Atuagagdliutit - 28.07.1960, Síða 21

Bedre ernæring Vitaminerne er med
til at forebygge sygdomme
Husholdningskonsulent Gerda Dybdal skriver i denne artikel om vitami-
nernes korte forhistorie og deres betydning for sundheden
Ordet vitaminer vil nok få de fleste
til at tænke på de små røde eller grøn-
ne piller, børn får i skolen, eller som
man kan købe i butikken. Det er i og
for sig rigtigt nok. Pillerne indeholder
nemlig nogle af de vitaminer, der fin-
des i maden og som organismen har
brug for i ganske små mængder for
at trives normalt.
Vitamin er et fælles navn for en
lang række kemiske stoffer. Hvordan
vitaminerne arbejder, er man endnu
ikke helt klar over. Men for nogles
vedkommende har man fundet ud af,
at de har betydning for enzymernes
virksomhed. Enzymer er en slags æg-
gehvidestof, der kan sætte en kemisk
proces i gang, hvorved der frigøres
energi til cellernes funktion. Vitami-
nerne er knyttet til enzymerne på
samme måde som et stykke værktøj
til en håndværker. Mangler håndvær-
keren sit værktøj kan han ikke ar-
bejde rigtigt, mangler vitaminerne,
kan enzymerne ikke arbejde rigtigt —
organismen kommer ud af balance, og
der opstår en sygdom, der er karak-
teristisk for manglen på det enkelte
vitamin.
Hvis De prøver at se på Deres glas
med vitaminpiller, vil De lægge mær-
ke til, at der står opført en lang ræk-
ke navne: A-B-C-D-vitamin og måske
et par stykker til. Det er jo en del,
men man ved med sikkerhed, at der
findes mindst tre gange så mange vi-
taminer, som også er nødvendige for
os. Ja, måske er der endnu flere vita-
miner, som vi også har brug for. Man
tør i dag ikke med sikkerhed sige, om
man har fundet alle eksisterende vi-
taminer. Rundt om i verden arbejder
læger og videnskabsmænd med under-
søgelser for om muligt at finde flere
vitaminer.
PLANTERNE HELBREDTE
I århundreder har man været klar
over, at visse sygdomme kunne hel-
bredes eller forebygges ved, at man
spiste visse planter eller dyreorganer,
men man var ikke klar over, hvad det
var i disse produkter, der havde den
beskyttende virkning. Desværre und-
lod man også ofte at drage nytte af
denne viden. Omkring 1400-tallet, da
de store opdagelsesrejser begyndte, og
Columbus rejste mod vest for at finde
søvejen til Indien, døde der flere sø-
folk af skørbug og beri-beri end ved
skibsforlis og ulykker.
Det var umuligt at opbevare frisk
proviant under så lange rejser, og det
var meget tilfældigt, om man kunne
skaffe noget undervejs. Den daglige
kost om bord bestod derfor af vand-
grød, saltfisk, skonrogger og brænde-
vin. Nå skibet efter flere måneders
forløb nåede land, var næsten alle be-
sætningsmedlemmer syge, og mange
var døde. Men var man heldig at fin-
de friske planter eller frugter, for-
svandt sygdommen efter nogen tids
forløb.
CITRONERNE FOREBYGGEDE
I 1795 blev der udstedt en bestem-
melse om, at alle søfolk i den engelske
marine skulle have 30 gram citronsaft
om dagen. Man havde nemlig opdaget,
at citroner og andre lignende frugter
kunne helbrede eller forebygge skør-
bug. Dermed forsvandt skørbug næ-
sten helt fra de engelske skibe. Men
nogle år senere begyndte man at im-
portere en særlig sort citroner fra
Vestindien, som var meget billigere,
men desværre havde de ingen beskyt-
tende virkning mod skørbug. Snart ef-
ter var skørbug atter en almindelig
sygdom om bord i skibene, man holdt
op med at uddele citronsaft, for man
troede, at det alligevel ikke var det,
der havde hjulpet.
