Atuagagdliutit - 31.01.1963, Side 6

Alt hvad De behøver
til opvarmning
DET DANSKE KULKOMPAGNI
RÅDHUSPLADSEN 14 • CENTRAL 9214
Operation »Grønlænder dr eng«
KåKap Kane nuånåfut sivifsutdlartoK
nukagpiaraK navssårineKarmat.
KUL
KOKS
CINDERS
OLIE
OLIEFYR
TANKE
og endelig jaet jat i Grønnnedal ra-
dio ca. 800 km borte. Man havde der-
jra lovet at varsko Søndre Strøm-
basen. Det var også sket. Vi blev mod-
taget aj en venlig havnevagt, der alle-
rede havde kaldt den danske jorbin-
delsesojjicer, kaptajn Petersen, da vi
kom sejlende.
Kaptajn Petersen kora i en stor
Ford, og så gik det op til SAS hotel-
let for at få fat i en grønlandsk tolk.
Jeg havde ikke nået at få noget som
helst i livet og blev derfor vældig
glad for kaffe og en dejlig ostemad,
som økonomaen fremtryllede til os, til
trods for det sene tidspunkt.
HELIKOPTER SAT IND I
EFTERSØGNINGEN
Det var gået til alt sammen, som vi
havde forstået ved tegn og underlige
gerninger. Drengen var mistet, men
ikke 16 timer, som vi havde fået for-
ståelsen af, før grønlænderne kom til
os, men klokken 18—19 samme aften.
Medvirkende til, at vi troede på deres
forklaring var også, at den ene tog
gummistøvler og strømper af og viste,
at hele fodsålen sad i et blodigt sår.
Den amerikanske flight comman-
der. mr. Dove, var meget grundig
og ville have alt opklaret, før heli-
kopteren, en Sikorsky, startede.
Var der vand i nærheden, som
drengen kunne være faldet i? Kun-
ne man fra det sted, hvor man
sidst så drengen, se vand, så man
kunne tænke sig, at tørst havde
fået ham til at begive sig af sted?
Nu kom der fart over feltet. Heli-
kopteren gik i luften, og over radioen
fik vi meddelelse om, hvad man så.
TILBAGE TIL FANGSTSTEDET
Gruppen, der havde mistet drengen,
var fra Kangåmiut. Foruden denne
gruppe både lå der 2 små både, en fra
Sukkertoppen og en fra Holsteins-
borg, hvis ejere havde lejr noget læn-
gere inde.
Klokken 8,30 foreslog jeg at tage ud
til skibet sammen med den ene grøn-
lænder (drengens fader) og så sejle
derud i bugten, hvor de 2 var kom-
met om bord i aftes og så starte en
eftersøgning fra teltet nede ved fjor-
den. Vi havde spurgt flere gange, hvor
langt der var at gå fra lejren og der-
til, hvor de havde mistet drengen. Op-
givelserne svingede fra 1 time til l'/a
time. Den anden renjæger ville man
så tage med i helikopteren.
Kaptajn Petersens soldat blev sat
til at køre os de 18 km ud til havnen.
Dårlig vej, som man nu var ved at
asfaltere i hele dens udstrækning. Sol-
daten var en ualmindelig habil og for-
sigtig chauffør, der tog højde for al
ting. Vejarbejdet udførtes af ameri-
kanske værnepligtige som øvelse, 3
skift, og lønnen var 3 dollars om da-
gen. Sig så ikke, at amerikanerne altid
rutter med pengene.
Klokken 9,30 var vi igen om bord,
og kaptajnen lettede omgående. Jeg
kneb mig en lille søvn igen, og klok-
ken 12,30 vågnede jeg ved, at ankeret
blev droppet. Vi kunne nu se, at der
længere inde var ligesom en udvi-
delse af elven, en lille naturhavn, hvor
de 3 både lå.
