Grønlandsposten - 01.06.1950, Qupperneq 20

148
GftØttLANDSPOSTEN
Nr. 11—12
flere gange nævnt, at hans hunde nægtede at spise
isbjørnelever, undtagen naar de var helt udhungrede
og som bekendt spiser polarhunde til daglig ger-
ne remtøj og støvler, hvis de kan komme til det, uden
at være specielt sultne. Men selv spiste han flere
gange isbjørnelever uden at mærke noget ubehag ved
de. Nu var Otto Sverdrup nok en haard hund af
de usædvanlige, for næsten alle andre, som har spist
isbjornelever, er blevet syge. Saaledesfortæller Doutt,
som var paa en ekspedition i 1940, at hans ekspedi-
tion spiste leveren fra to bjørne — stegt med løg
og samtlige blev syge i løbet af natten og næste mor-
gen. De fik stærk hovedpine, svimmelhed, kvalme
og mathed, men alle kom sig i løbet af to — tre da-
ge. I mange tilfælde er det hændt, at folk, som har
spist isbjørnelever, ogsaa har faaet udslet, stærk kløe
i huden og senere har skallet paa store dele af krop-
pen.
Dr. Kaare Rodahl har med støtte af Norsk Po-
larinstitut gennemført en videnskabelig undersøgelse
for at klarlægge, hvorfor isbjørneleveren har disse
giftige virkninger. Han har samlet materiale under
sin deltagelse i den danske Pearyland-ekspedition i
1947, og John Gjæver har ogsaa skaffet værdifuldt
materiale under den norske sommerekspedition til
Grønland samme aar. Undersøgelsesmaterialet er
nu bearbejdet, og resultaterne foreligger i skrift nr.
92 fra Norsk Polarinstitut: »The Toxie Efl'ect of
Polar Bear Liver«. Undersøgelser paa eksperiment-
dyr har bragt det resultat, at isbjørnelever, som har
sit fulde indhold af A-vitamin, er giftig, mens der-
imod isbjørnelever, hvis A-vitamin var fjernet eller
ødelagt, ikke viste nogen giftvirkninger. Giftvirk-
ningerne er knyttet til A-vitaminet i isbjørneleveren,
og hvis man spiser meget af den, indtræder den til-
stand, som karakteriseres som hypervitaminose A,
eller med andre ord at legemet er blevet tilført for
meget A-vitamin.
Blandt eskimoerne er det kendt, at ogsaa leveren
af polarræv, ulv, grønlandsk hund og storkobbe er
giftig.
Af en artikel i norsk »Aftenposten" for 21. 3. 50.
Endnu engang tamrener!
For alle gode tanker, de kan slet ikke dø, før
endnu bedre tanker er spired af deres frø.
Det kan virke trættende at blive ved med at gentage
en ting, naar det tilsyneladende intet fører til. Og dog
kræves det at der er nogen, som ikke giver op, men stadig
holder ilden brændende. Jeg vil bære en ny pind til løsnin-
gen af tamrenspørgsmaalet i Grønland.
De, som ikke har set eller husker min tidligere artikkel
om emnet vil kunne finde den i »Grønlandsposten«s decem-
bernummer for 1946, saa her skal kun ganske kort resume-
res, at den bringer mine personlige iagttagelser fra en som-
mers liv som rensjæger ved bunden af Sdr. Strømfjord, der
alle munder ud i muligheden for tamrenhold, der absolut var
til stede. Endvidere nævnes direktør Daugaard-Jensens pri-
vate betragtninger over spørgsmaalet i 1925, Knud Rasmus-
sens og lappernes grundlæggende arbejde og rapport fra
1905, prof. Fridtjof Nansens syn paa sagen og den nye tids
muligheder for at foretage en overflytning pr. flyvemaski-
ner og til at gøre hele foretagendet til et aktieselskab med
interessenter blandt kystens kødhungrende fiskerbefolkning.
Kort sagt udsagn for at erhvervet er muligt og ønskeligt.
Det er faktisk utroligt, at der er syslet med tanken -
ogsaa af mange andre kyndige end de her nævnte — lige
siden Gustav Holm i 1898 vist var den første, der fremsat-
te forslag, uden at der alligevel hidindtil er sket noget al-
vorligt for at føre den ud i livet.
Hvad resultat, den nu arbejdende kommission er naaet
til, er der ikke kommet offentligheden megetaf for øje,
men man maa jo haabe, der ikke skal kludres alt for meget
med det, naar det omsider løber af stabelen, hvilket for-
haabentligt vil ske.
Siden jeg > 1946 skrev om emnet sidst, har jeg haft lej-
lighed til at tale med styrelsens biolog dr. Poul Gelting,
som man forud havde oplyst mig om, nærmest maatte be-
tragtes som en modstander Jaf eksperimentet. Det viste sig,
at han, hvad der jo ogsaa er et naturligt synspunkt for en
zoolog, var mest stemt for, at man rørte mindst muligt ved
den grønlandske fauna ude fra, men i stedet søgte at ud-
vide den altværende renbestand ved en kraftigere fredning.
Og saa havde han den samme — maaske heller ikke ube-
grundede frygt, som mange andre, for muligheden af
med fremmede dyr at indføre nye smitsomme sygdomme,
der eventuelt kan faa katastrofale følger for den ikke im-
mune vildrenbestand. Han bad mig derfor, saavel for min
egen som for den gode sags skyld, om ikke at foretage mig
yderligere, før jeg havde talt med dr. Bræstrup og professor
Christiansen om, hvilke følger hals- og luftvejssygdomme
har haft andre steder under beslægtede forsøg. Forholdene
forhindrede mig beklageligvis i at træffe sidstnævnte, og
da jeg paa Zoologisk Museum havde lejlighed til at tale
med dr. Bræstrup, havde jeg selv i mellemtiden fundet en
løsning, som jeg havde indtryk af, han godtog som en sik-
ring. Og det er da den nye pind, jeg denne gang vil lægge
til baalet.
Saavidt jeg har forstaaet, er det meningen, at det for-
søg, der er paa tænkt, vil blive iværksat paa en ø i Juliane-
haabs distrikt (selv det regnede dr. Gelting iøvrigt for far-
ligt, da rener jo er store vandrere og gode svømmere, som
er vanskelige at isolere). Nu ved jeg, at Kangamiutterne
efter egne udsagn før i tiden, længe før ren fredningsbe-
stemmelsernes iværksættelse forhindrede det, har fanget
renkalve i maj og for morskabs skyld holdt dem i live nogen
tid ved at lade dem die en af deres kvinder. Er dette mu-
ligt, skulde det jo være i endnu højere grad gørligt at med-
føre nogle geder, der kunne optræde som plejemødre for
kalvene, et princip, jeg da ogsaa selv havde regnet stærkt
med at bruge, hvis jeg, som jeg drømte om engang, person-
ligt havde faaet noget med denne sag at gøre. Saadanne
fangede kalve kunne man da, naar de var blevet gamle nok