Grønlandsposten - 16.03.1950, Blaðsíða 9

Nr. 6
GRØNLANDSPOSTEN
77
saa dem, der er størst behov for heroppe. — In-
terviewet tager ikke dette straalende resultat i be-
tragtning, idet det er skrevet før indsamlingen
hjemme blev startet. Men nu er det altsaa en rea-
litet, at over 15,000 gode bøger ligger klar til af-,
gang, og~de vil være særdeles velkomne i Grønland.
Inspektør Borum udtalte ved indsamlingens af-
slutning, at han oprindelig havde tænkt sig at op-
rette et begrænset antal biblioteker ved 1+—5 af de
større koloniskoler, men raadende over 15,000 bø-
ger vil man nu kunne forsyne hl pladser paa Vest-
kysten samt Østkysten og Thule. Det vil praktisk
taget sige, at man nu kan oprette et bibliotek for
hver 300—350 børn og unge. Grundstammen til
bibliotekerne er nu dannet. Herefter maa staten
supplere, slutter hr. Borum.
Et langt skridt er naaet, men dog trods alt
det letteste. Den tungeste del af opgaven ligger til-
bage — de lokalemæssige forhold.
Af interviewet vil man se, at begrebet læsestue
er saa godt som ukendt i Grønland. De steder,
hvor et bibliotek findes, er udlaanslokalet, med, et
par undtagelser, indrettet i præstegaardene — og
uden læsestue. Kun én eneste offentlig læsestue fin-
des i det hele land — paa seminariet i Godthaab.
Men dels er det en almindelig skolestue, der anven-
des, dels er læsestuen kun aaben fra kl. 17 til 18.
En time daglig, og tilmed paa et tidspunkt, hvor
Godthaabs ungdom, bortset fra den skolesøgende, er
bundet af deres arbejde og derfor praktisk taget er
helt afskaaret fra at kunne besøge læsestuen.
En læsestue skal ikke være nogen varmestue,
hvor de unge opholder sig uden andet formaal end
at hygge sig indendøre. Varmestuer er der saa
sandelig ogsaa haardt brug for her i landet paa
alle større kolonisteder, hvor ungdommen i ajten-
timerne ofte driver om paa vejene, med den risiko,
som heraf kan følge for ubefæstede sjæle. Men be-
grebet varmestuer ligger helt udenfor disse liniers
hensigt. LÆSESTUER er der stor trang for
læsestuer i forbindelse med udlaan, aabne hver eller
hveranden aften til f. eks. kl. 21. Vi véd jo godt,
at de grønlandske kivfakkers værelser gennemgaaen-
de er saadanne, at de unge mennesker af begge
køn ikke fristes til at hænge dér i deres fritid.
Værelserne er, i de fleste tilfælde, slet ikke af den
beskaffenhed, at man her vil føle lyst til at gaa
igang med et alvorligt bogligt studium — lære
dansk, læse dansk. Og det er jo det, de unge
grønlændere, for deres egen skyld, først og frem-
mest maa give sig i kast med, for helt at kunne
følge med i den nye tid, der nu oprulles for dem.
Det mest rationelle ville naturligvis være, at
der snarest rejstes nye biblioteker med gode udlaan
og læsestuer i hver eneste koloni. For det er der
brug for. Men saa stærkt vil udviklingen jo næp-
pe gaa. I en overgangstid lod det sig vel ogsaa
gøre at ordne de lokalemæssige forhold paa interi-
mistisk maade. Et nødtørftigt lokale til udlaan
og læsestue kan der skaffes udveje for i alle kolo-
nier. Saa lad virksomheden blomstre op her, og
lad fremtiden afstikke grænserne for omfanget af
den kommende udvikling. Den praksis blev hjem-
me anvendt med held.
Noget af det første, der skal ske i den kom-
mende tid, er at man faar et antal grønlændere i
kolonierne oplært til at blive bibliotekarer. At
forestaa et bibliotek paa rette maade er noget, der
skal læres grundigt. Det kan grønlænderne ikke
gaa og tumle med selv, saa kommer der i hvert
Jaid ikke noget hensigtsmæssigt ud deraf. Der
maa sendes biblioteksfolk herop, som kan lære
grønlænderne at gribe sagen an paa rette maade.
Bibliotekssagen er saa vigtig og saa nøje forbundet
med skabelsen af en højere kulturel standard i det
grønlandske folk, at den maa tages op til rationel
løsning — paa det jævne i overgangen, men med
tydelige retningsvisere fremad og opad.
g-
Thule — og den nye tid.
Knud Rasmussens Thule-love af 7. juni
1929 er ikke længere tidssvarende.
Jeg vil gerne fortælle lidt om Thule og distrik-
tet. Det ligger jo meget afsides fra andre
beboede steder, og der bliver næsten aldrig
skrevet om denne del af landet. Det, jeg har at
fortælle, bliver kun ufuldstændigt. De fleste be-
stillingsmænd kender sikkert, hvordan de bliver kri-
tiserede af fangerne, hvis de kommer med udta-
lelser om fangst, men de fleste udstedsbestyrere,
særlig dem, der har siddet paa smaa pladser, har
jo dog mere end drømt om fangst og fangstmeto-
der, saa de meget godt kan være med i en diskus-
sion om disse emner.
Jeg kom til Siorapaluk den 27. august 1942
for at arbejde for befolkningen. Naar man kom-
mer til saadan en fjern plads, gaar det meste af
det første aar med at lære de nye mennesker at
kende, deres skikke og sproget. Man møder smi-
lende mennesker, som dog er lidt reserverede over-