Kaptajnen, maskinmesteren, Kro-
man Christensen, drengens jar og jeg
selv sejlede ind til lejren i skibets
motor jolle. Man havde kun et telt,
hvor de 2 kvinder og det 1-årige barn
opholdt sig. Vor grønlænder tumlede
ind, og så blev teltet lukket. Stakkels
jyr, det var intet under, at han var
træt. Først ejtersøgning i går og så
en nat uden søvn. Vi gav ham en
lille times tid og kiggede lidt på lejren
så længe. Der lå renkød overalt til
tørring, og der stod også tønder, hvori
man saltede laks.
OPAD, OPAD — STEJLERE, STEJLERE
Klokken 14 purrede vi ud, og fulgt
af drengens fader og moder samt den
yngre kvinde, begav vi os op over
fjeldet, idet vi fulgte en sti, der førte
ind til jagtterrænet. Det var rent for-
bandet med de små fluer, som bed os
nederdrægtigt. Vi var ikke smurt ind,
så det så snart ud, som vi havde mæs-
linger. Man siger, at det heller ikke
hjælper at smøre sig ind mod fluerne.
Dog hævdede amerikanerne senere, at
deres jungle oil kunne holde dem
borte.
Opad, opad gik det, stejlere og stej-
lere, det var nok til at tage pusten
fra os, især kaptajnen, der er temme-
lig kraftig. Den lille grønlænderkone,
drengens moder, slæbte på den 1-årige
dreng hele vejen, og det var måske
det, der gjorde, at vi andre ikke kun-
ne være bekendt at beklage os.
IV2 time fremme spurgte jeg den
unge kone ved at pege på urviseren,
hvor langt vi havde tilbage. Jeg dre-
Flight-commander Dove, der ledte
eftersøgningen.
såkutut nålagåt flight-commander Do-
ve, ujardlernermik sujulerssuissoK.
tre jra skibet (kaptajnen havde givet
op undervejs) jejrede jundet aj dren-
gen på toppen aj et jjeld, lige lykke-
lige allesammen. Det er noget aj det
mærkeligste, jeg har været med til.
Fluerne mærkede vi i vor lykkerus
ikke mere til.
Bagefter blev det til målskydning
med grønlændernes salonrifler. Jeg
tror nok, at vor maskinmester blev
den sejrende. Helikopteren kom til-
bage og tog flere amerikanere ombord.
Vi tog afsked til højre og venstre, og
så begav vi os nedover, idet vi sam-
lede en del store, dejlige rensdyrtak-
ker op. Halvt nede fik vi endnu en
oplevelse, vi gik lige ind i et kuld
ryper, som vi kunne komme nær på 1
meters afstand.
Klokken 21' var vi nede ved stran-
den. Motorbåden lå mindst 50 meter
jra vandkanten, et tungt bæst, som vi
ved hjælp aj nogle planker jik slæbt
ud i vandet. Ud aj den lille natur-
havn gik det godt; men så viste det
sig, at der heller intet vand var over
en stor banke ud for mundingen af
elven. Først sprang Christensen og
jeg i vandet, så en efter en de andre
tre, og så måtte vi omtrent bære bå-
den de ca. 200 meter med 10—12”
vand næsten helt ud til skibet. Hel-
digt, at de to andre mænd aj besæt-
ningen var kommet ind, ellers var vi
kommet til at vente, til vandet steg.
TRÆTTE, MEN LYKKELIGE
Klokken 22 var vi ombord. Kap-
tajnen havde kogt kartofler, og vor
dygtige kok fik snart lavet mad. Vi
var trætte, men lykkelige. På
grund af en hurtig og dygtig ind-
sats af kaptajnen på „Vibeke Jørg“,
hans mandskab, amerikanerne og
den danske forbindelsesofficer, var
en lille drengs liv blevet reddet. Vi
håber snart, at han kan komme til-
bage til forældrene.
