Atuagagdliutit - 30.07.1959, Qupperneq 10

Læserbreve
__ 00 KLIP
Udstedsbørn og skolen
— svar til K. Møller, Avigait
I „Grønlandsposten“ for 2. juli 1959
var der under læserbreve en artikel af
K. Møller, Avigait, som formodentlig
er kateket Karl Møller.
Det er en artikel, vi fra skoleledel-
sens side ikke kan komme uden om at
svare på.
Karl Møller hævder, at „de små ste-
der behandles skolemæssigt som neg-
rene i Amerika".
Dette er da at tage munden helt
fuld! Men på den anden side kan det
være meget godt, at man sætter sin
kritik sådan på spidsen, at et svar må
til.
Karl Møller skriver: „Det gør mig
ondt at se, at det er blevet umuligt —
næsten umuligt — for bopladsernes
ungdom at komme i højere skoler.
Dette betragter jeg som et tilbage-
skridt i oplysningstiden."
Det kan her lige indskydes, at der i
virkeligheden først med den nye sko-
lelov af 1958 i Danmark har åbnet sig
muligheder — i hvert fald i fuld ud-
strækning — for at landbobørn kan få
den samme skoleuddannelse som by-
børnene, derved, at flere landsbyer kan
slå sig sammen om at bygge en fælles
centralskole, hvortil der kan knyttes
en realafdeling. Da jeg var dreng, var
det således meget vanskeligt for en
bondedreng at „komme til bogen", hvis
man ikke havde en velhavende far.
Dette skal ikke fremhæves som no-
get godt, men kan dog nævnes, når det
endnu påstås, at den grønlandske
„landboungdom" næsten ingen chan-
cer har.
Det kan for så vidt glæde mig, at
Karl Møller fremhæver, at det indtil
1950 var upåklageligt med elevudta-
gelsen, eftersom jeg i alle årene indtil
da var med til at udtage disse elever.
Men det var et andet grundlag, ele-
verne dengang blev udtaget på. Der
var ingen realskole, der lå forude og
virkede tilbage på efterskolen og kræ-
vede elever, der beherskede dansk, så
undervisningen kunne foregå helt på
dansk. Eleverne på realskolen skal
igennem det samme stof som realsko-
leelever i Danmark, og de skal kunne
det samme til eksamen. Til gengæld er
realeksamen i Grønland ganske af
samme værdi som realeksamen i Dan-
mark. Dette er et stort fremskridt.
Men man får ikke noget gratis. Beta-
lingen herfor er, at der må blive en
ende af ungdommen, der — foreløbig
— ikke kommer med i så høj grad,
som det var ønskeligt.
Disse børn er — lige i disse år —
kommet i klemme. Men de er ikke
glemt! Der er planer, der går ud på at
få denne skævhed rettet.
De tal, som Karl Møller anfører for
at belyse, at alt for mange udsteds- og
bopladsbørn ikke har chancen for at
komme med i forhold til bybørnene,
er for gamle! Udviklingen skrider ha-
stigt frem i den retning, således at
forholdet forrykkes, så bybørnene sta-
dig bliver flere og flere i forhold til
udstedsbørnene. K. M. anfører for 53-
54: 2138 børn i byskoler og uden for
byerne 2399. Disse tal er i og for sig
ikke forkerte, de er blot for gamle.
Af skoleberetningen for 57-58, den
sidst trykte, vil man således kunne se,
at af ca. 5000 skolebørn i hele Grøn-
land gik ca. 2750 i byskoler og i skoler
med dansk lærer ca. 3125, medens der
i de små udsteds- og bopladsskoler
uden dansk lærer kun gik ca. 1875. Det
vil sige, at der i byskolerne nu går IV2
gange så mange børn som i ovennævn-
te små skoler. Forholdet er altså for-
rykket betydeligt blot på 4 år, og det
vil ikke vare længe, før det dobbelte
antal af børnene i småskolerne har
dansk lærer. Af 5000 skolebørn havde
i fjor „kun" 1800 eller 36% ikke dansk
lærer. Det er for mange. Men mulig-
heden for at komme i skole i byerne
er der dog, hvis børnene kan blive
indkvarteret, men her kniber det.
Der må derfor gøres noget andet for
at få dem med. Og der er gjort en be-
gyndelse! Det er trist, at Karl Møller
ikke kan se, at netop oprettelsen af
skolehjemmet i Holsteinsborg er en
trøst. Det er ikke „kun en regndråbe
til et stort tørt område". Det er det
første af sin slags — og dermed be-
gyndelsen! Ikke det alene, men flere
efter! — Når vi får midlerne dertil
samt får de ældre bygninger, som det
er planen at anvende, ombyggede og
moderniserede.
De små steder kommer først rigtig
med, når enten kostskole for et områ-
de er opført: Thule, Angmagssalik og
eventuelt fåreholderområdet, — eller
skolehjem er oprettet.
