Atuagagdliutit - 30.07.1959, Qupperneq 4

»Hvorfor er I ikke kommet før?«
spurgte Utaic Thulemissionærerne
Missionsarbejdet i Thule for 50 år siden
Den 4. august er der gået 50 år, si-
den den første gudstjeneste blev holdt
i Thule og dermed missionsarbejdet i
Thule begyndte.
Da Knud Rasmussen og Mylius
Erichsen ved deres rejse ad den store
slædevej over Melvillebugten var
kommet i forbindelse med polareski-
moerne, arbejdede de ivrigt for, at
disse fjerne områder skulle lægges ind
under den danske stats suverænitet og
ansvar, men regeringen mente på det
tidspunkt ikke, at der var grundlag
for at udstrække den danske suveræ-
nitet så vidt.
Ved privat initiativ
I stedet gik man så i gang med at få
en handelsstation og en missionssta-
tion i gang ved privat frivilligt initia-
tiv gennem Det danske Missionssel-
skab og Udvalget for den grønlandske
Kirkesag. En indsamling blev sat i
gang for at skaffe midler til missions-
stationens oprettelse og missionsarbej-
dets fortsættelse ,og to grønlændere,
Gustav Olsen og Sechmann Ros-
back, var villige til at drage op til
deres fjerne stammefrænder for at
forkynde dem budskabet om Kristus.
Den 20. juni for 50 år siden ordine-
redes Gustav Olsen ved en festguds-
tjeneste i Jakobshavn kirke. 18. juli
afrejste missionærerne fra Jakobshavn
sammen med Knud Rasmussen, og
den 23. nåede de frem til Thule.
Knud Rasmussen fortalte, hvordan
en af polareskimoernes ældste ved
Knud Rasmussens afrejse fra Thule
havde sagt ham, at han havde noget
vigtigt at sige. „Du er en ung mand,"
havde den gamle SorKaK sagt, „og nu
lægger jeg mine hænder på dine skul-
dre. En gammel mands tale har altid
kraft, og når en gammel mand beder
en ung mand om noget, så får den
unge mand i samme øjeblik forplig-
telse. Jeg beder dig om, når du kom-
mer hjem, at gøre hvad du kan, for at
det kan ske, at der kommer mænd op
til os sydfra, som vil blive hos os, bo
hos os og lære os noget. De hvide
mænd, vi hidtil har truffet, rejste sam-
men med os, benyttede vor hjælp —
og forsvandt så igen. Men det, vi ger-
ne ville, er dette, at man vil agte os,
som man i Danmark agter vestgrøn-
lænderne. Der bliver man, bygger huse
og lærer dem noget. De hvide mænd,
vi heroppe træffer, tager os med på
deres rejser, så længe de har brug for
os, men når rejsen er forbi, forsvinder
de, og så bliver vi altid alene tilbage."
Ønskef gik i opfyldelse
Nu, med Gustav Olsens og Sech-
mann Rosbachs komme til Thule, gik
den gamle polareskimos ønske i opfyl-
delse. Derfor råbte Knud Rasmussen,
så snart skibet var inden for hørevid-
de: „Endelig kommer der mænd op til
jer fra syd, mænd, som vil bygge hus
hos jer og blive hos jer, nu indfrier vi
det, vi lovede jer. Disse mænd vil bli-
ve hos jer og lære jer de ting, I endnu
ikke kender."
„Nu er jeg meget mere rolig"
Allerede en time efter, at ankeret
var faldet, begyndte arbejdet med at
bygge hus, og polareskimoerne hjalp
til med den mest strålende beredvil-
lighed og under megen latter. Skibets
besætning hjalp også til, og Knud Ras-
mussen fortæller, at et af kaptajn
Scoubyes yndlingsudtryk blev et rent
slagord i Thule: Hver gang Scoubye så
en grønlænder gøre et ganske særlig
godt stykke arbejde, opildnede han
dem ved at sige til dem på dansk: „Nu
er jeg meget mere rolig." Det udtryk
blev brugt så tit, og grønlænderne
lærte det meget hurtigt, så det blev
slagordet på arbejdspladsen: „Nu er
jeg meget mere rolig.“
Den 4. august for 50 år siden var
huset rejst, og de kunne holde indvi-
else, og mange polareskimoer deltog i
gudstjenesten. Knud Rasmussen for-
tæller, at rejsens største oplevelse var
den stilhed, der var, mens Gustav Ol-
sen talte, og det forståelsens ekko, der
var om ham, fordi han jævnt og stille
fik sagt de store ting.
Tungerne var kraffesløse!
Dialektforskellen voldte i begyndel-
sen Gustav Olsen nogen vanskelighed.
Han syntes, at når polareskimoerne
talte, var det som om deres tunger var
kraftesløse. Morsomt nok tænkte po-
lareskimoerne akkurat det samme om
deres gæster sydfra! For at lære spro-
get og folks tænkemåde bedst muligt
at kende, deltog Gustav Olsen i be-
gyndelsen i så mange fangstture som
muligt, og især en af polareskimoerne,
som hed UvdloriaK (Stjerne) lærte han
at kende og sætte megen pris på. —
Gustav Olsen opdagede snart, at mord
på formodede troldmænd eller hekse
ikke var nær så almindeligt i Thule
som det havde været på østkysten;
men det kunne forekomme, når en
gammel mand eller kone blev skrøbe-
lig, at man byggede hende en lille sne-
hytte for sig selv og overlod hende til
hendes skæbne. Når et lille barn blev
faderløst eller moderløst, kunne det
også ske, at man kvalte det. — Da en
af polareskimoerne døde om efteråret,
fik missionærerne et indblik i begra-
velsesskikkene og tabureglerne. Bl. a.
måtte den dødes familie ikke bruge
knive eller andre skærende redskaber,
og når de spiste, måtte de have andre
til at række sig maden. Gustav Olsen
sagde omtrent sådan til dem: Jeg be-
brejder jer ikke, at I følger de gamle
skikke, I har jo endnu ikke hørt eller
forstået så meget af det, vi er kommet
for at fortælle jer. Men når 1 har hørt
og forstået det budskab, vi har til jer
om Frelseren, så vil I ikke længere
behøve at søge beskyttelse og frelse i
taburegler.