Først hundrede år senere begyndte
man at arbejde systematisk på at fin-
de ud af, hvad det var i kosten, der
kunne helbrede de forskellige syg-
domme, som man i mange år havde
ment skyldtes infektioner af en eller
anden art. Kort før århundredskiftet
var dette stadig den almindelige op-
fattelse.
RIS ER OGSÅ VIGTIGT
I 1897 blev den hollandske læge
Eijkman ansat ved en fangelejr på Ja-
va, der dengang hørte ind under det
hollandske kolonirige. Næsten alle
fangerne led af beri-beri, en nerve-
sygdom, der invaliderer patienten, så
han er ude af stand til at kontrollere
sine bevægelser. Store dele af den øv-
rige befolkning led af samme sygdom.
Det var meget karakteristisk, at syg-
dommen fulgte de nyligt anlagte jern-
baner. Det kunne jo godt tyde på, at
det var en smitsom infektionssygdom,
der nu blev mere udbredt på grund
af det nemmere samkvem mellem de
forskellige egne af landet. Man havde
bare glemt, at man langs jernbanen
havde oprettet store møllerier, hvor
befolkningens hovednæringsmiddel,
risene, nu blev behandlet og renset
for de skaller, der omgiver frøet, et
arbejde, der tidligere var blevet ud-
ført på en yderst primitiv måde, så
meget af skallerne blev siddende til-
bage.
I HØNSEGÅRDEN
En dag stod dr. Eijkman og så på
hønsene, der tilhørte lejren — de var
spærret inde i en gård og levede af
levninger fra de syge fangers målti-
der. Han fik da øje på en af hønsene,
der gik så underligt, og hele tiden
ramte den med næbet ved siden af
den mad, den skulle spise. Eijkman
tænkte, at den måtte fejle det samme
som fangerne. Det kunne jo tænkes,
at den var blevet smittet af fangerne
gennem maden. Nu fik han det ordnet
således, at hønsene ikke længere fik
køkkenaffald at spise. Samtidig be-
gyndte han nogle forsøg, hvor høn-
sene fik forskellige ting at spise. Det
viste sig så, at Eijkman kunne hel-
brede beri-beri hos hønsene ved at
give dem risskaller, og han kunne
fremkalde sygdommen igen ved at gi-
ve ren frøhvide. Altså måtte der i ris-
skallerne findes et eller andet, som
kunne forhindre denne farlige syg-
dom.
Det var det første skridt på vejen
til at finde de stoffer, man i dag kal-
der vitaminer.
Efter disse iagttagelser rejste Eijk-
man tilbage til Holland og fortsatte
sine undersøgelser med høns. Endelig
i 1911 lykkedes det efter utallige for-
søg at finde frem til en faktor, han
kaldte B vitamin, som kunne helbrede
beri-beri.
FREMKALDTE SKØRBUG
I 1902 havde Eijkman haft besøg af
en norsk læge, der var interesseret i
at vide, hvordan man bedst kunne for-
hindre beri-beri om bord i skibe. —
Nordmanden hed Holst. Da han havde
set Eljkmans forsøg, rejste han hjem
til Oslo for at starte lignende forsøg.
Men i stedet for at bruge høns som
forsøgsdyr valgte han at bruge mar-
svin, fordi han mente, at disse dyr
reagerede mere som mennesker end
hønsene. Efter at marsvinene i nogen
tid havde levet af en kost, der ude-
lukkende bestod af korn, blev de syge,
men det var slet ikke beri-beri. Dy-
rene tabte i vægt, fik løse tænder og
blodudtrædninger over hele kroppen
— ligesom klemmelus. Det måtte være
skørbug, han havde fremkaldt og ikke
beri-beri, som han havde ønsket. Ved
at give dyrene frugtsaft og friske
grøntsager blev de i løbet af kort tid
raske.
