Atuagagdliutit

Árgangur

Atuagagdliutit - 30.07.1959, Blaðsíða 4

Atuagagdliutit - 30.07.1959, Blaðsíða 4
»Hvorfor er I ikke kommet før?« spurgte Utaic Thulemissionærerne Missionsarbejdet i Thule for 50 år siden Den 4. august er der gået 50 år, si- den den første gudstjeneste blev holdt i Thule og dermed missionsarbejdet i Thule begyndte. Da Knud Rasmussen og Mylius Erichsen ved deres rejse ad den store slædevej over Melvillebugten var kommet i forbindelse med polareski- moerne, arbejdede de ivrigt for, at disse fjerne områder skulle lægges ind under den danske stats suverænitet og ansvar, men regeringen mente på det tidspunkt ikke, at der var grundlag for at udstrække den danske suveræ- nitet så vidt. Ved privat initiativ I stedet gik man så i gang med at få en handelsstation og en missionssta- tion i gang ved privat frivilligt initia- tiv gennem Det danske Missionssel- skab og Udvalget for den grønlandske Kirkesag. En indsamling blev sat i gang for at skaffe midler til missions- stationens oprettelse og missionsarbej- dets fortsættelse ,og to grønlændere, Gustav Olsen og Sechmann Ros- back, var villige til at drage op til deres fjerne stammefrænder for at forkynde dem budskabet om Kristus. Den 20. juni for 50 år siden ordine- redes Gustav Olsen ved en festguds- tjeneste i Jakobshavn kirke. 18. juli afrejste missionærerne fra Jakobshavn sammen med Knud Rasmussen, og den 23. nåede de frem til Thule. Knud Rasmussen fortalte, hvordan en af polareskimoernes ældste ved Knud Rasmussens afrejse fra Thule havde sagt ham, at han havde noget vigtigt at sige. „Du er en ung mand," havde den gamle SorKaK sagt, „og nu lægger jeg mine hænder på dine skul- dre. En gammel mands tale har altid kraft, og når en gammel mand beder en ung mand om noget, så får den unge mand i samme øjeblik forplig- telse. Jeg beder dig om, når du kom- mer hjem, at gøre hvad du kan, for at det kan ske, at der kommer mænd op til os sydfra, som vil blive hos os, bo hos os og lære os noget. De hvide mænd, vi hidtil har truffet, rejste sam- men med os, benyttede vor hjælp — og forsvandt så igen. Men det, vi ger- ne ville, er dette, at man vil agte os, som man i Danmark agter vestgrøn- lænderne. Der bliver man, bygger huse og lærer dem noget. De hvide mænd, vi heroppe træffer, tager os med på deres rejser, så længe de har brug for os, men når rejsen er forbi, forsvinder de, og så bliver vi altid alene tilbage." Ønskef gik i opfyldelse Nu, med Gustav Olsens og Sech- mann Rosbachs komme til Thule, gik den gamle polareskimos ønske i opfyl- delse. Derfor råbte Knud Rasmussen, så snart skibet var inden for hørevid- de: „Endelig kommer der mænd op til jer fra syd, mænd, som vil bygge hus hos jer og blive hos jer, nu indfrier vi det, vi lovede jer. Disse mænd vil bli- ve hos jer og lære jer de ting, I endnu ikke kender." „Nu er jeg meget mere rolig" Allerede en time efter, at ankeret var faldet, begyndte arbejdet med at bygge hus, og polareskimoerne hjalp til med den mest strålende beredvil- lighed og under megen latter. Skibets besætning hjalp også til, og Knud Ras- mussen fortæller, at et af kaptajn Scoubyes yndlingsudtryk blev et rent slagord i Thule: Hver gang Scoubye så en grønlænder gøre et ganske særlig godt stykke arbejde, opildnede han dem ved at sige til dem på dansk: „Nu er jeg meget mere rolig." Det udtryk blev brugt så tit, og grønlænderne lærte det meget hurtigt, så det blev slagordet på arbejdspladsen: „Nu er jeg meget mere rolig.“ Den 4. august for 50 år siden var huset rejst, og de kunne holde indvi- else, og mange polareskimoer deltog i gudstjenesten. Knud Rasmussen for- tæller, at rejsens største oplevelse var den stilhed, der var, mens Gustav Ol- sen talte, og det forståelsens ekko, der var om ham, fordi han jævnt og stille fik sagt de store ting. Tungerne var kraffesløse! Dialektforskellen voldte i begyndel- sen Gustav Olsen nogen vanskelighed. Han syntes, at når polareskimoerne talte, var det som om deres tunger var kraftesløse. Morsomt nok tænkte po- lareskimoerne akkurat det samme om deres gæster sydfra! For at lære spro- get og folks tænkemåde bedst muligt at kende, deltog Gustav Olsen i be- gyndelsen i så mange fangstture som muligt, og især en af polareskimoerne, som hed UvdloriaK (Stjerne) lærte han at kende og sætte megen pris på. — Gustav Olsen opdagede snart, at mord på formodede troldmænd eller hekse ikke var nær så almindeligt i Thule som det havde været på østkysten; men det kunne forekomme, når en gammel mand eller kone blev skrøbe- lig, at man byggede hende en lille sne- hytte for sig selv og overlod hende til hendes skæbne. Når et lille barn blev faderløst