Grønlandsposten - 16.10.1947, Page 7

Nr. 4
GRØNLANDSPOSTEN
83
Aabent Brev
til d’Hrr. G. Egede, A. Lynge, Jørgen Chemnitz,
Frederik Lynge og Peter Nielsen, medlemmer af
grønlandsdelegationen 1945—46.
Det er med dyb beklagelse jeg og andre har
læst Deres telegram til den danske offentlighed
gennem Ritzaus Bureau, fremkommet i dagspres-
sen her i København d. 24. og 25. juli 1946.
Fra den dag, vi vendte tilbage til Danmark,
har vi arbejdet for, at det, der af krigen skabtes
i Grønland, kunde videreføres og udbygges, — at
den fremtidsordning, der maatte komme, skulde
kunne svare saa meget som muligt til de krav,
det nuværende grønlandske samfund stiller. Un-
der ingen omstændigheder er nogen af os kritike-
re af forholdene gaaet til vor opgave af egoistisk-
»pralende«, sensationslysten trang. Jeg tør sige
for alles vedkommende, at alvorlig bekymring og
intenst fremtidshaab har dikteret vore aktioner.
Hos enhver har tanken om det bedste for Grøn-
land været ledestjernen.
Det virker derfor forbløffende paa os, at vor
kritik bliver karakteriseret som »en Kamp for at
komme i forreste Række med en Kritik over for
Betænkningen og Deltagerne i Grønlandsudvalget
paa den mest uforskammede og mest pralende og
nedsættende Maade«.
Ved to store møder i Det grønlandske Selskab
er betænkningen af 1946 i løbet af sidste vinter
blevet udsat for kritik af de fleste af diskussions-
deltagerne — ogsaa af dem, der direkte var an-
sat under styrelsen. Det samme gælder et møde
i Studentersamfundet og et møde i Radikal Ung-
doms Københavnskreds. I dagspressen har de kri-
tiske indlæg — med vicedirektør Eske Brun i spid-
sen — været saglige og velbegrundede i hoved-
. sagen.
De personer, der saavel i diskussionerne som
i artikler har sat deres kraft ind paa spørgsmaa-
let, kan vel ikke i deres sagkundskab rokkes, naar
de saa godt som alle har levet paa Grønland un-
der styrelsens »skærmende haand« i flere eller fær-
re aar. Som eksempel kan jeg nævne, at Bugge,
Fuglsang-Damgaard, Fr. Nielsen, Garn og under-
tegnede har været enige om betænkningens kom-
plette utilstrækkelighed for skolens vedkommende.
Hvad selve betænkningen angaar er der in-
gensomhelst tvivl om, at delegationen blev sendt
til Danmark under forudsætning af, at den skulde
orientere grønlandsudvalget om de forhold, der
.under krigen havde udviklet sig. Under forhand-
lingerne, eller maaske umiddelbart før, er grund-
laget blevet forrykket, saaledes at en betænkning
om et fremtidigt arbejdsgrundlag blev formaalet.
De grønlandske delegater kan ikke et øjeblik
føle sig daarligt behandlet af den kritik, der rej-
ste sig efter betænkningens offentliggørelse. Kri-
tikken har paa alle punkter understøttet de grønland-
ske delegationsmedlemmers krav og ønsker og over
en bank karakteriseret betænkningens planer som
utilstrækkelige og tidsspildende.
Heller ikke udtalelsen om, at »de grønlandske
Delegationsmedlemmer var kørt i Skoven« af grøn-
landsudvalgets politikere, kan delegationsmedlem-
merne føle sig berørt af. Thi at forrykke grund-
laget umiddelbart før en forhandling, uden at det
var muligt for landsraadene at tage stilling her-
til, er et taktisk greb, som ikke er god moral i
et demokrati. Delegaterne har fundet sig heri,
men kunde med fuld ret have nægtet at gaa med
til det.
At de grønlandske delegater har underskrevet
betænkningen er en skæbnesvanger fejl, der haém-
mer mulighederne for gennemførelsen af de krav,
der var de fundamentale i det program, de rejste
ned med.
Derfor var det bl. a. ogsaa, at vi rejste kri-
tikken saa hurtigt som muligt for at faa den kom-
mission, som ogsaa De ønskede. Det lykkedes os
ikke at faa den med det samme.
Nu er vi — ved Deres telegram — om muligt
endnu mere fjernet fra det maal, som vi havde
sat os. De har forøvet bagholdsangreb paa Deres
venner, der af troskab og kærlighed til grønlæn-
derne kæmper for det lille folks bedst mulige
fremtid. Af misforstaaet fornærmelse og mulig-
vis drevet af personlige modsætningsforhold eller
ogsaa af andre os uforklarlige grunde støtter De
de reaktionære kræfter i og uden for Grønlands
styrelses og politikernes kreds. Politikerne ønsker
vel saa lidt bryderi med Grønland for øjeblikket
og med grønlandske forhold som muligt.
Jeg vil saa længe som muligt vægre mig ved
at tro, at De ønsker at indtage en reaktionær
stilling. Det er muligt, at De ikke har kunnet
se rækkevidden af Deres aktion. Men saa kan
jeg fortælle Dem, at den bliver taget til indtægt
for de kredse, der helst ser saa lidt ændret i de
bestaaende forhold som muligt,
Der har hidtil ingen forskel været paa, hvad
De vilde, og hvad vi vilde. Vi er nu sat tilbage
i betydelig grad; men De kan være forvisset om,
at vore kræfter ikke er blevet svækket.