Atuagagdliutit - 12.01.1956, Blaðsíða 6

Kan Grønland give fredningsregler
udenfor sit søterritorium?
Der har tidligere i landsrådet væ-
ret diskussion, om der kan gives reg-
ler for hvalrosfangst, så at de også
gælder udenfor Grønlands søterrito-
rium, således at fremmede også er
pligtig til at respektere reglerne. —
Redaktionen har anmodet kontorchef
Ph. Rosendalil om at give en let
oversigt over problemets folkeretlige
side og har modtaget følgende:
ER DET ÅBNE HAV FÆLLES FOR
ALLE
I folkeretten læser man, at i mid-
delalderen gjorde hver stat efter for-
godtbefindende krav på større eller
mindre dele af de den omgivende
have. Således gjorde f. eks. Danmark
krav på Østersøen og Norge på Nord-
havet mellem Island og Norge o.s.v.
men i begyndelsen af 1700 tallet slog
den regel igennem, at de åbne have
var fælles for alle, idet ingen stat
bør kunne udstrække sin suveræni-
tet over det åbne hav udenfor søterri-
toriet. På det åbne hav har derfor
enhver stat for sig og sine borgere
ret til fiskeri og anden benyttelse.
Dette er stadig hovedreglen nu om
dage, men fra gammel tid og i afsides
egne af verden har der været und-
tagelser fra denne regel, og i nyere
tid er der sket brud på regelen. Disse
undtagelser og brud er det værd at
se lidt nærmere på, nu hvor proble-
mer om regulering af fangsten på
hvalros, grønlandssæl og klapmyds
på det åbne hav er fremme mellem
de interesserede lande.
I VISSE LANDE HÆVDER STATEN,
AT FAUNAEN PÅ HAVBUNDEN
UDOVER KYSTENS SÆDVANLIGE
TERRITORIALGRÆNSE ER SELVE
STATENS EJENDOM.
I disse tilfælde har hverken frem-
mede eller statens egne fiskere ret
til at udnytte den pågældende natur-
lige erhvervskilde. Staterne som så-
dan har gennem tiderne høstet for-
delen, og fra fremmed side har disse
stater ingensinde mødt modstand
herimod.
Som eksempler herpå kan næv-
nes:
at Storbritannien hævdede statsejen-
domsret til selve havbunden, på hvil-
ket perlefiskeriet foregår ved Bah-
rein og mellem Ceylon og Indien,
skønt bankerne strækker sig 6—21
sømil fra kysten, og hævder at kun-
ne lovgive for den således ejede hav-
bund. Loven, der er af 1811, gælder
også udlændingen.
at Vestaustralien hævder visse love
om perlefiskeri langt ud over 3-mile-
grænsen, skønt loven tilsyneladende
kun er rettet mod britiske under-
såtter,
at tilsvarende lov er givet i 1888 for
Queenslands perlefiskeri i Torres-
strædet,
at beyen af Tunis blandt andet kræ-
ver eneret til svampe på en banke
udenfor 3-milegrænsen for Tunis’
kyst, som følge af fortsat og ubestridt
udnyttelse gennem år,
al Mexico og Columbia på samme
måde har lovgivet angående perlefi-
skeriet ud for dets kyster.
VISSE LANDE HAR HÆVDET EN
HØJHEDSRET TIL FAUNAEN I
VANDET OVER HAVBUNDEN UD-
OVER KYSTENS ELLER BUGTENS
SÆDVANLIGE SØTERRITORIUM
I disse tilfælde har kun landets
egne fiskere ret til at udnytte de på-
gældende erhvervskilder, hvorimod
fremmede ikke må drive fiskeri der.
Som eksempler kan nævnes,
at Storbritannien, skønt den hidtil
har været den stærkeste tilhænger
af 3-milereglen, hævder talrige und-
tagelser for engelske farvande: Disse
gælder hovedsagelig udelukkelse af
fremmede fiskere i de brede bugter
rundt om de britiske øer også uden-
for 3-milegrænsen,
at Norge hævder lignende regler og
lukker bugter på indtil 44 sømils
bredde.
at Island i 1948 har proklameret lig-
nende regler og i 1950 og 1952 har
lukket bugter indtil 60 sømils bredde.
at Mexico, Argentina, Chile og Peru
har proklameret højhedsret (altså
udelukkelse af fremmede fiskere)
langt udenfor deres kyster; Chile
endogså 200 sømil udenfor disse, Pe-
ru har gjort det samme under påbe-
råbelse af, at det er en nødvendig-
hed for at bevare de gødningsmid-
ler, som guanofuglene efterlader på
øer udenfor dets kyst, idet den fi-
skebestand, som disse fugle opret-
holder livet med, er en forudsætning
for gødningens aflejring, og denne
er af stor økonomisk værdi for lan-
det. Det er dog den almindelige me-
ning, at disse sydamerikanske lande
er gået alt for vidt.