Således endte:
„OPERATION GRØNLÆNDER-
DRENG''
Den havde lige taget 24 timer.
Det viste sig, at forældrene til dren-
gen var fra Kangåmiut, og de havde
en motor fra vor fabrik. — Det var
altså en kunde, vi havde hjulpet.
Direktør J. Højsgaard fra Hundested Motorfabrik var sidste sommer på rund-
rejse i Vestgrønland for sit firma, og på denne rejse kom han ud for en drama-
tisk oplevelse ud over det sædvanlige, nemlig en eftersøgning af en lille dreng,
der var løbet bort i fjeldene. J. Højsgaard skriver i sin dagbog om begivenheden:
Fredag d. 17. august 1962:
I aftes gled vi lige så stille bort fra
Søndre Strømfjord og ca. 30 miles
vestpå ned til en lille bugt på den
sydlige side. Vi ankrede så nær ved
land, som vi kunne og stoppede ho-
vedmotoren.
Og så begyndte operation „Grøn-
lænderdreng“.
Klokken 23. Pludselig stod der to
grønlændere i kahytten hos os, iført
overtrækstøj, blodige ned ad ryggen.
Vi kunne se, at de havde slæbt rens-
helst med flyvemaskine, til at finde
ham. Det var gået sådan til:
Man havde været på rensjagt og
skudt 3 dyr. Disse bliver flået og par-
teret, og så bærer man kødet frem
etapevis, det vil sige, man flytter det
alt sammen, først et bestemt stykke
og så igen det hele, stykkevis frem
til et nyt sted o.s.v. For at spare den
3-årige dreng vejen mange gange
frem og tilbage, blev han efterladt
ved et depot, indtil sidste afhentning,
og så taget med videre fremover. Ved
jede rundt 1 time, idet jeg ligesom
fulgte den lange viser. Hun drejede
fingeren endnu en gang rundt, det
ville sige, hun mente 2 timer endnu.
Nå, lige så langt var der nu ikke, selv
om vi skulle langt frem og højt op til
det punkt, hvor drengen var blevet
væk.
Vi havde set helikopteren kom-
me flere gange frem og tilbage til
basen, og da vi nåede frem, havde
amerikanerne en del soldater
spredt ude i terrænet på efter-
søgning.
HELIKOPTEREN FANDT DRENGEN
Vi bestemte os så til at danne kæde
og gå det stykke af bjergskråningen
igennem, hvor amerikanerne ikke
havde søgt. Imidlertid kom helikop-
teren tilbage nede fra elvdalen. Den
landede lige ved siden af os, og den
havde drengen om bord. Klokken var
da ca. 18, og det lille pus havde været
borte i ca. 24 timer.
Han så farlig ud, hele hovedet var
en kage af blodige pletter, øjnene var
omtrent lukkede, om det var mæslin-
gerne, som forældrene havde fortalt,
han havde, eller om det var de for-
bandede fluer, er vanskeligt at afgøre.
Men han var en rigtig gæv gut, han
sad inde i maskinen på en bænk,
spændt fast af sikkerhedsselen og
sagde ikke et kny.
Faderen røg straks op i maskinen,
moderen holdt sig beskedent tilbage.
Jeg sørgede for, at hun også kom op
et øjeblik til drengen, så startede man
Der var glæde på toppen af fjeldet,
da man langt om længe fandt drengen
angajugdleKuminik ujardlernertik ta-
måt arnåta nukardleKune atautsimik
ukiulik amårpå.
denne sidste afhentning var drengen
forsvundet og intetsteds at finde.
KUNNE IKKE FÅ RADIO-
FORBINDELSE
Vi fandt ud af, at der ialt var 2
mænd og 2 kvinder, 1 barn på 1 år og
så den lille på 3 år. Grønlænderne
tegnede folk, der bar store byrder på
ryggen og så en lille dreng på et pla-
teau, hvor han „imaKa“ var faldet
ned ad den ene eller den anden side.
