Grønlandsposten - 16.09.1945, Blaðsíða 21

16. Sept.
GRONLANDSPOSTEN
213
Men i hjemmene, i familielivet, mellem venner og
arbejdskammerater er aanden og tonen den samme,
og intet skaar har kunnet spores i gensynsglæden,
samhørigheden og hjælpsomheden. Man kan tale
sammen som i gamle dage, drøfte oplevelser og lægge
nye planer — kort sagt, man føler sig igen værende
hjemme.
Men lad ogsaa os, der er vendt hjem fra Grønland,
prøve at kaste et blik tilbage paa den tid, vi sad der-
oppe som tilskuere til livet uden om os. Hvordan
vore skiftende bekymringer end kan have været, vi
har dog haft det godt paa Grønland, materielt meget
godt endda. Dette vidste vi ogsaa deroppe, men mest
kneb det vist med i det lange løb at finde værdier
nok i tilværelsen udover de daglige livsfornødenhe-
der. Vi savnede og sukkede efter skæbnefællesskabet
med dem derhjemme. Og dog har vi jo ogsaa der-
oppe ført vor stille kamp for Danmark — og bevidst-
heden om, at ogsaa vi sejrede paa vore tildelte fron-
ter og med vore smaa kræfter har bragt Grønland et
godt stykke frem og et godt stykke nærmere Dan-
mark, er i sig selv en meget stor værdi og en dyb
tilfredsstillelse at være rigere. Det stykke arbejde har
saa rigeligt haaret lønnen i sig selv.
Har besættelsestiden herhjemme bibragt det dan-
ske folk en dyb og inderlig kærlighed til deres land,
saa har adskillelsestiden for os deroppe i lige saa
høj grad rodfæstet vor kærlighed til Grønland og hos
os vakt en dvbtgaaende interesse for dette lands og
folks fremtid og udvikling og i tilgift givet os troen
derpaa. Maatte vi da blot evne at bibringe de nye
folk, der kommer op hjemmefra for midlertidigt eller
for stedse at overtage vore pladser, samme kærlighed
og tro — da gaar Grønland en lysere fremtid i møde!
København, 12. september.
Chr. Vibe.
Tak
for en hjælpende Haand ...
I »Grønlandsposten« 1944, Side 281, formener jeg
at se et Hip til min Artikel »Baade — og ...« i samme
Aargang Side 173, og jeg vil derfor hede om Plads
for følgende.
Hvor kan nævnte Kritiker vide, om jeg ikke gør og
har gjort, hvad jeg mener at kunne gøre under de
foreliggende Forhold? Jeg har sidst under Syssel-
raadsmødel i 1944 siddet i en Komite, der skulde ar-
bejde for Indførelse af kommunale Kajakla;rere og
Bygningen af kommunale Børnekajakker — iøvrigt
sammen med en saa fortræffelig Fangstteknikker
som Pastor Jens Olsen. Og da jeg kom hjem, og
Kommuneraadet alligevel intet foretog sig her ved
Stedet, skønt de har aargammel Tilladelse til at have
(og tidligere har haft) en Kajaklærer, opslog jeg føl-
gende paa grønlandsk i Butikken:
Til Overvejelse.
Som det vil kunne ses af Referatet fra Landsraads-
forhandlingerne for 1943—44, har man under et af Dags-
ordenens Punkter indgaaende beskæftiget sig med Mu-
ligheden for en bedre Bygning af Kajakkerne og en for-
svarligere Oplæring af Ungdommen i deres Brug. Samme
Spørgsmaal blev ogsaa drøftet grundigt paa Sysselraadsr
mødet i Upernavik, og sluttelig blev der nedsat et Ud-
valg, der udarbejdede en Betænkning, som blev godkendt
af samtlige Medlemmer, og som Syddistriktets Lands-
raadsmedlem derfor tager med sig ned til Landsraadets
Møde i denne Sommer.
Betænkningen gik bl. a. ud paa, at man ønskede udar-
bejdet egnede Lærebøger i Erhverv og disse anvendt i
samtlige Landets Skoler til teoretisk Undervisning. Men
desuden skulde der ved alle Pladser bygges smaa Øvel-
ses-Kajakker til Drengene og en egnet Fanger ansættes
som Kajaklærer under deres praktiske Opøvelse.
Foreløbigt ansøgte Augpilatoqs Kommuneraad om den
ene Halvparts Støtte fra Landskassen, der kan faas til en
saadan Lærers Ansættelse, og dette Andragende blev an-
befalet af alle og medsendt Hendrik Olsen til Frembrin-
gelse i Godthaab. Men desuden oplystes det, at en tilsva-
rende Bevilling paa 30 Kroner om Aaret fremdeles var i
Kraft for Prøvens Vedkommende, og at man derfor ved
denne Plads vil kunne genantage en Lærer naar som
helst.
Jeg kan derfor ikke andet end foreslaa, at man for
Kommunekassens Regning lader bygge 2 eller 3 smaa Ka-
jakker — jo før jo bedre — samt ansætter som Kajaklæ-
rer den Mand, Stedets Fangere maatte anse for bedst
egnet for et saadant Hverv. Ingen kan jo nemlig være
blind for, at de sidste Aars Ungdom i for ringe
Grad bibringes Opøvelsen i de oprindelige grønlandske
Erhverv, og at saadanne Unge derfor siden i mere eller
mindre Grad vil blive en Byrde for deres Plads. Dette
vil ikke mindst komme til at gøre sig gældende ved Prø-
ven, der berøves flere og flere af sine Muligheder for at
kunne give Indtægter til Lejede, og hvor nu ogsaa Garn-
fangsten synes nær sin Afslutning. I den Forbindelse kan
jeg desuden nævne, at Kutdligssat Kulbrud — i alt Fald
i Øjeblikket — ikke ønsker flere Lejede, og at Upernivik
Kommuneraad synes at ville hindre eller dog begrænse
Tilflytning andre Steder fra. Man maa derfor her, som
overalt i Verden, saa tidligt som muligt se Vilkaarene an
og indrette sig efter dem, hvis man ønsker at leve bedst