VISSE LANDE HÆVDER AT KUN-
NE UDØVE JURISDIKTION UDEN-
FOR KYSTENS SÆDVANLIGE SØ-
TERRITORIEGRÆNSE
Denne lovgivning, disse lande her-
ved udøver, går alene ud på at be-
skytte faunaen mod rovdrift, men
når beskyttelsesreglerne blot følges,
må såvel landets egne som fremme-
de fiskere udøve fiskeri der.
Som vigtigste eksempel herpå kan
nævnes:
al USA i 1945 har udstedt en prokla-
mation, der går ud på, at USA ensi-
digt kan udstede kontrolbestemmel-
ser til bestandens bevarelse ved ud-
over 3-milegrænsen at oprette be-
skyttelseszoner, i hvilket fiskeriet
reguleres. Der er ikke tale om, at
Island har lukket bugter på indtil CO sømils bredde.
kystbefolkningen har en eneret til fi-
skeriet, fremmede må også fiske der.
Der er ikke fastsat nogen begræns-
ning for, hvor langt til søs zonen
må gå, men alene biologiske hensyn
skal være afgørende.
Det nye ved denne proklamation
er, at U.S.A. ensidigt proklamerer
regler herom, medens man tidligere
havde den regel, at der krævedes
fælles beslutning fra samtlige de in-
teresserede stater. Sådanne fællesbe-
slutninger findes, og gives særligt,
hvor det drejer sig om store fiske-
banker langt ude på det åbne hav,
hvis forekomsten af de frit svøm-
mende fisk stod i fare for udfisk-
ning som følge af moderne fiskeme-
toder.
U.S.A. har i henhold hertil uden
international aftale bl. a. lovgivet om
mindstestørrelse på svampe i Mexico
golf, og forbudet mod at henkog-
ningsskibe ikke må arbejde i havet
udenfor Alaskas laksefloder kan også
ses under denne synsvinkel.
VISSE LANDE HAR ENSIDIGT PÅ-
LAGT DERES EGNE FANGSTMÆND
AT RESPEKTERE FREDNINGS-
REGLER PÅ DET ÅBNE HAV
Disse regler gælder således kun
det pågældende lands beboere. Frem-
mede fangstmænd er ikke forpligtet
til at rette sig efter dem. Men når
reglerne alligevel er af megen vær-
di, er det dels fordi områderne lig-
ger så fjernt og dels kræver så spe-
cielt udrustede skibe og specielt ud-
dannede fangstmænd, at fremmede
faktisk ikke driver erhverv der.
Som eksempler herpå kan nævnes
at Norge forbyder norske sælfangere
at begynde sælfangst i havet øst for
Østgrønland før den 23. marts, og
fangsten skal ophøre senest den 15.
maj,
at Norge kun tillader norske sælfan-
gere at fange klapmyds i Danmarks-
strædet fra 1. juni til 10. juli,
at Norge forbyder norske sælfangere
at gøre mere end een fangsttur om
året,
at Norge forbyder norske sælfangere
at begynde sælfangst ved New
Foundland før den 10. marts,
at Canada forbyder canadiske sæl-
fangere at begynde sælfangst ved
Newfoundland før den 13. marts,
at Norge siden 1951 har forbudt en-
hver nordmand at drive hvalros-
fangst noget sted i verden,
at Canada i 1947 som hovedregel har
forbudt alle andre end eskimoer at
dræbe hvalros, og selv eskimoer kun
må dræbe dem til føde for sig og
hunde.
HVILKE AF DE ANFØRTE BESTEM-
MELSER KAN VISE VEJ TIL GRØN-
LANDS BEFØJELSE TIL AT REGU-
LERE HVALROSFANGSTEN PÅ
YNGLEPLADSEN I HAVET UDEN-
FOR HOLSTEINSBORG OG DISKO-
BUGTENS SØTERRITORIUM
Af afsnit II om banker med perle-
muslinger, svampe og lignende bund-
dyr kan ikke udledes nogen princi-
piel linie af interesse for Grønland,
allerede fordi der synes at være no-
get specielt for bunddyr; men også
fordi reglerne synes knyttet til gam-
mel uimodsagt hævd.
Af afsnit III om Englands, Norges
og Islands udelukkelse af fremmede
fra visse dele af det, man i alminde-
lighed regner for det åbne hav, kan
heller ikke udledes. Der synes for
Englands vedkommende at være gam-
mel hævd, og for Norges vedkommen-
de tillige kystens særegne karakter
med dens udløbende o gudstrakte
skærgård. Islands lukning i 1952 af
dets store bugter grunder sig ikke på
gammel hævd og har mødt protest
6