Atuagagdliutit - 28.07.1960, Síða 6

f| Den fine danske j§
| chokolade med verdensry §>
sin
vægt
værd
danskit chokolå-
vat silarssuax
tamåkerdlugo
tusåmassax
De lækreste
posebolcher
i fuldvægtige
10O gr. poser
sukuarxat pugssiårxa-
nut portugkat 100 g
pitsagssuit
En virkelig
lækkerbid-
fås
med
°g f
uden L P~lS.
nødder " ' Ji
mamardluartox —
xåxortariartalerdlugo
xåxortariartalernagulunit
Hvad sker der med dyr
som rammes af radaren?
Lærer Ole Brandt påpeger et alvorligt problem i forbindelse med den
amerikanske „dødsstråle"-radar i Thule
l____________________________________ _______________________________________________________________________________
Ved de tre sidste landsrådsmøder.
1957, 1958 og 1959, var fangerrådet i
Thule repræsenteret ved observatører.
IggiånguaK, den dygtigste fanger i
Savigsivik, medlem af fangerrådet,
som under et af fangerrådsmøderne
havde fremsat tanken om, at Thule
skulle sende en observatør til lands-
rådsmødet, var sendt som observatør
to gange, 1957 og 1959. I 1958 var fan-
gerrådsmedlemmet fra Siorapaluk,
K’issunguaK Kristiansen, til stede un-
der landsrådsmødet. Gennem den
sidstnævnte indbød fangerrådet et af
landsrådsmedlemmerne til at besøge
Thule og Thules distrikt.
Ovennævnte viser klart Thule-
beboernes store interesse for landsrå-
dets arbejde, og hvor stort et ønske
det er for Thules beboere at få eget
landsrådsmedlem.
For at imødekomme fangerrådets
ønske blev undertegnede af landsrådet
sendt til Thule september 1958. På op-
rejsen var K’issunguaK Kristiansen
med på skibet, og jeg fik lejlighed til
at få kærkomne oplysninger om for-
holdene i Thule. Det var meningen, at
jeg skulle forlade skibet i Thule og
berejse distriktet. På oprejsen fik jeg
et telegram, hvori man bad mig ned-
rejse med samme skib, da Thuledi-
striktet ville være umuligt at berejse
med motorbåd på et så sent tidspunkt
på grund af fare for nyisdannelser. Af
den grund fik jeg kun lejlighed til at
besøge KånåK — det ny Thule — og
den amerikanske base, samt en halv
times ophold ved Savigsivik, hvor jeg
dog fik lejlighed til at veksle et par
ord med IggiånguaK om bord på ski-
bet. Trods den korte tid nåede jeg dog
at fremsætte det, som jeg var udsendt
for, nemlig, at hvis Thules befolkning
selv skulle ønske at få eget landsråds-
medlem, ville landsrådet hilse dette
med glæde. Det vil sige: landsrådet
ville ikke tage det første initiativ for
at få Thule repræsenteret ved eget
landsrådsmedlem, men det måtte blive
befolkningens egen sag.
Som følge af det uheldige tidspunkt
og dårligt vejr var flere medlemmer
af fangerrådet ikke til stede under mø-
det i KånåK, hvorfor mødedeltagerne
blev enige om, at fangerrådet skulle
behandle dette spørgsmål under sit
førstkommende møde, der skulle finde
sted i april 1959, og fremsætte erklæ-
ring herom. Det skete — om jeg må
sige — for en ordens skyld, idet stem-
ningen under mødet ellers var afgjort
for, at Thule snarest måtte få eget
landsrådsmedlem.
SKUFFELSE
Lige efter afslutningen af Thule-
rejsen lavede jeg en beretning til
landsrådet — beretningen var trykt i
forbindelse med referatet af landsrå-
dets ekstraordinære møde i marts
1959 — og sendte den til landshøvdin-
gen. Beretningen sluttede med en slags
forespørgsel, hvor jeg anmodede
pitsaunermif pitsaunex
Forhandles af:
Oles Varehus Godthåb
landshøvdingen om at undersøge mu-
ligheden af, at Thule fik eget lands-
rådsmedlem, allerede i løbet af 1959 i
forbindelse med Thulemissionens 50
års jubilæum, når fangerrådets be-
slutning herom var afgjort.