„Hvorfor er I ikke kommef før!"
Det gjorde et stærkt indtryk på Gu-
stav Olsen, engang han havde talt om
den eneste sande Gud og den frelser,
han udsendte, at en af de gamle, UtaK,
udbrød: „Hvorfor er I ikke kommet
noget før for at fortælle os det.“ En
anden dag fulgte husherren i et af hu-
sene Gustav Olsen hjem i den stjerne-
klare nat. Pludselig pegede denne
mand op på stjernerne og sagde: „Før
har jeg ikke tænkt mig andet om disse
mange stjerner, end at de nu engang
var der, men nu ved jeg, at Gud også
har skabt dem“, og Gustav Olsen sva-
rede: „Du ved, hvordan solen om som-
meren både dag og nat oplyser alting.
Det skal være dig et billede på, hvor-
dan vor Gud kender alle sine skab-
ninger og leder dem og kender alle
deres veje, hvor de end er. Du vil også
snart lære Gud at kende, han som er
din skaber, og du vil se hans store
kærlighed mod os mennesker ved Je-
sus Kristus, og kommer du til ham
med et ærligt og længselsfuldt sind,
skal du ikke bede ham forgæves."
Skræmtes ikke
UvdloriaK blev hurtigt meget dygtig
til at forstå missionærernes sprog og
ikke alene deres sprog, men også det,
de var kommet for at fortælle. Da det
blev kendt, at missionærernes ord
havde gjort indtryk på UvdloriaK, for-
søgte en af angakokkerne at skræmme
ham ved at sige: Fordi han ikke hol-
der tabureglerne, vil en ond ånd dræ-
be hans datter. Da Gustav Olsen hørte
om det, gik han hen for at snakke med
UvdloriaK i den tanke, at disse ord
måske havde skræmt ham. Men Uv-
dloriaK svarede: „Allerede før I kom
og fortalte os om frelseren, var jeg
holdt op at tro på angakokkernes magt
og ærlighed, for jeg havde lagt mærke
til, at når angakokkerne øvede trold-
dom for at helbrede en syg, var det al-
tid kun dem, der ikke var alvorligt
syge, de øvede deres trolddom på.“
Sådan var der mange opmuntringer
— men også mange vanskeligheder.
Missionærerne og deres familier blev
ramt af en sygdom som gjorde det
smertefuldt blot at bevæge benet eller
armen den mindste smule, og som af-
kræftede dem helt. Mens de lå så helt
afkræftede og ikke engang kunne stå
ud af deres senge, måtte de se deres
lille dreng klage sig i smerter og til-
sidst se ham dø, uden selv at kunne
hjælpe ham og være ham nær.
Men nogen tid efter kom påsken, og
de styrkedes og trøstedes ved påskens
glædelige budskab.
Så kom den dag, da de første polar-
eskimoer modtog dåben. Blandt dem,
der blev døbt den dag, var den mand,
jeg flere gange har nævnt, og som
først af alle forstod både missionæ-
rernes sprog og deres budskab: Uvdlo-
riaK.
I 1914 fik Gustav Olsen en ny hjæl-
per. Knud Rasmussens barndomsven,
fangeren Enok Kristiansen slog sig
ned blandt Thuleeskimoerne og delte
helt deres kår, og kunne måske netop
derfor særlig enkelt og jævnt og le-
vende og forståeligt fortælle dem det
gode budskab om Frelseren.
Krigens vanskeligheder
Da krigen begyndte, voldte det na-
turligvis store vanskeligheder. Skibe,
der skulle komme med vigtige varer,
nåede kun til TasiussaK. Knud Ras-
mussen tog resolut til TasiussaK og
fragtede derfra så meget som muligt
med slæde til Thule, men da slæderne
naturligvis kun kunne fragte meget
lidt af skibets last, rådede han Gu-
stav Olsen til at følge ham tilbage til
Upernavik og overvintre der.
Et andet år nåede skibet heller ikke
frem. Så byggede Gustav Olsen sig et
ganske lille hus efter polareskimoer-
nes byggeskik. Fordelen ved dette hus
var, at det kunne opvarmes med
spæklamper uden brug af kul. Men da
det både skulle være bolig og skole og
kirke, var arbejdsforholdene uhyre
vanskelige. Men arbejdet fortsatte, se-
nere under pastor Jens Olsens ledelse,
og kunne for 25 år siden nå sin afslut-
ning som egentligt hedningsmissions-
(Fortsættes side 19)
Helvetia posebolcher —
lækreste kvalitet — i luk-
kede, hygiejniske, fuld-
vægtige 100 grams poser.
Helvetia sukuarnat pugssiårKanitut
— mamar unar sar dluinagkat — ma-
tuvdluagkanik permgsårussanik por-
tat pugssiårK ane 100 gramikutårtune.
4