eller moderløst, kunne det også ske, at man kvalte det. — Da en af polareskimoerne døde om efteråret, fik missionærerne et indblik i begra- velsesskikkene og tabureglerne. Bl. a. måtte den dødes familie ikke bruge knive eller andre skærende redskaber, og når de spiste, måtte de have andre til at række sig maden. Gustav Olsen sagde omtrent sådan til dem: Jeg be- brejder jer ikke, at I følger de gamle skikke, I har jo endnu ikke hørt eller forstået så meget af det, vi er kommet for at fortælle jer. Men når 1 har hørt og forstået det budskab, vi har til jer om Frelseren, så vil I ikke længere behøve at søge beskyttelse og frelse i taburegler. „Hvorfor er I ikke kommef før!" Det gjorde et stærkt indtryk på Gu- stav Olsen, engang han havde talt om den eneste sande Gud og den frelser, han udsendte, at en af de gamle, UtaK, udbrød: „Hvorfor er I ikke kommet noget før for at fortælle os det.“ En anden dag fulgte husherren i et af hu- sene Gustav Olsen hjem i den stjerne- klare nat. Pludselig pegede denne mand op på stjernerne og sagde: „Før har jeg ikke tænkt mig andet om disse mange stjerner, end at de nu engang var der, men nu ved jeg, at Gud også har skabt dem“, og Gustav Olsen sva- rede: „Du ved, hvordan solen om som- meren både dag og nat oplyser alting. Det skal være dig et billede på, hvor- dan vor Gud kender alle sine skab- ninger og leder dem og kender alle deres veje, hvor de end er. Du vil også snart lære Gud at kende, han som er din skaber, og du vil se hans store kærlighed mod os mennesker ved Je- sus Kristus, og kommer du til ham med et ærligt og længselsfuldt sind, skal du ikke bede ham forgæves." Skræmtes ikke UvdloriaK blev hurtigt meget dygtig til at forstå missionærernes sprog og ikke alene deres sprog, men også det, de var kommet for at fortælle. Da det blev kendt, at missionærernes ord havde gjort indtryk på UvdloriaK, for- søgte en af angakokkerne at skræmme ham ved at sige: Fordi han ikke hol- der tabureglerne, vil en ond ånd dræ- be hans datter. Da Gustav Olsen hørte om det, gik han hen for at snakke med UvdloriaK i den tanke, at disse ord måske havde skræmt ham. Men Uv- dloriaK svarede: „Allerede før I kom og fortalte os om frelseren, var jeg holdt op at tro på angakokkernes magt og ærlighed, for jeg havde lagt mærke til, at når angakokkerne øvede trold- dom for at helbrede en syg, var det al- tid kun dem, der ikke var alvorligt syge, de øvede deres trolddom på.“ Sådan var der mange opmuntringer — men også mange vanskeligheder. Missionærerne og deres familier blev ramt af en sygdom som gjorde det smertefuldt blot at bevæge benet eller armen den mindste smule, og som af- kræftede dem helt. Mens de lå så helt afkræftede og ikke engang kunne stå ud af deres senge, måtte de se deres lille dreng klage sig i smerter og til- sidst se ham dø, uden selv at kunne hjælpe ham og være ham nær. Men nogen tid efter kom påsken, og de styrkedes og trøstedes ved påskens glædelige budskab. Så kom den dag, da de første polar- eskimoer modtog dåben. Blandt dem, der blev døbt den dag, var den mand, jeg flere gange har nævnt, og som først af alle forstod både missionæ- rernes sprog og deres budskab: Uvdlo- riaK. I 1914 fik Gustav Olsen en ny hjæl- per. Knud Rasmussens barndomsven, fangeren Enok Kristiansen slog sig ned blandt Thuleeskimoerne og delte helt deres kår, og kunne måske netop derfor særlig enkelt og jævnt og le- vende og forståeligt fortælle dem det gode budskab om Frelseren. Krigens vanskeligheder Da krigen begyndte, voldte det na- turligvis store vanskeligheder. Skibe, der skulle komme med vigtige varer, nåede kun til TasiussaK. Knud Ras- mussen tog resolut til TasiussaK og fragtede derfra så meget som muligt med slæde til Thule, men da slæderne naturligvis kun kunne fragte meget lidt af skibets last, rådede han Gu- stav Olsen til at følge ham tilbage til Upernavik og overvintre der. Et andet år nåede skibet heller ikke frem. Så byggede Gustav Olsen sig et ganske lille hus efter polareskimoer- nes byggeskik. Fordelen ved dette hus var, at det kunne opvarmes med spæklamper uden brug af kul. Men da det både skulle være bolig og skole og kirke, var arbejdsforholdene uhyre vanskelige. Men arbejdet fortsatte, se- nere under pastor Jens Olsens ledelse, og kunne for 25 år siden nå sin afslut- ning som egentligt hedningsmissions- (Fortsættes side 19) Helvetia posebolcher — lækreste kvalitet — i luk- kede, hygiejniske, fuld- vægtige 100 grams poser. Helvetia sukuarnat pugssiårKanitut — mamar unar sar dluinagkat — ma- tuvdluagkanik permgsårussanik por- tat pugssiårK ane 100 gramikutårtune. 4

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.