Atuagagdliutit - 12.01.1956, Blaðsíða 5

Hvad ligaer der i ordet had?
På baggrund af diskussionen om
det påståede „danskerhad" i Grøn-
land skriver skoledirektør M. G a m,
Godthåb:
Det er vist svært i det danske
sprog at finde et stærkere ord end
det lille ord liad. Der står ild og blod
ud af det. Det er en atombombe, der
skal behandles med yderste forsig-
tighed. Med den dybe og blodige er-
faring, vi har med det ord, lægger
vi det varsomt, indpakket i vat og
med påskrevet forsigtig, brandfarlig
hen et mørkt sted og låser døren
for det. Eller nogen kunne komme
til at røre ved det og bruge det i
utide.
Ordet ligger nede på bunden af
en dyb, dyb brønd iog blinker, men
vi ser sjældent til det. Man kommer
til at gyse ved at se ned i den brønd,
så svimlende dybt og uhyggeligt er
der.
En sådan alvorlig opfattelse af or-
det — alvorlig som døden selv —
har vi danske af ordet had. Vi har
nemlig en baggrund, en frisk erin-
dring om en tid, da det var hentet
frem fra sit dybe gemmested og ta-
get i brug igen, fordi landet og vi
alle var i fare. Jeg tænker her på be-
sættelsestiden for 10—15 år siden.
Men så meget skulle der altså til, før
vi trak ordet had op af brøndeh.
Man kan forstå, at danskerne kun-
ne komme til at hade tyskerne, der
besatte landet og udsugede det for
milliarder. Men det er dog et spørgs-
mål, om ikke ordet er for stærkt
alligevel, — om vi ikke skal nøjes
med at anvende det, når det ligefrem
drejede sig om en aktion fra tysker-
nes side, — mod ens nærmeste, der
enten blev skudt eller ført i koncen-
trationslejr — eller når de skød en
af vore mest kendte personligheder,
fordi de vidste, det ville gøre os dø-
deligt ondt. Vi kan nævne Kaj Munk.
Had rettedes vel nok mod de ty-
skere, der blot var i Danmark, men
ikke i den grad, som når der kom
blod mellem dem og os.
I de store dramaer af verdens stør-
ste digtere er de stærkeste følelser,
mennesket har, kærlighed og had,
skildret på forskellig måde og med
varierende dybde. Kærlighed vender
sig ofte og bliver til had, sin mod-
sætning, i disse dramatiske værker
— og slår ud i vild lue som vildt
had, når kærligheden dør, svigter el-
ler ikke besvares. Men ordet kærlig-
hed er i det danske sprog ligesom
mere nuanceret, end had er det. Om
jeg har ret heri, er ligegyldigt i den-
ne forbindelse, for det gælder for
mig her blot om at illustrere for Dem
hvor stærkt et ord had er i dansk.
Der er flere former for kærlighed,
vel også for had, men alligevel: Vi
er ikke bange for at bruge ordet
kærlighed i flere, ikke ens forbin-
delser, men vi tør ikke på samme
varierende måde anvende ordet had.
—- Jeg gør del i hvert fald ikke.
Og mon ret mange i det hele taget
hader nogen? Jeg tror det ikke — i
hvert fald ikke, hvis man har en vis
oplysning. For den erfaring, man
får med årene, den modificerer ens
følelser. Ligeledes den erfaring, som
oplysning bringer med sig.
Det er nok muligt, at man kan
komme ud for, at een noget uover-
vejet kan udbryde, at han hader en
eller anden, men det er nu ikke altid
udtryk for den følelse, man kalder
had. Der kan være tale om en eller
anden grad af ikke at kunne lide, ik-
ke fordrage, ikke bryde sig om o.s.v.
men man skal langt og dybt ned for
at finde hadet.
Krigen er forbi, tyskerne er for-
længst ude af Danmark. Der sidder
måske nok endnu en sort plet had
i dem, der mistede deres nærmeste
på grund af tyskerne — eller selv
blev pint af dem', men som helhed
hader den danske befolkning ikke
tyskerne i dag.
Dette også for at belyse, hvor
stærkt ordet had virker i danskes
øren. Det er ikke et liverdagsord. —
Det bør kun bruges, når der er tale
om virkelige dødsfjender.
Der kan piskes en hadstemning op
i et folk på kort tid. Tænk bare på,
hvor hurtigt og næsten totalt det sker
når krig er brudt ud eller er lige ved
det. Det er et våben i sig selv, hadet,
som de krigsførende altid straks sø-
ger at få mobiliseret sammen med
soldaterne. Det våben kan koste en
del propaganda, men er ellers gratis.
Soldaten tager det selv med sig —
eller gør han? — Han hader vel ik-
ke engang den fjendtlige soldat, han
står overfor? Men han frygter ham.
Han ved, det er om at skyde eller
slå først. Ellers bliver det bare hans
egen død.
