Atuagagdliutit - 25.02.1960, Blaðsíða 8

Var perioden 1925—40, som jeg om-
talte i mit første causeri i denne serie,
den jævne udviklings tid, men udvik-
lingen dog holdt tilbage i moderat
tempo efter mottoet: ikke forvænne
grønlænderne, Grønland skal hvile i
sig selv og lignende, så var krigsårene
og årene derefter, altså perioden 1940—
50, opvågningens tid. Fra at være en
fjern krog af verden, som kun enkelte
polarforskere interesserede sig for, var
Grønland nu pludselig kommet ind i
søgelyset og havde endog fået krigen
inden for egne grænser. Fra at være
en fjern isoleret isø var det blevet en
særdeles betydningsfuld bropille mel-
lem Amerika og Europa, som man med
den tids flyvevåben, der endnu havde
en ret begrænset aktionsradius, slet
ikke kunne have undværet, i hvert
fald i de første krigsår. Alt dette måtte
få blivende- betydning for Grønland.
Og vi blev heroppe ret hurtigt klare
over, at efter krigen måtte Grønlands
status og plads i verden blive en an-
den. Det, der gik hen over Grønland,
kunne ikke bare viskes bort som en
flue på et landkort. Det måtte sætte
dybe spor. Og det gjorde det.
Man troede visse steder virkelig —
ikke desto mindre — at man bare
kunne rangere toget ind på det gamle
spor, fløjte og køre videre!
Grebet rigtigt an ville det såmænd
have været temmelig let at overtage
styret af Grønland igen. Der var her-
oppefra ingen modviije mod nogen el-
ler noget. Men vel at mærke under den
forudsætning, at ændringer i status og
styre ikke udeblev. Ændringerne kom
Adskillelsens
Men vi har foregrebet begivenheder-
nes gang. Forud for alt dette går de
fem onde år, som de kaldtes i Dan-
mark. Det var de ikke heroppe, og vi
nøjedes med at kalde dem adskillel-
sens år. Det var ikke onde år i Grøn-
land — endda tværtimod. For krigen
mærkede vi ikke meget til, men ad-
skillelsen fra Danmark mærkede .vi til
gengæld i rigeligt mål. Nogle havde
familien i Danmark, søfolkene f. eks.,
idet jo ikke mindre end tre af vore
skibe lykkeligvis var kommet af sted
fra Danmark før 9. april. Der var nogle
af os, der havde børn derhjemme, og
der blev snart nogle, der havde børn
i Amerika, ja, der var dem, blandt
andre vi selv, der havde børn begge
steder, og selv sad alene heroppe.
Men var der end store savn og stadig
ængstelse for dem, der var så langt
borte, så var der lykkeligvis også no-
get, der næsten kunne opveje det, men
selvfølgelig ikke være nogen erstat-
ning. Det var følelsen af, at vi alle var
i samme båd, som var så stærk her-
oppe, og som det var godt at mærke
tilstedeværelsen af. Der var en en-
hedsfront af danske, hvortil grønlæn-
derne hurtigt sluttede sig. Der var jo
bl. a. også adskillige grønlændere af-
spærret fra deres land og deres fami-
lie. Det var dem, der var i Danmark.
Forholdet mellem danske og grøn-
lændere blev naturligere i de år, bl. a.
fordi vi danske var her i så mange år
i træk uden permissionsafbrydelser og
udskiftninger. Man kom derved til at
kende hinanden bedre end under nor-
male forhold.
Kun en halv snes danske lærere
Et stort held var det, at næsten in-
gen var på permission, da afspærrin-
gen fra Danmark kom. Krigstruslen
havde afholdt mange fra at tage per-
mission, så det var en næsten fuld-
tallig stab af danske tjenestemænd,
der sad heroppe under krigen, supple-
ret med enkelte strandede ekspediti-
Een
ikke straks. De kom overhovedet ikke,
i hvert fald ikke spontant, og derfor
bar det hurtigt og sikkert frem mod
kommission og nyordning fra grunden.
år i Grønland
onsfolk, nogle få håndværkere og et
lille antal jægere og fangstmænd fra
Østkysten. — Men på ét område kneb
det meget med personale, på skolens.
Der var i alt ikke over en halv snes
faste danske lærere ved skolevæsenet
i Grønland, i Godthåb, Julianehåb og
Egedesminde samt en enkelt lærerinde
i Sukkertoppen. Der var nogle privat-
lærerinder, som man jo havde til sine
børn dengang, da danske skoler ikke
kendtes. Disse gik efterhånden over i
skolens tjeneste eller rejste til Ame-
rika. Et par cand. mag.’er fra en ek-
spedition kom også ind som lærere.