C OG A-VITAMIN
Holst arbejdede nu på at finde ud
af, hvad disse planter kunne indehol-
de, som helbredte skørbug. Desværre
nåede han ikke at blive færdig med
dette arbejde, og først i 1932 fik man
identificeret det virksomme stof, der
blev kaldt C vitamin.
Allerede i 1909 havde to amerikane-
re opdaget, at der i smør, æggeblom-
me og torskelever fandtes et stof, der
havde en gavnlig indflydelse på mus
og rotters vækst. Senere forsøg viste,
at dette stof kunne forhindre natte-
blindhed og engelsk syge hos menne-
sker. Man kaldte det „fedtopløslig
faktor A“. Det var jo et noget besvær-
ligt navn, og efter kort tid gik man
over til at kalde stoffet A vitamin.
Alle senere fundne faktorer blev også
kaldt vitaminer.
Det er således kun ca. 60 år siden,
man begyndte at arbejde med disse
stoffer for alvor. Hvad der er opnået
siden da er faktisk imponerende. På
et vist tidspunkt kendte man vitami-
ner fra A til K i alfabetet, men man
fandt stadig bedre og sikrere arbejds-
metoder, så det lykkedes at isolere
forskellige vitaminer og finde ud af,
hvordan de er bygget op af de for-
skellige grundstoffer.
De bedre arbejdsmetoder viste, at
det, man kaldte A vitamin, ikke var
et, men to vitaminer. Ligeså var det,
man kaldte B vitamin, en lang række
forskellige vitaminer. For at skelne
dem fra hinanden kaldte man dem
B1-B2-B3 o. s. v.
Denne jagt for at finde vitaminerne
og klarlægge deres betydning har
været kortvarig men spændende, og
endnu er den ikke afsluttet. I dag ved
man omtrent, hvor meget et menneske
behøver af nogle af vitaminerne for
at være rask, men der er stadig mange
ting, man er uvidende om. Hvordan
man bedst skaffer sig nok af de en-
kelte vitaminer, skal vi nok komme
tilbage til under omtalen af de en-
kelte vitaminer.
Gerda Dybdal
LL M1NERVA special
model 1959
er formgivet af arkitekt
Ib Kofod-Larsen M.A.A,
Det lave, raffinerede
teaktræs-kabinet rummer en
fuldvoksen radiomodtager
med 5 bølgeområder, 6 rør,
dobbelte ferritantenner
samt langtrækkende FM.
Kan udbygges med
LL-transistorforstærker.
LL MINERVA special
model 1959
: peKutiliagssanik titartai-
jj ssartumit titartaissartut-
■a dlo peKatigigfiånut
C ilaussfissumit Ib Kofod-
g Larsenimit iluserigsa-
gauvoK.
a igdlerfiussartå pukisår-
'5, toK kussanartordlo ima-
c KarpoK radiomik tat-
^ dlimanik ujardlerfigssa-
lingmik, arfinilingnik
C Kutdlilingmik, mardlo-
e Kiussamik saviminermik
g akuitsumik anteniling-
'£ mik, FM-migdlo unga-
« sigsunut atorsinaussu-
5 mik.
~ ilånguneKarsinauvor-
I taoK LL-p OKalugtartu-
nut såkortusautå.
LINNET & LAURSEN A/S
Apollovej 31 — Københ. Vanløse
elektroteknikimut ttin g assut sånatltdlo nluvernerraut sanaortomer-
mutdlo tting assut.
fotografer i de rigtige farver

Ønsker De lysbilleder med rene,
klare farver og en
helt naturtro farvegengivelse,
så forlang TELCOLOR - farvefilmen, j
der har samme hastighed
som normale sort/hvide film.
36 optagelser kr. 26,—
20 optagelser kr. 16,50
ind. fremk.
:
i8° Dm

- et pletskud fra Schweitz

22