Så langt skal vi altså også ud — ud
på slagmarken — og så endda ikke
være sikker på, det er had, der står
mellem de to soldater, der møder
hinanden og kun har een tanke: —
Skyd først! --------
I det gamle eskimoiske samfund
kendte man hadet — kendte det i
form af hævnmord. Det ellers så
fredelige og hjælpsomme liv, der le-
vedes, kunne pludselig formørkes
af en hævnpligt, hævntørst, der kun
kunne kølnes i blod. — Hvis det alt-
så var had? Og ikke blot hævnfø-
lelse — eller rettere pligt til at hæv-
ne? — Som ikke lod sønnen i fred,
før hans harpun sad i ryggen på fa-
derens banemand.
Så stærkt er det danske ord had.
Så stærkt, at vi ikke altid er sikre
på, at vi kan bruge det, selv i så
stærke situationer og om så dybe fø-
lelser.
Der er mange sprogforskere, der
har den opfattelse, at et menneske
ikke magter at lære mere end eet
sprog til bunds, helt til bunds — med
alle de nuancer, der er i ordene og
udtrykkene, og alle de følelser, der
kaldes frem, når sproget udnyttes
til det yderste — ja, ikke engang al-
tid kan lodde et enkelt ords betyd-
ning som f. eks. had. — Hvis det er
rigtigt, hvad det sikkert er — altså
at man ikke kan have mere end eet
modersmål, kun virkelig til bunds
behersker eet sprog, så bør man væ-
re endnu mere forsigtig med ordenes
anvendelse. —: Jeg siger ikke har
lært, kan, forstår, — jeg siger netop
med forsæt behersker. — Så man er
i stand til at lodde dybden i de store
ord og de dunkle udtryk — og hvor
mange danske er det i deres eget
sprog? — Men de har dog en fornem-
melse af, hvor dybt eller stærkt et
ord eller udtryk er og af den grund
bruger det med forsigtighed. Jer er-
kender, jeg ikke i enhver situation
tør sige, jeg kender det danske sprog
i alle dets følelsesmæssige udtryk,
alle dets nuancer.
De forstår måske, hvor jeg vil hen?
Det er ikke en sprogtime. Det drejer
sig om noget meget alvorligere. Det
angår de dybeste menneskelige følel-
ser, der kommer i oprør, når et
dybt indhav, følelsernes hav i os, i
mennesket, røres til sin dybe bund.
Man skal derfor vare sig for at
røre i dette hav. Der er konsekven-
ser i det. Det slår op med store
bølger og sluger meget mere, end
man ventede det muligt. Det skal
derfor ligge i ro. Det er mere end tid-
ligt nok at søge til det, når der vir-
kelig fare på færde, og man skal vær-
ge sit land og sine kæreste med sit
liv.
Hvor vil jeg hen? — Jeg vil hen til,
ned i, ordet had. Jeg vil fortælle jer
grønlændere, at så farligt, så stærkt,
så dybt, så atomfarligt er det ord
had på dansk.
Lad andre mene, jeg sætter ordet
på en højere plads, giver det en stør-
re karakter, end det fortjener! Lige
meget! I den forbindelse jeg vil bru-
ge det, er det ikke sat i for stærkt
et lys. For det er et dødsensfarligt
ord.
Og derfor skal vi omgås det var-
somt. Lad det hvile på bunden af den
dybe brønd! Lad os ønske, ja, tro på
— og derfor arbejde efter det — at
det aldrig i forholdet grønlændere—
danske behøver at blive trukket op af
den brønd! Lad det hvile dernede!
Hejs det ikke tankeløst op! Det er et
frygteligt ord. Farligt ord. Levende
ord. Før du ved af det, er det ude
af hænderne på dig, og du ser, det
har tændt ild hos naboen!
Lad os håbe, ja tro på, der aldrig
bliver brug for det ord os danske og
jer, grønlændere, imellem. Jeg ville
blive dybt fortvivlet, hvis jeg troede
på, at der — som det siges — nu var
ved at opstå danskerhad i Grønland.
Men jeg ved, det ikke er rigtigt at
bruge det ord — som også er farligt
på den måde, at det •—- som en
boomerang ■— vender sig i luften på
sin bane og styrer lige henimod den,
der kastede den.
De kender alle historien om dren-
gen og ulven. Den kan bruges i
mangfoldige tilfælde og forbindelser
således også her.
Drengen råbte to gange, ulven var
ude blandt fårene — for at narre
gårdens folk op af deres gode mid-
dagssøvn. De kom begge gange og så,
der ingen ulv var. Og da så drengen
råbte tredie gang, at ulven var der,
så vendte de sig bare om og sov
videre — — og ulven var der virke-
lig og overfaldt både fårene og dren-
gen.
Han havde — drengen — brugt
det farlige ord „ulven" i utide, og
det kom til at gå ud over ham selv
til sidst.
Så farligt er det også at bruge or-
det had i utide!
Det kan ramme den, der udsender
det!
'
Upernaviup umiatsialivia — juni 1955. — Havnen i Upcrnavik — juni 1955,
Foto: P.
5