For at klare situationen med hensyn
til undervisningen af de danske børn,
der efterhånden voksede op, måtte vi
sende 12 af de ældste til skolegang i
Amerika. Resten samlede vi i de større
byer og oprettede små danske skoler.
For Nordgrønlands vedkommende
samledes således alle i Egedesminde,
det eneste sted deroppe med danske
lærere.
Vi havde efterhånden, vi lærere, en
masse overtimer på grund af lærer-
mangel og på grund af de danske børn,
honoreret med 2 kr. pr. time — og vi
var godt tilfredse dermed — når man
nu aldrig havde haft sådan noget før!
Fuld tillid til Eske Brun
Om tiden indtil 1940 har jeg sagt,
at det var blidt diktatur. Vi fortsatte
med diktatur under krigen, men mere
åbenlyst, tvunget af omstændigheder-
ne. Om det ligefrem var blidt, vil jeg
ikke sige, men hårdt var det egentlig
ikke. Den mand, der styrede Grønland
frelst gennem krigsårene, havde vor
fulde tillid. Det var hans agt fra første
færd, at alt så vidt muligt skulle gå,
som det hidtil havde gået. Og vi skulle
ikke lide nogen nød, hvad vi heller
ikke kom til — tværtimod. På den
måde var det et mod de hidtidige tra-
ditioner loyalt styre af Grønland —
loyalt mod både Grønlands Styrelse og
mod Danmark. Men det var desværre
ikke alle, der senere ville forstå, at
dette i virkeligheden havde været til-
fældet. Og det gav en lille formørkelse
og misstemning, da vejen til Danmark
igen var åben.
Og havde vi fulgt Daugaard-Jensen
før krigen, så fulgte vi nu lige så tak-
nemmelige og loyale Eske Brun. Men
det var jo under helt andre ydre om-
stændigheder. Det var i og for sig
næppe den måde, hvorpå styrelsen af
Grønland heroppefra fandt sted under
krigen, der hos os bevirkede en æn-
dret indstilling til grønlandsproble-
merne. Det var selve begivenhederne,
selve adskillelsen, selve det at stå på
egne ben, det at have været i kontakt
med den store verden, der fremkaldte
dette forandrede forhold til proble-
merne. Det var ikke en bevidst stilen
mod noget nyt, men vi mærkede, det
kom af sig selv.
Særdeles gode materielle kår
Materielt havde vi det godt — sær-
deles godt endda — under krigen, og
smagen for både amerikansk tøj og
mad fik vi hurtigt indstillet os på.
„Farmernes bibel," Sears & Roeboecks,
det som Kraks vejviser tykke katalog,
pløjede vi hjemmevant igennem. Her
kunne fås alt fra krøllenåle til fær-
dige huse. Således fik vi virkelig en
lærerbolig til Egedesminde derfra.
Der var en lille gul faktura med —
som fra en skomager: et par støvler
forsålet — og der stod: 1 stk. hus, så
og så mange tusinde dollars, ikke an-
det.
Valutamæssigt stod vi pænt. Dol-
laren blev straks i 1940 sat i 5 kr., lidt
meget dengang, men da den holdtes i
denne kurs, kom det os til gavn se-
nere, da priserne på det privat rekvi-
rerede fra Amerika steg. Til gengæld
fik vi ingen dyrtidstillæg af nogen art
under hele krigen. — Uden at det på
nogen måde var en guldalder for os,
så vidste vi hele tiden, hvor vi var
henne økonomisk, og alene dette var
jo en stor fordel.
Der lød røster om, at det ville være
meget bedre, om vi kunne fortsætte
med det amerikanske, men de døde
hurtigt hen, da tilstrækkelige varer
kunne komme fra Danmark. Tilvæn-
ningen til danske produkter lå allige-
vel dybt både i danske og grønlæn-
dere.
