Atuagagdliutit - 10.10.1957, Blaðsíða 8

Mere om fiskepriserne
Et gensvar til KGH’s direktør fra landsfskeri foreningens sekretær
Chefen for Den kongelige grønland-
ske Handel, direktør Hans C. Chri-
stiansen, har i „Grønlandsposten" nr.
19. skrevet en artikel med titlen: —
„Grønlandske fiskepriser kontra nor-
ske og andre priser", og det indlæg
har som undertitel: „Et svar...i an-
ledning af Kaj Narup’s artikel ..."
Jeg er desværre ikke blevet overbe-
vist om, at mine synspunkter er for-
kerte, thi efter min opfattelse findes
der kun en måde, hvorpå man kan be-
stride rigtigheden af tal og kalkula-
tioner: Nemlig med andre tal.
KGH-direktøren starter med at un-
dre sig over, at jeg sammenligner fi-
skeriet ved Grønland med samme er-
hverv ved Lofoten. Jeg skal gå med
til, gt færøsk hjemmefiskeri måske
havde været endnu bedre som sam-
menligningsgrundlag, men jeg har p. t.
ingen mulighed for at skaffe disse tal
frem. På den anden side finder jeg,
at få lande eller landområder i verden
minder — alle forhold taget i betragt-
ning — så meget om det midterste
Vestgrønland som netop de nordligste
egne i Norge. Denne opfattelse deler
jeg med andre. For nogle år siden ud-
gav kontorchef P. P. Sveistrup en bog,
hvor erhvervsforholdene i Alaska,
Nord-Canada og arktisk Sovjet blev
sammenlignet med de samme forhold
i Vestgrønland. I denne sammenlig-
ning inddrog forfatteren også Nord-
Norge (som ellers ikke henregnes til
arktiske områder), netop fordi så man-
ge andre forhold mindede om Grøn-
land. Bogens titel var (citeret efter
hukommelsen) Erhverv og kultur
langs polarkredsen.
der alle KGH’s behandlingssystem: —
Fisken flækkes, skylles, saltes i 6
døgn, vaskes og saltes i 21 døgn, hvor-
efter en kritisk vragning finder sted.
Færøbehandlet saUfisk produceres let-
tere, bl. a. bliver de sorte hinder sid-
dende på fisken og en omlægning i nyt
salt træder i stedet for den bevsærlige
omvaskning. Det er langt lettere at la-
ve saltfisk på den færøske måde, så
en sammenligning af de respektive
indhandlingspriser pr. kilo er direkte
misvisende.
FORDELINGEN AF EN SALGS-
KRONE OG EN PRODUKTIONS-
KRONE
Derimod kunne man med rimelighed
prøve at sammenligne de omkostnin-
ger, som man må afholde for at pro-
ducere en vis mængde saltfisk hen-
holdsvis på færøsk/norsk maner og ef-
ter KGH’s metode. I Hans C. Chri-
stiansens artikel finder vi oplysnin-
ger om, hvad det i Norge koster at
lave 450 kilo saltfisk. Det koster 767,70
kr. plus emballage, fragt m. v., og det
svarer nøje til salgsprisen. — Ved en
simpel division kan vi nu lave en op-
stilling, der viser fordelingen af 1
salgskrone:
til fiskerne for råvare ca. 70,6 øre
- salt og emballage - 9,2 -
- arbejdslønninger ... - 7,3 -
- forrentning,
administration,
fortjeneste m. v. ... - 7,5 -
- fragt ............ - 5,4 -
100,00 øre
OVERENSSTEMMELSE MELLEM
NORSKE OG GRØNLANDSKE TAL
Hans C. Christiansen siger videre,
at Lofotens fiskeri er et typisk sæson-
fiskeri. Dette ubestridelige faktum kan
vi alle være enige om. Men når direk-
tør Christiansen fortsætter med at be-
tegne denne kendsgerning som grund
til at tage „et meget væsentligt for-
behold" så må jeg protestere. Ved et
sæsonfiskeri skulle man normalt kun-
ne regne med en ekstraordinær effek-
tiv udnyttelse af materiel og arbejds-
kraft med de heraf følgende særligt
lave omkostninger pr. produceret en-
hed, d. v. s. en sammenligning mellem
norsk sæsonfiskeri og grønlandsk hel-
årsfiskeri skulle ikke være ugunstigt
i Grønlands favør. Jeg påviste endvi-
dere i enkelte tilfælde (omkostninger-
ne til forrentning, afskrivning etc) at
der tilsyneladende var endog meget
nøje overensstemmelse mellem norske
og grønlandske tal. Endelig skal jeg
erindre om. at de norske tal er frem-
skaffet af Fiskeridirektoratet, der er
en statsinstitution, og som har mange-
årig erfaring med hensyn til frem-
skaffelsen af fiskeriøkonomisk stati-
stik. Alt i alt kan jeg ikke se noget
forkert i at anvende de tal, som jeg
byggede på.
