
betyder liv eller død for mange. Grønlands andel i
denne fællespulje for fødevarer er naturligvis kun
som en lille draabe i Atlanten, men for Grønland
selv — og derigennem indirekte for Danmark — er
produktionen ikke uden betydning.