Dansk glæde, grønlandsk glæde
Der var sådan set ingen danske, der
svigtede under krigen. Det var danske
og danskfølende og dansktænkende,
der var i Grønland under krigen. Man
kunne måske have ventet, at det na-
tionalt grønlandske ville have haft
gode vækstmuligheder. Men det mær-
kedes der ikke noget til. Det var måske
det store spil, Grønland var med i, og
som grønlænderne med største in-
teresse fulgte fra dag til dag, der ude-
lukkede en sådan mulighed. Man fulg-
te begivenhederne, først fra nederlag
til nederlag, så fra sejr til sejr med
lige stor interesse, sidst med stor
glæde, indtil den dag oprandt, der i
glædesytringer slog 5. april 1933 med
Haag-dommen. Det var naturligvis 4.
maj 1945, da vi klokken halv fire om
eftermiddagen hørte det store, nu så
kendte budskab. Det skal aldrig af os,
der oplevede det, glemmes, med hvilke
glædesudbrud grønlænderne viste
deres oprigtige taknemmelighed og
følelser over Danmarks befrielse. Til-
hørsforholdet manifesterede sig der-
igennem og derved, at på et øjeblik
sprang små rødhvide flag ud på hvert
et hus som blomster, som små lys, der
tændtes i et nu. De var gemt hen til
denne dag.
Det var glædens blomstringsdag for
alvor.
Et glædeligt faktum var det at kon-
statere, at de førende grønlændere, om
hvem en og anden i et letsindigt øje-
blik havde skumlet, at de vist var „lidt
af en danskeræder på bunden" — at
de var de førende i trofastheden — og
i at give denne udtryk — mod Dan-
mark. Der blev ikke slået på national
stortromme. Men et solidt tillids- og
tilhørsforhold til Danmark blev lagt
for dagen. — Dette viste, at rødderne
havde fået fat i den grønlandske jord-
bund, og at de havde hentet næring
dér. Det danske havde slået rod her-
oppe. Dette blev bevist under adskil-
lelsen fra moderlandet.
Grønlænderne og amerikanerne
Det havde til en vis grad været for-
ståeligt, om grønlænderne under ad-
skillelsen fra Danmark og under den
nære forbindelse med det store, rige
og mægtige Amerika havde fået den
tanke, om det ikke ville være bedre
at høre til det. — Forholdet til ameri-
kanerne var for både danskes og grøn-
lænderes vedkommende det bedst mu-
lige, men grønlænderne mærkede alli-
gevel, fintfølende som de er på det
punkt, at der var noget udefinerligt
noget imellem dem og amerikanerne
og det var ikke det sproglige alene —
hvor venlige og hjælpsomme og gav-
milde disse amerikanere end var —
for det var de. Efterhånden følte grøn-
lænderne tydeligt, hvad dette noget
var. Det havde noget med farve at
gøre.
Orientering om krigens gang
Som allerede nævnt viste grønlæn-
derne meget stor interesse for krigens
gang. I Egedesminde kom jeg noget
tilfældigt i gang med at fortælle om
begivenhederne, efterhånden som der
skete noget af betydning. Sommetider
kunne det være et par gange i en må-
ned, til andre tider 2 aftener i træk.
Andi'e steder, som jeg kom til på mine
skolekonsulentrejser, bad man mig
fortælle „ligesom i Egedesminde," som
man sagde. Og det blev til mange
krigsforedrag i årenes løb, vel langt
over hundrede.
Det var ikke mindst om Danmark,
og hvad der skete dér, man ønskede
at høre. Således fulgte man stærkt
med, da modstanden mod tyskerne i
Danmark voksede. Helt ud på de aller-
mindste pladser fulgte man med. Da
jeg på slæde den 12. april 1945 kom til
en lille boplads, var flaget hejst, men
sat på halv. Man havde hørt af en
slæde fra Egedesminde, der var kom-
met før mig, at Roosevelt var død sam-
me nat, og så mente kateketen, at det
måtte være på sin plads at hædre
denne „Grønlands ven," som han sag-
de, på denne måde. — Og det havde
han jo ret i, for Roosevelt sagde straks
den 9. april 1940, at for Grønland
skulle USA nok sørge, og det løfte
holdt han. — At Amerika også fik
gavn af Grønland, det er så en anden
sag.
Barrikaderne gennemhulle:
Efter krigen var de første par år
af os danske optaget af at få tiltrængte
permissioner afviklede, få børn i skole
i Danmark og få børn, der havde væ-
ret derhjemme under adskillelsen, op
på besøg. En stærk udveksling af per-
sonale var en naturlig følge af de
mange års adskillelse. Varetransport i
stor privat stil kom i stand fra Grøn-
land til Danmark — den omvendte vej
(Fortsættes side 14).
A/S WRIGHT, THOMSEN & KIER
civilingeniører og entreprenører
ingeniørit entreprenørit
ÅLBORG — KØBENHAVN — ÅRHUS
Grønland
altid
Grønland
Skoledirektør Mikael Gam om perioden 1940-1950
8