Derimod føler jeg det nødvendigt
at kommentere direktørens tal fra
Nordafar, idet tallene kræver oplys-
ninger om de faktiske forhold: For det
første gælder tallene for færøske små-
båre, hvor selskabet mod en billig leje
stiller båd, redskaber og bolig til dis-
position, og hvor selskabet for en lav
pris påtager sig transporten af fisker-
ne fra Færøerne til Grønland og til-
bage igen (Billetpris 200 kr. pr. mand
hver vej!). Endvidere gælder saltfiske-
priserne for de færøske større både,
men til gengæld leveres der disse både
ekstraordinært billigt salt. De norske
både, som er tilknyttet Nordafar og
A/L Utrustning får mere for saltfisken
i Færingerhavnen.
Men min vigtigste indvending mod
rimeligheden i at sammenligne KGH’s
priser for 2. gang saltet torsk med
Færingehavn-priser er, at det slet ikke
drejer sig om samme produkt. Vi ken-
Disse tal betyder, at hver gang, der
sælges norsk saltfisk for 1 krone, så
får fiskerne lidt over 70 øre, arbej-
dere lidt over 7 øre o. s. v.
De analoge tal for grønlandsk salt-
fiskeproduktion har jeg desværre ik-
ke, men jeg har derimod fordelingen
af omkostningerne for torskeproduk-
tion under eet, d. v. s. saltfisk, tør-
fisk og (formentlig) torskefilet og fros-
sen rundtorsk. Hvis vi nu antager, at
saltfiskens omkostningstal svarer til
alle torskevarernes gennemsnit, og det
erindres, at saltfisken udgør den kvan-
titativt største del, så kommer vi i
første omgang til disse tal, der viser
fordelingen af en produktionskrone:
Fisk modtaget fra
erhververne ......... 34,0 øre
Lejede i produktionen ... 17,6 -
Bestillingsmænd i pro-
duktionen .............. 4,7 i
Driftsmaterialer ...... 14,6 -
Fragt .................. 7,2 -
Indirekte omkostninger 15,0 -
Afskrivning og forrent-
ning ................... 5,4 -
Salgsomkostninger ...... 1,5 -
100,0 øre
Desværre viser det sig p. t., at det
ikke er nogen særlig god forretning
for KGH at sælge saltfisk, for det
kvantum fisk, som i samlede omkost-
ninger koster f. eks. 100 øre, det brin-
ger kun 86,4 øre, når det oplosses i
f. eks. græsk havn. Ved en simpel for-
holdstalsregning kan vi omsætte pro-
duktionens tal de til tilsvarende tal
for en salgskrone. Hver gang, der sæl-
ges grønlandsk saltfisk for 1 krone, så
får:
Fiskerne ............
Lejede ..............
Bestillingsmænd .....
Driftsmaterialer ....
Fragt ...............
Indirekte omkost-
ninger ..............
Afskrivn. og forrentn.