Skolehjemmet i Holsteinsborg er
indrettet i det gamle sygehus og er
blevet et fortræffeligt hjem for 18
børn. Den gamle skole i Egedesminde
er foreløbig udlånt til sygehuset (bør-
neafdeling), men 1961 bliver det skole-
hjem. De gamle børneskoler i Juliane-
håb, Jakobshavn, Sukkertoppen, Nar-
ssaK, Upernavik, den gamle økonomi-
bygning i Godthåb — alle disse byg-
ninger venter vi på frigivelse af, så de
kan indrettes til skolehjem. Der vil til
sin tid i disse skolehjem kunne an-
bringes ca. 150 børn. Det er måske
ikke nok, men der er da i hvert fald
mulighed for at få alle efterskoleem-
ner med på den måde.
løvrigt kan det til slut bemærkes, at
der netop i år gøres et særligt kraftigt
fremstød m. h. t. at få så mange som
muligt optaget på efterskolerne, idet
der optages ca. 75 eller halvdelen af de
tilmeldte. Af disse kommer en snes
stykker i en speciel eetårig klasse. Der
er om ikke mange, så dog en del ud-
stedsbørn iblandt.
Jeg håber, ovenstående vil give læ-
serne et indtryk af, at det nok i går
var rigtigt, meget af det Karl Møller
har anført vedrørende småpladsernes
skoleforhold, men at det ikke er rig-
tigt i morgen!
M. Gam.
• ww
kgl. hofleverandør
Kommunalbestyrelses-
medlem gør status
en stor og fyldig cigar fremstillet
af de bedste råtobakker
sikårssuaK siligtoK
tupagssanit pilsaunerpånit sanåK
Årene er gået som ingenting. Jeg
har lige siden 1930 været med i det
politiske liv, og nu vil jeg i 1959 til at
tænke på at trække mig tilbage. Man
må ikke tro, at jeg er blevet træt af
arbejdet, tværtimod, jeg har været
glad for det. Trods alt tror jeg, det er
på tide at trække sig tilbage, så andre
kan komme til.
Jeg har allerede nævnt, at jeg har
været med i det politiske liv siden
1930. Dengang var jeg folkevalgt med-
lem af kommunerådet, endvidere var
jeg suppleant. Al det var jeg med i og
gik meget op i ved siden af min stil-
ling som kateket. Især lagde jeg me-
get vægt på, at man anstrengte sig
for at skabe bedre vilkår for folket.
Selv om man var kateket, kunne man
blive udsat for at skulle optræde som
politibetjent, når folk havde overtrådt
lovene.
I 1951, da kommunalbestyrelsen blev
oprettet, lod jeg mig opstille med tan-
ker som så: det kan jo aldrig gå værre
end galt. Det viste sig så, at jeg alli-
gevel blev medlem, og det var netop
i en tid, hvor der var nok at tage fat
på. Som før nævnt har jeg indtil nu
taget aktiv del i arbejdet.
Hvad har man følt for arbejdet, og
hvad har man nået i de 8 år? Sådan
er der måske nogle, der vil spørge,
især de, der interesserer sig for arbej-
det.
I begyndelsen mærkede jeg nok, der
var mere at tage fat på som kommu-
nalbestyrelsesmedlem end som kom-
munerådsmedlem. Der var meget nyt,
nye regler og så de mange ting, som
man var i tvivl om. Men det var kun
en overgang, senere vænnede man
sig til udviklingen og søgte at forny si-
ne forældede tanker. Når det drejede
sig om så vigtige ting, som noget der
skal være til gavn for folket, tager vi
først stilling til det efter lange over-
vejelser. Det er vanskeligt som kom-
munalbestyrelsesmedlem at nøjes med
at have interesse for bare et område,
når der bliver ved at komme nye reg-
ler.
Noget af det første, vi tog fat på,
var at søge at forbedre og reparere
gamle huse, men af økonomiske grun-
de har vi ikke kunnet overkomme alle
huse. — Lige fra starten var jeg en
af dem, der havde bedst råd til at
bygge et hus. Dengang tog vi selv stil- >
ling til, hvem der trængte hårdest til
et nyt hus, og vi rådede da også over
de penge, der skulle anvendes til re-
parationer og opførelse af nye huse,
og på den måde har vi skaffet husly
til dem, der trængte. Men nu indstil-
ler vi til bebyggelsesudvalget, som
træffer den endelige afgørelse. Des-
værre går det ofte sådan, at vi alli-
gevel ikke kan skaffe en bolig til dem
som vi mener, trænger hårdest til det.
Men fordi folk ikke får et sted at bo,
skal de ikke lægge skylden på kom-
munalbestyrelsen. Og hvis De selv en-
gang skulle blive kommunalbestyrel-
sesmedlem, vil De selv mærke, at man
som kommunalbestyrelsesmedlem ikke
kan opfylde alle krav og ønsker på
grund af de gældende regler og man-
gel på penge; men det er ikke kom-
munalbestyrelsens skyld.
Og nu kan man måske spørge, hvor-
for nogle af de boligsøgende bliver
holdt tilbage. Den væsentlige årsag er
den, at folk ikke kan dække udgifter-
ne. Hvordan skulle folk, der kun har
en lille indtægt kunne få råd til at be-
tale afdrag på et hus? Og hvis folk i
forvejen forsømmer at betale deres
faste afgifter til kommunen, kan de
ikke forvente at få boligstøttelån og
yderligere stifte gæld.
Endvidere bør det nævnes, at der
efterhånden går mange penge til bør-
nebidrag på grund af det stigende an-
tal børn født uden for ægteskab. De
penge vi yder til disse børn, født uden
for ægteskab, behøvede ikke at belø-
be sig til så store summer, hvis fæd-
rene eller kunne sørge for at betale
til deres børn. Om de børn burde man
ikke sige: „Kommunens børn". Det er
jo faderen, der skal sørge for sine eg-
ne børn. Alle og enhver burde vide:
Kommunen er ikke nogen tilflugts-
Fortsættes side 17.
10