Atuagagdliutit - 01.01.1952, Blaðsíða 6

6
ATUAGAGDLIUTIT
GRØNLANDSPOSTEN
nr. 1
sit ugentlige møde, og et stort forarbejde var
lagt af både grønlandske og danske kvinder.
Stadig vrimlede forventningsfulde kvinder
ind i dette gravmørke, i forventning om en god
alten, hvor nye ting skulle finde sted.
Der skulle vises, hvordan man lapper sit
tøj, laver lommer pænt, knaphuller, drenge-
bukser osv., alt i skæret af en petroleumslampe.
Og disse nøjsomme og beskedne koner, som gen-
nem århundreder har ødelagt deres øjne ved
elendig belysning, kastede sig med iver over
disse helt eller halvt forarbejdede ting, der vi-
ste, hvordan det skulle gøres. Ekstra tøj var ta-
get med og tråd og nål, så man selv kunne for-
søge, og selv i denne dystre rembrandtske be-
lysning lykkedes mange ting forbløffende godt.
Disse kvinder, fra 18 til vel ca. 60, havde
aldrig lært at sy i skolen, et trist faktum, der
giver et uhyggeligt perspektiv med hensyn til
vort høje danske kulturstade, som vi ynder at
dekorere os med. Disse små koner sad med tun-
gen i kinden og nålen akavet som til skindsyning
og forsøgte med deres ru fingre at sy fine små
knaphuller eller lommer, ipere eller mindre ele-
gant, men de blev dog klar*over, at det ikke er
nok blot at skære en revne i frakken, når den
skal knappes. Det gælder vel ikke alle, men de
fleste kaster dog bare over kanten, og det er
nu engang ikke så holdbart. Undseligt viser de
resultaterne frem, og alle smilerynkerne kom-
mer frem, når man nikker. De fleste bruger bril-
ler, og ansigterne er ved at blive svedet af lampe-
glasset. Hvor jeg dog undte dem lys, masser af
lys, så vi kunne hjælpe dem til endnu bedre
resultater.
Måske er dette slet ikke at leve op til det
bøje kulturelle stade, som departementet venter,
at folket hurtigt og helst gratis skal nå.
Men det synes mig at være temmelig nød-
vendigt først at holde tøjet helt og pænt, så kan
man altid begynde at forklare dette lidt uklare
begreb, li vad er demokrati? Det vil de nemlig
slet ikke foreløbig begribe et kuk af, men det
lyder jo pænt og civiliseret, at man lærer dem
den slags.
Jeg synes, at alle de penge, Folk og Værn
smider ud til trykning af uforståelig lekture,
som man ovenikøbet forlanger, at grønlænderne
skal betale en krone for, kunne være ofret på
mere hensigtsmæssige ting, såsom hjælp til et
forsamlingshus eller en mødesal med elektrisk
lys, fritidshjem for ungdommen, der i slud og
regn eller sne, sommer og vinter slider komi-
kerne på kolonivejen, da denne åbenbart er at
foretrække for det snævre hus, hvor alt for man-
ge mennesker lever, så kan vi begynde at tale
om kultur.
Jeg taler nu for min forsamling af søde og
taknemlige koner, der takker efter hver møde-
aften og glæder sig til den næste. Ja, sender
brev med undskyldning, når de har for travlt
til at komme. Og jeg vil stadigvæk ønske, at De
kunne se det liv og den glæde, der er over vore
aftener, trods det pauvre materiale, vi har at ar-
bejde med.
En aften var der forevisning af private lys-
billeder fra Sverige, hvor en af damerne fik en
masse ud af det, med en masse pædagogik sne-
get ind. Da der kun er ellys i skolen, måtte både
tykke og tynde presse sig ind på de små bænke.
Gid de store steder kunne undvære lidt af deres
overflod af filmsapparater, oplysende film eller
blot lysbilleder. Gid de kunne se den glæde,
hvormed det bliver modtaget, hvis det skulle
hænde, man forbarmede sig over Godhavn.
Det er typisk, at det er mænd, der bruger
mange ord om kultur på Grønland, efter at Dan-
mark har forsømt det mest elementære, at lære
kvinden at skabe et hjem, som dog er al sand
demokratis fundament, for at bruge en af fra-
serne. Næ, lad os komme ned af piedestalen og
lade avislæserne om at tro på det sludder, kon-
sulenterne siger, når de kommer hjem. Lær kvin-
derne noget fornuftigt. Opret en kvindernes høj-
skole, vel at mærke her i Grønland, hvor alt om
samfundet, hjemmet og børnene kan læres. Send
ikke de unge kvinder hjem, så vidt det kan und-
gåes. Indpod dem, at Grønland trænger til dem.
Nu er det sådan, at de fleste, der har været i Dan-
mark, længes tilbage, fordi de er blevet feteret
og beskyttet, som ingen dansk kvinde nogensinde
bliver det, af samfundet.
Naturligvis vil hun blive utilfreds, når hun
atter skal klare sig selv i Grønland, selv om det
er ulige lettere end i Danmark.
Hun vil synes, at det eneste, der er at gøre,
er at blive gift dansk, lige meget hvor ringe den