Salgsomkostninger ■ ■ •
ca. 39,4 øre
- 20,0 -
- 5,4 -
- 16,9 -
- 8,3 -
- 17,4 -
- 6,2 -
- 1,7 -
Ialt: 115,3 øre
Vi vil nu i første omgang se bort
fra, at den grønlandske saltfisk jo fak-
tisk betales med lidt mere pr. kilo
end den norske. Lad os direkte sam-
menligne, hvorledes salgskronen for-
deles i de to lande, og for nemheds
skyld trækker vi de grønlandske tal
sammen efter samme system og i sam-
me rækkefølge som de norske.
For hver KGH-salgskrone går der:
Til fiskerne ............ 39,4 øre
- salt og emballage
(driftsmaterialer) ... 16,9 -
- arbejdslønninger
(lejede og bestillings-
mænd + % af in-
direkte omkostn.) .... 37,0 -
- driftsomkostninger
(afskrivning + % af
indirekte omkostn.
+ salgsomkostn.) ... 13,7 -
- fragt ................. 8,3 -
stadig 115,3 øre
STORT SALTFORBRUG I GRØN-
LAND
En direkte sammenligning giver nu:
Fiskernes betaling: Den norske fi-
sker får næsten dobbelt så meget som
sin grønlandske kollega.
Driftsmaterialer: De grønlandske ud-
gifter er noget større end de norske.
En del af forklaringen ligger i, at
grønlandsk salt skal fragtes over læn-
gere afstande og skal fordeles til man-
ge små fiskehuse, men det er dog næp-
pe forklaring nok. Dir. Christiansen
går ud fra, at Norge bruger 360 kilo
salt til produktion af 450 kilo saltfisk,
og det er ikke meget galt. Der regnes
med, at saltforbruget ligger på 70—
90 pct. af saltfiskevægten, så det er
netop gennemsnittet, der er regnet
med.
I Grønland bruges der i gennemsnit
efter KGH’s egne beregninger meget
mere salt. I regnskabsåret 1955 (og se-
nere statistik har jeg ikke kunnet
fremskaffe) brugte „Handelen" ikke
mindre end 132 kilo salt pr. 100 kilo
produceret saltfisk. Her ville man i
Norge have brugt ca. 80 kilo.
Dette betyder i realiteten, at an-
slår man den grønlandske saltfiske-
produktion til 5.000 tons, så bruger
KGH 2,6 millioner kilo salt for me-
get. Dette salt koster de grønland-
ske fiskere næsten en halv million
kroner om året, eller sagt på an-
den måde: Hvis der blev passet på
saltet, så kunne indhandlingspriser-
ne på torsk forhøjes med ca. 10 pct.
uden at det samlede resultat for
produktion blev forringet. Jeg ved,
at også hovedrevisoratet har op-
mærksomheden henledt på KGH’s
saltforbrug, så vi kan jo håbe, at
der snart sker noget.
FOR MANGE BESKÆFTIGEDE
I PRODUKTIONEN?
Arbejdsløn: Trods Norge har nogle
af verdens højeste lønninger indenfor
fiskeindustrien, så anvender man i
Norge langt mindre end i Grønland.
Dette kan delvis forklares ved, at
Grønlands Handel stadig opretholder
mange små, upraktiske fiskehuse, hvor
der på en kort sæson produceres et be-
skedent kvantum fisk. Men er det for-
klaring nok? Mon der ikke skulle væ-
re for mange beskæftigede i produk-
tionen? Mon der ikke skulle være for
mange, der hæver løn, procenter og
dueører uden at yde nok til gengæld?
Driftsomkostninger: Det er forbløf-
fende, at norsk initiativ kan arbejde
så meget billigere end KGH, der låner
sine penge til lave renter, og som ikke
skal kalkulere med en fortjeneste. —
Jeg har på fornemmelsen, at flere og
flere i Grønland vil give vor udmær-
kede folketingsmand Augo Lynge ret:
Statsdrift har en tendens til at blive
dyr.
Fragten: Alene på fragtområdet sy-
nes KGH’s udgift nogenlunde rimelig.
Når grønlandsk saltfisk skal sejles
længere end norsk, så må der heroppe
også regnes med større fragtudgifter.