Det er beklageligt, at dette spørgs-
mål endnu ikke har fundet sin løs-
ning. Jeg ved godt, at der kunne være
adskillige tekniske vanskeligheder i
forbindelse med dette spørgsmål, hvis
Thule skulle indlemmes i det såkaldte
Vestgrønland, men jeg finder arbejdet
med dette spørgsmål for langsomt! —
Ingen kan undre sig over, at man i
Thule — ifølge en artikel i A/G — var
skuffet over det stadig uløste spørgs-
mål og nægtede at sende en observa-
tør til kommende landsrådsmøde.
Det er påkrævet, at landsrådet
tager spørgsmålet op til behand-
ling igen ved det kommende møde
for at få Thules ønske opfyldt. Øn-
sket er ikke blot det, at man gerne
ligestilles med Vestgrønlands be-
folkning, men der er mange andre
problemer deroppe i forbindelse
med, at den amerikanske base sta-
dig inddrager større landområder.
HVAD MED DYRENE?
Som tidligere meddelt i A/G er sto-
re landområder inddraget, og det for-
budte område udvides stadig. På den
måde inddrages områder, hvor Thules
fangere tidligere færdedes uhindret
under udøvelse af deres erhverv. Det
vanskelige problem bør snarest be-
handles for at beskytte befolkningens
interesser.
Det er sikkert tilfældet, at færden
på visse områder, endog på tidligere
jagtområder, er forbudt som følge af
faren ved radarstråling.
Jeg aner naturligvis intet om fa-
ren ved radarstråling, men jeg
kunne tænke mig, at selv udøver-
ne af denne radarstråling ikke nøje
har kontrol med, hvor stor faren
er, og hvor stor rækkevidde det
drejer sig om. Et andet spørgsmål
er, om denne for mennesker farlige
radarstråling også kan være farlig
for andre levende væsener såsom
fugle og dyr. Hvis det er tilfældet,
kan det blive en katastrofe for
Grønlands dyreverden.
Lige uden for basen ligger Saun-
ders 0, hvor der yngler masser af
alke, og ikke langt derfra findes de så-
kaldte edderfugleøer, hvor Thulebe-
boerne — især dengang de boede ved
det gamle Thule — plejede at samle
edderfugleæg. Disse øer eller måske
nogle af dem er nu også inddraget.
Det samme gælder vist Kap York-om-
rådet, hvor talrige søkonger yngler, og
af den grund var området tidligere
genstand for rævejagten. Mange ræ-
veflokke var søgt ind i basen, og de
må ikke jages — man har måske hel-
ler ikke lyst at jage rævene dér, da
pelsen som regel er dårlig af snavs og
andet affald. Den stadige udvidelse af
forbudte områder gør Thules befolk-
ning ængstelige, og det samme gælder
os andre, hvis man stadig skal lade
dette problem ligge uløst. Det gælder
vel også visse områder, hvor hvalros-
jagten foregår.
Hvis der opstår skadelig virkning
for ynglende dyr og fugle i Thule-
området, vil det have sin uheldige ind-
flydelse for hele den grønlandske dy-
reverden. Samtidig bør man gøre alt,
hvad der kan gøres for at beskytte
Thulebeboernes fangstområder, idet
befolkningen lever udelukkende af
fangst. Derfor er det aldeles nødven-
digt, at Thule snarest får sit eget
landsrådsmedlem.
Det er også ønskeligt — således som
jeg i min beretning allerede har nævnt
— at landsrådet atter sender en re-
præsentant til Thule. Denne bør have
bedre tid end jeg havde til at kigge
på forholdene deroppe, og det er vel
kun en fordel, hvis der kan være flere
end een. Rejsen bør foretages midt på
sommeren.
Thules mangeårige inspektør, Mørch
Rasmussen, havde også udtrykt be-
folkningens ønske om at få eget
landsrådsmedlem under sin rejse i ef-
teråret til Danmark. Landsrådet havde
givet sin fulde tilslutning til dette øn-
ske. Lad derfor Thules ønske opfyldes
snarest!
Ole Brandt
i