Grønlandsposten - 16.10.1947, Page 8

84
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 4
Dette brev er skrevet, for at De skal vide,
at De har forøvet et slag i nakken paa Deres
venner, der udelukkende og uegennyttigt kæmper
for Dem og Deres. (Kedeligt er det, at man
selv maa præcisere det.) Men det er ogsaa skre-
vet, for at De skal vide, at vi trods det slag ikke
trækker os tilbage, men fortsat i tale og skrift vil
kæmpe for, hvad vi — og De ogsaa — mener er
rigtigt.
Finn Gad,
Adjunkt, cand. mag.
Vi Fiskere har stadig en lang
Ønskeseddel.
Da Landsraadsdelegationen i Fjor rejste til
de direkte Forhandlinger med den danske Rigsdag,
nærede vi store Forventninger om, at den vilde
udrette store Ting for Fiskerierhvervet, men det
viste sig, at det kun var ganske lidt, den havde
haft at sige angaaende Fiskeriet, og det lidet som
blev sagt, var tilmed en Godkendelse af de Meto-
der efter hvilke Fiskeriet ledes, og som Fiskerne
længe har været utilfredse med. Det er beklage-
ligt, at Delegationen blandt sine Medlemmer ik-
ke havde nogen Repræsentant, som selv var fri
Erhverver og kendte det frie Erhvervs Vanskelig-
heder. Havde den haft det, havde den maaske haft
Mulighed for at udrette meget for Fiskeriet. Kun
en ganske lille Forhøjelse af Torskeindhandlings-
prisen blev omtalt, uden at der fremkom noget,
der i mindste Maade kan sammenlignes med det
omfattende Løhnings-Regulativ for de grønland-
ske Bestillingsmænd. Delegationens Medlemmer
har saaledes mest beskæftiget sig med deres Kol-
leger, de Fastansatte, og har ladet Fiskerne sejle
deres egen Sø. Vi Fiskere har derfor stadig man-
ge Ønsker, vi gerne vil have opfyldt for at faa
udviklet vort Fiskeri.
Først vil jeg fremsætte min Tanke om Tor-
skefiskeriet herigennem, saa kan hvem der vil
komme med sine Bemærkninger.
Kolonien Sukkertoppens Distrikt har store
Torskeforekomster, som er til stor Gavn for dets
Befolkning, som ingen andre Indtægtskilder har.
Torskeforekomsten er imidlertid ikke konstant
Aaret rundt, og navnlig ikke i Nærheden af de
beboede Pladser.- Om Vinteren og om Foraaret
finder vi det altid smaat med Torsk i Nærheden
af det Sted, hvor vi bor. Vi ved, hvor Torsken
staar. Det er blot for langt borte til at man kan
naa hjem til Indhandlingsstederne med den. Sam-
tidig er det ikke nogen Lysttur selv med smaa
Motorfartøjer at sejle hjem med Last fra flere
af de Steder, hvor Fisken staar, ad de meget blæ-
sende Fjordruter. Det vilde derfor i den Periode,
hvor der er fiskefattigt i Hjemstedets Nærhed,
give langt større Udbytte, hvis man kunde blive
ved de fiskerige Steder og der afsætte Fisken.
Der kunde da fiskes store Mængder af Torsk
saadanne Steder.
Da vi saa gerne vil opnaa større Muligheder
for Afsætning, men ved, at man vil være klar
med forskellige Indvendinger, vilde det mon da
ikke være bedre at følge nedennævnte Frem-
gangsmaade.
Dersom man anbragte Skonnerter som Fiske-
salterier ved saadanne Steder, hvor Torsken visse
Dele af Aaret staar i store Mængder, vilde det
betyde et ikke ringe Udbytte for Fiskerne. Naar
Skonnertene var fuldlastede, skulde de bringe
Fisken til Kolonistedet for Omvaskning og Pak-
ning.
Dersom Styrelsen anskaffede Skonnerter til
Fiskesaltning, vilde det ikke længere være nød-
vendigt at bygge alle de smaa Fiskeristationer
ved Smaapladser med ganske faa Mennesker, som
undertiden har svært ved at klare sig.
Som et Eksempel kan jeg nævne: Mundingen
af Søndre Strømfjord ligger for langt borte fra
Kangåmiut til at Fiskerne der kan udnytte Tor-
skerigdommen med Motorbaad. Siden 1939 har
jeg stadig befaret dette Omraade, dels paa Vej
til og fra Laksefangst og dels naar jeg har været
ude at søge efter Drivtømmer med Motorbaad. I
Midsommertiden er der en Vrimmel af Torsk, saa
det slet ikke kan overdrives, og denne Rigdom
udnyttes overhovedet ikke af den grønlandske
Befolkning til Indhandling. Og hvor er det Synd,
at man ikke kan udnytte den. Der kan man
fiske ubegrænset, blot man har Arbejdskraft nok.
Det vilde netop være et Sted at gaa paa Fiskeri
med Skonnerter som Salterier.
Naturligvis kommer og gaar de færøske Fi-
skere i dette Omraade. Igen sidste Sommer saa
jeg Gang paa Gang som sædvanligt en Mængde
Baade fiskende bagved SimiutaK. De halede Fisk
op saa hurtigt de kunde, og de havde deres Kut-
tere forankret lige op ad Fastlandet, hvor de-
behandlede deres Fisk. Med deres rummelige Far-
tøjer maa de have tjent store Penge.
Saaledes bliver de fiskerigeste af vore Far-