Mine tal tyder på, at når KGH trods
de lave indhandlingspriser på torsk
ikke får saltfiskeproduktionen til at
svare sig økonomisk, så er årsagen et
dyrt og ineffektivt produktionsapparat.
Jeg ved, at der findes undskyldende
momenter, men jeg kan ikke tro, at
disse undskyldninger alene kan bort-
forklare de store omkostninger, som
direkte hindrer, af fiskerne kan få
mere for deres produkter.
IKKE FLERE MONOPOLER
Der er for tiden megen diskussion
om monopoler i Grønland. KGH’s di-
rektør vil have udvidet det område,
hvor han har monopol. Det store fler-
tal af landets indbyggere ønsker sik-
kert monopolerne afviklet. Det fær-
øske fiskeeksport-selskab „Føroya Fi-
skasøla" har forlængst mistet sin ene-
ret til salg af salt- og klipfisk, og mon
det nu ikke også var på tide, at man
undersøgte KGH-eksportmonopol, der
ganske vist i teorien siges at være
producenternes eget foretagende.
Jeg anførte, at den grønlandske
hvid vingede fisk betales noget højere
end den almindelige saltfisk. Hvor der
i Grækenland er betalt £ 93.0.0. C&F
for norsk fisk, der er grønlandsk solgt
for indtil 106 pund sterling. Det bety-
der, at Handelen opnår ca. 25 øre me-
re pr. kilo end nordmændene. Denne
„overpris" betinges at- den behandling
(omvaskning, kritisk vragning etc),
som fisken får i Grønland, men er
denne behandlingsmåde fornuftig? —
Kan producenterne, altså fiskerne —
som i teorien ejer hele foretagendet —
have nogen fordel af, at den hvidvin-
gede fisk ser så pæn ud? Hvad siger
tallene:
1 kilo norsk saltfisk betales med
ca. 1,80 da. kr. Heraf får fiskerne
ca. 70 pct. = 1,26 kroner. Til ar-
bejdsløn går der 7,3 pct. — ca. 0,13
kroner.
1 kilo grønlandsk saltfisk betales
med indtil 2,05 da. kr. Fiskerne får
'knapt 40 pct. = 0,82 kr. Til lønnin-
ger bruges 37 pct. — ca. 0,75 kro-
ner.
KGH bruger efter mine beregnin-
ger 62 øre for at „tjene" 25 øre. —
Det kalder jeg Ebberød-Bank-sy-
stemet, men det morsomme er hur-
tigt overset. Thi hele denne produk-
tion koster de grønlandske fiskere
næsten 2 millioner kroner, om året.
— Jeg glæder mig til at se KGH’s
stand på fiskerimessen i Forum i Kø-
benhavn. Der skal sikkert være et
utal af fine statistik’er, som viser, hvor
fint det hele går i Grønland.
Godthåb, den 16. september 1957.
Kaj Narup.
Nye spiritus-
bevillinger
Landsrådet drøftede i den nu afslut-
tede samling "også nogle ansøgninger
om beværterbevilling. Forhandlinger-
ne skete for lukkede døre. Det vedto-
ges at give følgende bevillinger:
Restauratør Mogens Krytz Jensen,
Sukkertoppen, tilladelse til udskænk-
ning af lyst øl.
Kaffebarindehaver Peter Thomas
Pedersen, Egedesminde, tilladelse til
udskænkning på vilkår af sundheds-
kommissionens godkendelse af loka-
lerne.
Købmand Ole Flendsted, Egedes-
minde, tilladelse til forhandling af
spiritus.
I anledning af en henvendelse fra
KGH vedtoges det at udtale, at det
ikke skønnes rigtigt at meddele bevil-
ling til almindelig restaurationsvirk-
somhed med udskænkning fra KGH’s
gæstehjem, men at man på den an-
den side anser bevilling for ufomøden,
forsåvidt udskænkning kan finde sted
under måltider på lignende måde og
omfang, som udskænkning f. eks. for
tiden finder sted for passagerer på
KGH’s passagerskibe.
8