Grønlandsposten - 16.03.1950, Blaðsíða 10

78
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 6
for den fremmede mand. De tager alting med ro
og færdes uden at tage det saa nøje med, hvad
tid paa døgnet det er. Man maa prøve at vænne
sig til de nye forhold, men det er ofte vanskeligt,
og man synes om sin forgænger, at han ikke har
sørget for at faa ordnet forholdene paa rimelig
maade itide.
Men naar nogen tid er gaaet, gaar det bedre,
og folk her er ved at vaagne til den nye tid, om
end det gaar langsomt, for de mangler nogen til
at vejlede sig. Her er et par landsmænd fra andre
pladser i Grønland, men de er bestillingsmænd,
og de mangler selverhverv. Det kniber overalt
med samarbejdet, fordi folk bor saa spredt og for-
di de flytter til nye pladser hvert aar. De har
noget af vore forfædres aand i sig endnu — de
følger fangsten! Men i de senere aar er der dog
sket en forandring i dette. Mange er blevet me-
re fastboende, hvilket betyder, at deres huse er
blevet betydeligt bedre end de forhen var. De
har skaffet sig bedre redskaber, og begynder at
opfatte, at det er nødvendigt at gøre en indsats
for sundheden og hygiejnen. Et stort gode er det,
at der blev lavet en særlig lov for befolkningen i
Thule-distriktet. (Knud Rasmussens Thule-love af
7. juni 1929. Red.)
Men hvordan lever befolkningen nord for Thu-
le i dag? Ja, som allerede nævnt flytter mange
af dem hvert aar, men det kedelige er, at det ikke
altid er fangsten, de følger. De bliver blot trætte
af stedet, de vil til et nyt sted og se nye omgi-
velser — det er blevet dem en vane. Der, hvor
de er, kan der være masser af fangst, men allige-
vel bryder de op, naar et aar er gaaet. Den fat-
tigdom og nød, som saadanne folk kommer ud for,
skylles mange gange dem selv. Jeg siger ikke
noget daarligt om folk her, men jeg siger min
mening. Naar man skal vinde frem til det bedre,
maa man ikke skjule forholdene, som de er, men
stadig arbejde paa forbedringer men ogsaa be-
vare gode, gamle skikke, som passer til stedet.
Thule-distriktet har altid været berømt for si-
ne rige fangster, og her er store muligheder for
enhver til at skaffe sig vinter-proviant. Men det
er altfor faa, der virkelig søger at skaffe sig pro-
vianten, naar den er der. Her er hvalrosser, nar-
hval, hvidfisk, remmesæl, blaaside og netside. Af
fisk er der haj, hellefisk og laks. Kødet af hvidfisk
og netside bliver mest brugt til i tørret stand at
gemmes hen til vinteren. Der er hvalrosser nok
om efteraaret, men da der kun drives jagt paa
dem fra kajak, bliver der skudt for faa. Hvalros-
ser er jo heller ikke til at spøge med, særlig ik-
ke for nybegyndere i kajak og naar det tillige blæ-
ser, hvad det næsten altid gør paa den tid af aa-
ret. Drevne fangere regner det for leg at ned-
lægge de store dyr. Mange her i Siorapaluk faar
dog for lidt forraad til den lange mørketid.
Havisen kommer i november, men der gaar
som regel lang tid, før den er sikker, medens
fjordene derimod straks bliver farbare. Da tager
fangerne ud paa rævejagt og stiller fælder op i
fjordene. Havisen er ikke sikker før i februar
maaned. Naar fangerne tager ud paa havisen,
venter de til det bliver lyst, saa de kan se de sto-
re aabninger, der er i isen. Naar isen er helt
fast, tager man paa hvalrosfangst med hundeslæ-
de. Ofte kører fangerne 60 km. ud paa havisen,
og naar man har været heldig og faaet slæden
læsset godt til med kød, føler man sig i den sy-
vende himmel paa den lange hjemtur. Men farer
urer saa langt ude fra kysten. Man er maaske
træt og udkørt og vil vente med at køre hjem til
det bliver lyst. Pludselig overraskes man af en
nordenstorm, og da føler man sig lille og svag
imod naturens vældige kræfter. I en saadan si-
tuation er der kun én ting at gøre: at køre til
land saa hurtigt det kan lade sig gøre. Norden-
storm er det farligste af alt.
Desværre er der aldrig gjort noget forsøg fra
administrationens side for at folk kan faa afsat
deres kød og derved tjene lidt penge. Vi véd at
man i Sydgrønland bare behøver at gaa ud med
sin fiskeline, hvis man vil have penge. Her er
det samme med harpunen, men man kan bare ik-
ke afsætte fangsten.
Rævefangsten er den eneste mulighed, vi har,
for at tjene penge, saa man kan købe i butikken.
Penge kan man jo nu engang ikke undvære, hvor
man end er i verden. Her er det ogsaa blevet
saadan, at folk ikke mere kan undvære den euro-
pæiske mad, som de har faaet smag for. Den
tid, man fanger ræve, trænger folk ogsaa til pen-
ge. Tøjet skal fornyes og stoffet maa købes i
butikken. Folk skal ogsaa købe det dyre rensdyr-
skind, som man slet ikke kan undvære, da det er
godt og varmt. Selv om man i fangstperioden
tjener mange penge, bliver der alligevel ikke mu-
lighed for at gemme nogle bort, for der er meget,
man trænger til, og butikkernes lagre frister ofte
folk til at købe ting, som de egentlig ikke har
brug for.
Statsminister Hans Hedtoft udtalte bl. a. ved
sin hjemkomst til Danmark efter besøget i Grøn-