Atuagagdliutit - 25.03.1954, Blaðsíða 2

ATUAGAGDLIUTIT — GRØNLANDSPOSTEN
nr. 6
134
Lighedsprincippet i Grønland
Ved den nye grundlov, som blev
stadfæstet af kongen den 5. juni,
blev Grønlands statsretslige stilling
ændret fra koloni til en ligeberettiget
del af Danmark, og dermed opnåede
grønlænderne „ligestilling" med de
øvrige danske borgere.
Lad mig først understrege, at jeg
selv er glad for denne ændring, som
må siges at være en naturlig følge af
den udvikling, Grønland bar gen-
mnngået i løbet af tiden. -— Min glæ-
de er dog ikke fuldkommen. Jeg er
noget betænkelig; og dette knytter
sig til det, som man i almindelighed
nok glæder sig mest over, nemlig
ordet „ligestilling", idet ordet i sig
selv er uden mening. Det får først
indhold, når man kan fremdrage
klare eksempler på, på hvilke områ-
der, der er opnået ligestilling. Der
kan f. eks. være tale om, at der er
opnået ligestilling på det undervis-
ningsmæssige, sundhedsmæssige,
kulturelle eller lign. områder; men
før man har fremdraget sådanne
eksempler, er ordet „ligestilling" et i
sig selv intetsigende ord, et politisk
slagord, der blot indicerer en ten-
dens, som udviklingen har ført med
sig eller kommer til at føre med sig.
Tendensens retning er den, at
man så vidt muligt behandler men-
nesker ens, uden hensyntagen til de
mulige forskelle, der kan være. Den
ligestilling, som man siger er opnået
mellem danske og grønlændere, er
ikke af sådan art. Hvis den var det,
ville dens konsekvens være, at man
opnåede uønskede og absurde resul-
taler. Ligebehandling uden hensyn
til de egenskaber, som forskellige
mennesker er i besiddelse af, uden
hensyn til deres forskelligartede for-
udsætninger, vil i virkeligheden væ-
re en ulige behandling. De krav, som
stilles enkelte inidvider eller forskel-
lige samfund, hvis udviklingstrin
ikke ligger på samme niveau, må
nødvendigvis være tilpasset efter de
pågældende folks evner, ellers kan
man nemt risikere, at resultaterne
ikke bliver så gode som ønskeligt.
Dette gælder da også for forholdet
mellem danske og grønlændere.
Tor at blive folkeskolelærer her i
Danmark kræves der, at man har
seminarist-eksamen; men dermed er
ikke sagt, at en grønlænder, der har
fået sin uddannelse i Godthåb semi-
narium, kan søge stilling som folke-
skolelærer. Kravene i Danmark er
større og kvalifikationerne er ikke
de samme. — Lad os så sige, at en
grønlænder her i Danmark har fået
supplerende uddannelse i et dansk
seminarium. Efter endt skolegang
søger han ansættelse i Danmark. Her
er det heller ikke givet, at han får
den stilling, han søger. Der vil være
flere danske, som også søger den
samme stilling. Og ved udtagelsen af
de mange ansøgere vil den pågæl-
dende skolekommission først og
fremmest tage hensyn til, hvor stor
en eksamen ansøgeren har. Her har
en grønlænder ofte et handicap, for-
di han på grund af sprogvanskelig-
heder ikke vil kunne hævde sig ved
eksamensbordet. Det samme vil også
være tilfældet med hensyn til besæt-
telsen af lærerembeder i Grønland,
hvis man skulle håndhæve ligheds-
princippet konsekvent, hvor man
udelukkende tager hensyn til de fag-
lige kvalifikationer. Her vil man så
opleve det barokke, at en grønlænder
på grund af sit handicap i uddannel-
sesmæssig henseende, ikke opnår an-
sættelse i en stilling, hvor han mu-
ligvis i sine rent menneskelige egen-
skaber står på højde med sin danske
kollega. Det samme gælder også in-
denfor andre erhvervsmuligheder.
En grønlandsk håndværker har ikke
de samme muligheder til videre ud-
dannelse som en dansk håndværker.
Adgangen til specialuddannelse er
relativt nem for en dansker, medens
det for en grønlænder enten er helt
umuligt eller kun kan gennemføres
ved, at vedkommende tager til Dan-
mark for at få specialkursus.
Nogen vil måske spørge: Vil det
i det hele taget være muligt for frem-
tiden at opnå ligestilling? Hertil må
man svare nej. Ganske vist er det så-
dan, at man skridt for skridt kan
indføre ligelig behandling på visse
punkter; men i de allerfleste tilfæl-
de vil det være ganske umuligt, dels
fordi geografiske forhold gør for-
skellig behandling nødvendig, og dels
fordi grønlændernes og danskernes
livsindstilling er forskellig; og denne
forskel må man nødvendigvis også
tage hensyn til.
Indenfor lovgivningen findes der
forskelle, som er nødvendige for lo-
venes heldige gennemførelse. Alle-
rede i grundloven findes der for-
skellige bestemmelser, som aner-
kender de allerede eksisterende for-
skelle og som følge heraf foreskriver,
at særlige bestemmelser om Grøn-
land kan gives ved lov. Selv i de
grundlovsbestemmelser, der omhand-
ler de såkaldte menneskerettigheder,
og soin i demokratiske lande lande
betragtes som så store goder, at de
ikke må fraviges, er der tilføjet reg-
ler om, at de for Grønlands ved-
kommende kan fraviges ved lov. Der-
for må de oftest omarbejdes og af-
passes, hvis de skal komme til at
gælde for Grønland, således at de
passer til grønlandske forhold. Det
er således givet, at man et langt styk-
ke frem i tiden endnu vil benytte
sig af den fremgangsmåde, der har
været anvendt i mange år, nemlig al
rigsdagen, nu folketinget, bemyndi-
ger administrationen til at give de
fornødne love for Grønland.
Også indenfor administrationen
findes der store forskelle mellem
Danmark og Grønland. Disse forskel-
le er i høj grad betinget af geogra-
fiske forhold, og derfor må man an-
tage, at de vil blive ved med at eksi-
stere. — Påstanden om, at grønlæn-
dere og danske er ligestillet efter
den nye grundlovs ikrafttræden, hol-
der i virkeligheden ikke stik. Der
findes ingen reel ligestilling. Man
kan måske karakterisere forholdet
i dag med et paradoks ved at sige,
at ønsket om ligestilling af grønlæn-
dere og danske opnås ved, at man
ikke behandler dem lige.
Knud Iiertting
i „Kalåtdlit".