Grønlandsposten - 16.09.1945, Blaðsíða 9

16. Sept.
GRØNLANDSPOSTEN
201
al gaa ud og deltage i fangsten og fik det. Da far
imidlertid saa, at jeg var ved at gaa ud, vilde han
ikke tillade mig det, da det trak op til storm fra øst.
Jeg gav mig til at græde derover, men i det samme
kom en kvinde for at handle i butikken, og mens
far gik ind for at ekspedere hende, saa jeg mit snit
til at stikke af i min kajak. Far opdagede det, da jeg
var et stykke ude, og raabte efter mig, men jeg roede
bare videre. Da jeg var kommet udenfor øerne, blæste
det saa stærkt, at jeg maatte drikke saltvand. Det
lykkedes os imidlertid al dræbe hvidfisken, hvorefter
vi flænsede den paa en ø, og vi roede hjemefter med
hver sin fangstpart. Det blæste stadigt meget vold-
somt, og min far stod paa stranden og tog imod mig,
da jeg kom hjem. Jeg gav ham straks mit stykke
mattak og sagde, at han skulde ikke være vred, for
han havde jo selv sagt, at jeg skulde være »uartig«
med min kajak og følge mit eget hoved. Dette gjorde
far glad, og fra den dag af har jeg flittigt brugt ka-
jakken, meget og gerne. Hvad jeg paa denne maade
lærte i min barndom har siden betydet meget for
mig —.
— Og dog forlod De fangstmarkerne for at blive
præst —!
Ja, det blev bestemt, at jeg skulde paa semina-
riet i Godthaab. Mine forkundskaber var just ikke
særligt gode. Lidt regning havde jeg lært ved at
ekspedere kunderne i butikken. Geografi, natur-
kundskab og dansk havde jeg paa det tidspunkt al-
drig drømt om. Præsten syntes aabenbart heller ikke,
at jeg var særlig meget bevendt, for han sagde, at
han ikke forstod, hvorfor jeg skulde sendes til semi-
nariet, da jeg ingenting kunde. Jeg fik den daar-
ligste karakter af alle 23 elever. Dette slog mig dog
ikke ud, selv om mine kammerater sagde til mig, at
saadan en stor og kraftig mand ikke kunde være
bekendt at slaa saa langt under de andre. Imidlertid
var jeg stadig fanger med liv og lyst, og jeg skød
mange fugle til mine kammerater, ja, engang for-
synede jeg endog hele skolen med fugle til en stor
festdag.
Efterhaanden gik det dog bedre med tilegnelsen
af kundskaber, og jeg fik en god ven i seminarie-
lærer Røjkjær, der kom til at betyde meget for mig
— og jeg skriver stadigt sammen med ham.
Da jeg havde været paa seminariet i tre aar, blev
jeg spurgt, om jeg vilde være assistent, men allerede
dengang stod det mig klart, at jeg vilde være kateket,
hvorfor jeg efter nogen betænkningstid afslog assi-
stentstillingen og valgte kateketvejen og fuldendte
seminarieuddannelsen.
1915 var jeg færdig paa seminariet og blev sendt
op til Søndre Upernavik som kateket, samtidigt med
at jeg hjalp med til at bygge den nye kirke ved ste-
det. Søndre Upernavik var dengang et godt fangst-
sted for sæler, og der var altid god fangst, især lige
efter islæg. Jeg var der imidlertid kun et aar og
kom til at tilbringe de næste to aar fra 1916—18 ved
Prøven. Kateketgerningen interesserede mig, og jeg
gik meget op i mit arbejde. Imidlertid fik jeg nu
brev fra provst Knud Ralle, at jeg skulde hjem til
Danmark og studere til præst. I kajak roede jeg da
op til Upernavik for at blive lægeundersøgt, roede
igen tilbage til Prøven og blev der afhentet af skib
og kom ned til København med »Hans Egede« den
20. december 1918.
Men i Danmark gik det slet ikke som beregnet.
Jeg var syg næsten hele tiden. Først spansk syge, saa
typhus og mæslinger, og til sidst brækkede jeg armen.
Jeg kom saaledes til at tilbringe min meste tid i
Danmark paa hospital og fik næsten intet lært. 1920
blev jeg alligevel præsteviet for at blive sendt til-
bage til Grønland. Da jeg før afrejsen af ministeren
blev spurgt om, hvad jeg mente, jeg havde lært,
svarede jeg, at jeg havde ihvert fald lært laalmodig-
hed under mine lange hospitalsophold, andet havde
jeg faktisk ikke lært, og den meste tid havde jeg
været isoleret. Alligevel havde jeg brugt mine øjne
godt og læste ogsaa aviser, og hvad jeg paa denne
maade saa og læste, har jeg siden gemt og tænkt
meget over.
Min første præstegerning kom jeg til at udøve i
Jakobshavn. Der var da ingen præst i Egedesminde,
og med slæde og motorbaad kom jeg saaledes til at
berejse baade Egedesminde-, Christianshaab- og Ja-
kobshavndistrikterne baade sommer og vinter.
Efter et aars forløb kom jeg 1921 op til Uperna-
vik og derfra igen i 1923 op til Thule. At komme til
Thule havde været min ungdomsdrøm, saa jeg søgte
selv om at komme derop. Heroppe satte jeg det som
mit maal at døbe alle hedninger, og det kom jeg
ogsaa til — over halvdelen af befolkningen er blevet
døbt af mig. Jeg har døbt næsten 200 polareskimoer.
Kun de to første aar var jeg i selve Thule, hvorefter
jeg flyttede op til bopladsen Qanak i Inglefieldfjord
og boede der i tre aar indtil 1929. Jeg levede fuld-
stændig paa eskimovis, deltog i al slags fangst og
var selv storfanger, hvor jeg kom hen —.