Grønlandsposten - 16.03.1950, Blaðsíða 5

Nr. 6
GRØNLANDSPOSTEN
73
Angmagssalik’ernes levevis og oplysningsarbejdet.
Der er jo en kendsgerning, at vi er meget læn-
gere tilbage end paa vestkysten. Vi ved alle, at
kommissionens arbejde ogsaa omfatter Østkysten
og at Grønlands-kommissionen bestaar af kloge
og fornuftige mænd, der har forstand paa hvad
de beskæftiger sig med. Men kedeligt nok er der
ikke iblandt kommissionsmedlemmerne een, der
har været paa østkysten i en aarrække de senere
aar; men ikke desto mindre haaber og venter vi
at kommissionsarbejdet maa bringe noget godt og
være til gavn for befolkningen ogsaa herovre, li-
geledes haaber vi, at erhvervsmulighederne maa
ophjælpes i tilsvarende grad som paa Vestkysten.
Af landsraadsforhandlingerne i 1948 var vi
herovre ganske naturligt mest interesserede i
Østkyst-drøftelserne, selvom grundlaget for de frem-
førte ting var gætterier. At vi er interesseret
er ikke ensbetydende med at vi godkender alle
forslagene. Det maa siges at være meget vigtigt,
at ophjælpningen af erhvervsmulighederne er
blevet taget stærkt op, men de fisk, der blev
peget paa som fortjenstmuligheder for os, er en
fuldstændig fejltagelse. Det skal jeg nærmere
forklare.
Landsraadet savner kendskab til Østkystens
forhold.
Det er tydeligt at se, at landsraadsmedlemmer-
ne paa Vestkysten interesserer sig mere og mere
for Østkysten i de senere aar. Mon det skyldes,
at folk, der har været herovre, fortæller og gi-
ver oplysninger om forholdene? Det er udmær-
ket, hvis dette er tilfældet, men der er en ting,
som ikke er saa god, og det er, at landsraadet
paa Vestkysten slet ikke har kendskab til Øst-
kysten og forholdene herovre, og naar landsraadet
faar som opgave at fremføre noget for Østgrøn-
land, maa det siges at være dristigt gjort. For
landsraadet, som skal have et fast og godt grund-
lag at arbejde efter, kan det ikke være nemt at
blive stillet overfor en opgave, man ikke har kend-
skab til.
Men heldigvis er forhandlingen blevet sendt
til kommuneraadet her til eftersyn og udtalelse.
Kommuneraadet har drøftet sagen for lukkede
døre, saa vi haaber, at det har givet bidrag til,
at Grønlands-kommissionen kan faa noget at rette
sig efter.
I slutningen af 1948 var der i Angmagssalik
og distriktet 1205 indbyggere, I distriktet er der
ca. 15 beboede pladser, de fleste af dem ligger
temmelig nær ved hinanden. Skjoldungen og
KangerdlugssuaK ligger dog ret afsides. De
største beboede steder er; Kolonien, Tasiussax,
Kungmiut, K’ulusuk og Tinitekilak. At folk bor
saa spredt, skyldes sælfangsten.
Sælfangsten er det eneste virkelige erhverv i
Angmagssalik, men den gaar gradvis tilbage aar
for aar, som det ogsaa, ganske rigtigt, stod i lands-
raadsforhandlingerne. Storisen spiller en stor rolle
for sælerne. Naar der ikke er meget storis, er der
heller ikke mange sæler; ligeledes naar storisen
er frosset sammen om foraaret langt ude, er der
heller ikke nogen særlig sælfangst. I sommer-
maanederne juni, juli og august fanges de flæste
sæler, mens sælerne trækker nordpaa. Om efter-
aaret fanges hovedsagelig klapmydser og sortsider.
Om vinteren er det smaasælerne, det gaar ud over,
de fanges fra iskanten og i garn, og endelig i april
og maj paa isen.
At sælerne efterhaanden forsvinder er ikke
ensbetydende med, at de forlader deres yngleplad-
ser. De er der endnu, men de bliver blot ikke
forøget hvert aar. I aar har man prøvet at fre-
de sælerne ved Sermilik-fjorden. Selvom fjord-
sælerne ikke kommer i store flokke, er det dog
dem, der bliver skudt flest af. Klapmydser, sort-
sider og remmesæler trækker mærkbart væk og
bliver mere og mere sjældne. Klapmydser holder
mere til langt ude til havs.
Ved de pladser, hvor der er mest sælfangst,
er alle voksne mænd fangere. De fanger sæler
hele aaret rundt, naar de ikke er forhindret af
daarligt vejr. Om vinteren driver de fangst med
hundeslæde, og fra kajak om sommeren. Ang-
magssalik’erne er flittige sælfangere. Kødet er
en god og nærende spise og spækket er ikke ale-
ne til menneskeføde, men ogsaa til hundene er
det til god nytte som føde. Skindet bliver an-
vendt til klæder og man skal ogsaa gerne ind-
handle nogle af skindene, da det er den eneste
mulighed, befolkningen har til at tjene penge,
hvis man vil købe noget fra butikken. Af kødet
kan sælges en del til koloniens beboere, men det
sker kun, naar der fanges mange sæler.
Alle fangere maatte søge fattighjæp.
Hajfiskeri er indført som bierhverv. Leveren
indhandles til kolonien. Depotstederne faar ud-
leveret tønder til hajlever, som bliver fyldt op i
løbet af vinteren, Depotstederne er Kungmiut,