Atuagagdliutit - 08.04.1954, Blaðsíða 3

nr. 7
ATUAGAGDLIUTIT — GRØNLANDSPOSTEN
159
Andelsbevægelsen må snart begynde at
virke i Grenland
Alle mennesker kender sikkert
forventningens glæde, og adskillige
liar oplevet en efterfølgende skuf-
felse over det, man glædede sig til.
Man har i lange tider glædet og for-
beredt sig til et eller andet, og når
så selve feststunden indtræffer, for-
står man ikke, hvor feststemningen
bliver af, man har ligesom mistet
evnen til rigtig at glædes. Dette skyl-
des sikkert, at forventningerne har
været alt for store, tankerne har ført
os længere, end de virkelige kends-
gerninger gav os mulighed for at nå,
derfor blev selve oplevelsen en skuf-
felse.
Jeg tror, at det er sådanne uind-
friede forhåbninger, der er skyld i
mange grønlænderes skuffelse over
udviklingen i Grønland i de senere
år, for skuffelsen er der jo. Det mær-
ker man i indlæg i bladene i den
senere tid, og man mærker det ikke
mindre ved samtale med folk.
Forhåbningerne vaktes ved krigens
afslutning, de bestyrkedes ved ned-
sættelsen af kommissionen, og de
log fast form ved udgivelsen af den-
nes betænkning. 1 øjeblikket føres
bestemmelserne ud i livet i del tem-
po, som teknisk formåen og finan-
siel evne tillader. Men grønlænderen
er ikke rigtig med, han opfyldes
ikke af den rigtige besidder- eller
ejerglæde over all det nye, del er
bare noget, der kommer af sig selv,
men det forandrer ikke synderligt
på den daglige tilværelse. Man tjener
nok en del mere end for få år siden,
men det er samtidig blevet dyrere at
leve, tidligere ukendte varer kan
købes og sluger deres del af fortje-
nesten, der er større adgang til for-
nøjelser for penge, og resultatet kan
let blive, at det er vanskeligere at få
pengene til at slå til i dag, end det
var tidligere. Dette medfører let mod-
løshed og skuffelse, og man fristes
til at se tilbage på de gode gamle
dage.
Men da må man huske, at det ikke
er den såkaldte nyordning, der har
bragt brudet med det gamle fanger-
erhverv, som engang gav udkommet
til alle. Dette brud skete gradvis over
en årrække på grund af klimatiske
forandringer, og det er netop disse
forandringer, der har medført, at en
nyordning på del erhvervsmæssige
område var påkrævet, så de nye eksi-
stensmuligheder kunne udnyttes.
For det grønlandske folk må over-
gangen til de nye erhverv, fiskeri og
fåreavl, betragtes som en stor lykke,
idet disse erhverv ved rigtig udnyt-
telse indtjeningsmæssigt skulle kun-
ne bringe deres udøvere på højde
med den producerende befolknings-
del i andre lande og langt videre,
end fangere i et rent arktisk klima
har mulighed for at nå. Den kultu-
relle udvikling må og skal derfor
også lægges således tilrette, at man
inden for en overskuelig fremtid kan
føre den samlede befolkning op til
det stade, der er nødvendigt for at
bestride den nye lids krav, nemlig
udnyttelse af alle muligheder og god
forvaltning af resultaterne.
Denne overgang er langt fra fuld-
byrdet endnu, men man er kommet
så langt, at broerne tilbage er brudt,
og landkendingen forude lader ven-
te på sig derfor melder modløsheden
sig nu. Men der må snart komme en
selverkendelse hos grønlænderen,
en erkendelse af eget værd. Han må
forlade tilskuerens plads og betragte
sig selv som fri medejer, der har
andel i det hele og derfor også ret
og pligt til at yde sin fulde indsats
for landets fremgang. Vejen til frem-
gang, for den enkelte som for sam-
fundet som helhed, er ligetil, der er
kun een eneste, og det er produktion
og atter produktion, produktion af
alt, som kan sælges ud af landet.
Produktion til eget forbrug er selv-
følgelig også nødvendig, men den
bringer ingen større fremgang.
For at vise, at grønlændernes stil-
ling i dag med hensyn til erhvervs-
problemer ikke er noget enestående,
kan det måske være sundt at kaste
blikket tilbage i historien og prøve
at finde eksempler på, at hele be-
folkningsgrupper har tilpasset sig
efter nye erhvervsmuligheder eller
har formået at udnytte og forbedre
allerede bestående, så fattigdom og
modløshed blev vendt til tilfredshed
og voksende velstand. Måske kan vi
her i Grønland lære af disse eksem-
pler.
Omkring 1800 ramtes Danmarks
hovederhverv, landbruget, af en kri-
se, der truede med at standse al ud-
vikling 0g hensætte landet i fattig-
dom. Landbruget var på den tid om-
trent ene om at eksportere og skaffe
indtægter til landet. Der havde fra
ca 1840 været gode priser på korn,
som var den største eksportartikel,
men i de samme år var man ude i
verden begyndt at drage nytte af de
store opfindelser, som fuldbyrdede
overgangen til industrikulturen. Nye
transportmidler lettede vejen fra
andre lande, hvor produktionen af
korn var billigere og det samlede ud-
bytte langt større end i Danmark.
Resultatet blev, at det danske korn
kun med største besvær kunne sæl-
ges og til priser, der var så små, at
det betød underskud for producen-
terne.
Landmændene indså, at de måtte
finde nye veje, og de fandt dem.
Kornet skulle omsættes til smør,
flæsk og kød. Eksporten af disse va-
rer kun 2 millioner kg i 1850, men
i 1900 var man oppe på 135 millio-
ner kg, og en solid velstand bredte
sig igen over landet.
Overgangen havde ikke været let,
den enkelte landmand kunne ikke
klare den, og dens vellykkede udfald
skyldes ene og alene, at landmænde-
ne under påvirkning fra højskolen
fandt sammen i andelsforetagender
på næsten alle områder.
For grønlænderne vil det måske
være mere opmuntrende at høre, at
noget tilsvarende har fundet sted
inden for fiskeriet. I Danmark op-
rettede fiskerne den første andels-
salgsforening i 190G, og i løbet af de
næste 20 år voksede antallet til ea.
90. Men alligevel har disse forenin-
ger ikke opnået den samme afgøren-
de betydning for de danske fiskere,
som den samme bevægelse har haft
for fiskerne i de små nordnorske
byer, hvor fiskeriet omtrent er ene-
ste næringsvej, og hvor livsbetingel-
serne omtrent er de samme som her
i Grønland.
I disse gode egne beherskedes det
økonomiske liv på mange småsteder
af en enkelt købmand. Han ejede den
eneste butik på stedet og kunne selv
bestemme priserne på fisk så lavt,
at befolkningen blot formåede at be-
iale de varer, som købmanden bered-
villigt gav dem på kredit i de dårlige
fangstperioder. Enhver kan forstå,
at det er umuligt for befolkningen på
sådanne steder at opnå en menneske-
lig tilværelse. Men fiskerne over-
vandt besværlighederne, og løsnin-
gen var også her andelsforetagen-
der til afsætning eller forarbejdning
af produkterne og lil indkøb af be-
folkningens forbrug af varer.