De nævnte også den nye politi-
kutter „Ilik“; det er dejligt at høre
den tillid, de har til politiet. „Ilik“
havde været på jagt nær Søndre
Strøm-basen, skudt 10 rensdyr og var
om eftermiddagen stået ned ad fjor-
den.
Kaptajnen tog senderen. „Vibeke
Jørg“ kalder „Ilik“, „Vibeke Jørg“
kalder „Ilik“, sendte vi ud hvert kvar-
ter. Intet svar, måske har modtage-
forholdene været dårlige ned ad fjor-
den. Ind i mellem kaldte vi Søndre
Strøm radiostation, Holsteinsborg ra-
dio, Egedesminde o.s.v. Også amerika-
nerbasen forsøgte vi at kalde på en-
gelsk på vor normale kaldebølgelæng-
de, intet svar noget sted fra. Vi kunne
høre alle mulige sendere, skibe, land-
stationer, men vore signaler blev ikke
hørt.
KURS MOD SØNDRE STRØM-BASEN
Klokken 1,15 besluttede kaptajnen
at sejle de 30 sømil tilbage til basen.
Jeg gik til køjs, fordi det blev mig,
der skulle ind for at gøre os forståe-
lige for den amerikanske havnevagt.
Klokken 4 blev jeg purret og sam-
men med de 2 grønlændere satte styr-
manden mig i land. Under sejladsen
havde kaptajnen støt brugt sin radio
Faderen forærede kaptajnen på „Vi-
beke Jørg" et rensdyrgevir som tak
for hjælpen, og geviret blev straks
hængf op foran sfyrehusef.
nukagpiarKap angutåta „Vibeke
Jørg"ip nålagå tugtup nagssuinik fu-
nivå Kujassutitut, nagssuitdlo ernlnaK
umiarssup aKugtarfiata sarKanut nivi-
ngarneKarput,
igen for at få ham indlagt på hospi-
talet hurtigst muligt. Faderen tog man
med. Hele eftersøgningen blev ledet
af en flight commander, mr. Dove, en
overordentlig sympatisk mand.
Da helikopteren kom tilbage, havde
den en madpakke med til hver af os
og en mængde dejlig mælk. I min
pakke var: I dåse kød, 1 dåse grove
kiks, 1 dåse dejlige abrikoser, 1 dåse
nøddekage og så 2 breve nescafé, tyg-
gegummi, sukker og salt o.s.v. Det
blev en rigtig spisemik.
GLÆDE PÅ TOPPEN AF FJELDET
Amerikanerne, grønlænderne og vi
Moderen bar den 1-årige dreng på
ryggen under hele eftersøgningen af
den 3-årige bror.
dyr kød. Ikke et ord dansk kunne de;
men vi kunne se på dem, at der var
noget, vi skulle have at vide.
Efter IV2 times tegning og gestiku-
leren kom vi til et resultat (der se-
nere viste sig at være rigtigt). Man
havde mistet en 3 års dreng ude i
fjeldet, og man ville nu have hjælp,
Atelier
ELEKTR4
KOMPAGNISTRÆDE 22
KØBENHAVN . MINERVA 4222*
igdlugssat taimaeKataisalo titarta-
gartait zinkimit naKitat.
igdlugssat taimaeKataisalo titarta-
gartait igalåminermit naKitat.
atuagkat sfitdlo naKitigkat åssiliv-
dlugit naKitat.
maskinamik agdlagagssat.
ZINKTRYK
LVSTRYK
PHOTOST AT
MASKINSKRIVNING
Besætningen om bord på „Vibeke Jørg" blev midt i august måned i fjor
ved et tilfælde inddraget i en eftersøgning, og denne gang — som
heldigvis de fleste gange — gav eftersøgningen takket være resolut
indgriben et positivt resultat.
Dagbogsnotater ved direktør J. HØJSGAARD, Hundested
6