Atuagagdliutit - 15.04.1966, Síða 16

FORRETNING
Køb Deres virksomhed: industri ell.
forretning gennem den diskrete og
reelle fagmand med 50 års erfaring.
Anbefalet af flere grønlandsfarere.
INDUSTRI. OG
FORRETNINGSSPECIALISTEN
Thorsvej 29, Fredericia (05) 2 06 66.
afdøde eller endnu levende personer,
og han kan ikke få „forfatterret" til
dem.
Med hensyn til „udbyttedelingen",
som bliver nævnt af Regitze Søby, må
man være opmærksom på, at der
hovedsagelig kan blive tale om „ud-
bytte" på to områder. Den ene er an-
vendelse af emnet i udsendelse i Grøn-
lands Radio, som vi uden for Grøn-
lands Radio ikke kan give nogen løf-
ter om. Men hvis man forudsætter en
„udbyttedeling" fra radioen, ville det
give problemer på to områder: når
man ville optage en variant til en
historie, der allerede er blevet udsendt
i radioen, eller også, hvis meddeleren
for at indtale en historie betingede
sig, at den ikke blev udsendt i radioen;
for vi har flere gange mødt meddelere,
der for at indtale noget på bånd be-
tingede sig, at optagelsen ikke blev
anvendt i en radioudsendelse, men
blev opbevaret på Nationalmuseet som
tidsbillede. Sådant et ønske er indsam-
leren nødt til at respektere. Hvis man
tænker på en eventuel anvendelse af
optagelsen til radioudsendelse, må ind-
samleren allerede ved optagelsen ind-
hente meddelerens tilladelse dertil.
En anden mulighed for „udbytte" er
i vort tilfælde anvendelse af stoffet i
en videnskabelig publikation. Men
man må regne med, at bearbejdelsen
af stoffet tager flere år, og da hoved-
parten af vore fortællere er gamle
folk, kan man ikke regne med, at de
alle oplever offentliggørelsen af mate-
rialet. Ydermere har videnskabelige
skrifter en ret snæver læsekreds, så
meget udbytte bliver der næppe. Jeg
tvivler på, at et ubestemt løfte om et
honorar engang i fremtiden er godt.
Der er adskillige mennesker, der ville
vente forgæves, og det ville hurtigt
kunne skade tillidsforholdet mellem
indsamlere og deres kilder. Sidste
sommer traf jeg en fortæller, der ikke
var meget for at fortælle på lydbånd,
Der er positiv velvilje
at fortælle sagn, ikke har noget imod
at berette om sine oplevelser.
Ved læsning af Regitze Søbys artikel
får man let det indtryk, at hun mente,
det altid havde en økonomisk årsag,
når nogen nægtede at indtale noget
på bånd. Det synes heller ikke klart,
om den omtalte kone, der rystede på
hovedet, havde sagt nej af økonomiske
årsager, når man ved, hvor nødigt de
ældre grønlændere vil udtrykke sig
om noget, de ikke er sikker på. Der
findes jo folk, der af sig selv kan for-
tælle meget smukt, men som faktisk
ikke kan fortælle noget på opfordring.
Man får fornemmelse af, at den frem-
satte begrundelse med pengepungen
er forfatterens egen, og i artiklen sav-
nes underbyggelse af dens rigtighed.
Endvidere tvivler jeg på, at det er rig-
tigt at fremdrage Knud Rasmussen i
den omtalte artikel. Der er trods alt
stor forskel, når Knud Rasmussen be-
skrev, at eskimoerne på Cape Lyon og
Bailie Island krævede så og så mange
dollars, og når Regitze Søby skriver,
at en gammel kone rystede på hovedet.
Endnu et par rettelser synes at være
berettigede. Det er ikke nogen retfær-
dig karakteristik af grønlandske sagn-
fortællere at hævde, at de giver den
højestbydende eneretten; sagnfortæl-
ling er i Grønland ikke nogen indbrin-
gende forretning — og der er ikke
megen chance for, at den nogen sinde
bliver det — dertil er der for få „kun-
der", og det er svært at hjembringe et
sagn som turistsouvenir. I øvrigt er
der jo ingen sagnfontæller, der har
eneret på sagn. De er ikke hans egne,
fordi han har dem fra andre — enten
FOR NATIONALMUSEETS INDSAMLING AF ETNOLOGISKE EMNER
„For ikke så lang tid siden fortalte
således Robert Petersen, der selv er
grønlænder, at han under sin rejse i
sommer stødte på folk, der nægtede at
indtale sagn på bånd, fordi de allerede
havde truffet aftale med andre og der-
ved kunne øjne større økonomiske for-
dele af deres viden." Således skrev
Regitze Søby i A/G nr. 3 fra i år. Da
jeg er direkte nævnt i denne artikel,
og da den derved berører National-
museets grønlandsundersøgelse, for
hvilken jeg har foretaget flere indsam-
linger, må det være på sin plads, at
jeg kommer med en korrektion og med
en kortfattet omtale af National-
museets indsamling af etnologisk ma-
teriale fra Grønland.
Først må jeg dementere, at jeg
nogen sinde skulle have sagt til Regit-
ze Søby eller til nogen anden, at nogen
havde nægtet at indtale noget på
bånd for at reservere historien til den
højestbydende. Den postulerede situa-
tion er mig fuldkommen fremmed, og
jeg har aldrig været ude for noget
sådant. Derimod har jeg truffet folk,
der ikke ønskede at indtale noget på
bånd af helt andre grunde. Nogle be-
grunder deres vægring ved, at de ikke
er gode fortællere, andres argument
er, at de har glemt en del af histo-
rien og derfor ikke kan fortælle den
„uden at lyve". Det sidste argument
hører man almindeligst, og naturligvis
respekterer vi sådanne afslag. Men
oftest sker det, at den, der ikke ønsker
“vaUViH
LEMA'H
fWSKER 06 UtSKtR
cigaret taima mamartigismauvoK i tænd en NORTH STATE - så godt kan en cigaret smage
fordi han og flere andre havde indtalt
noget på bånd til radioen med løfte om
betaling, når optagelserne var blevet
udsendt. Dette var sket nogen tid før,
og der var ikke kommet nogen beta-
ling. Blandt fortællerne var nogle, der
virkelig trængte til disse penge, og
da de mente, at deres tillid var blevet
misbrugt, ønskede man ikke gentagelse
af det. Jeg forklarede ham formålet
med min indsamling og om vor frem-
gangsmåde med dusør ved optagelsens
slutning. Derved opgav han vægringen
og fortalte mig en del historier. Igen
er historien noget andet end det,
Regitze Søby nævnte. Han troede, at
deres tillid var blevet misbrugt. Men
et par dage senere, da der var kommet
en båd, fortalte han mig, at han og
de andre fortællere havde modtaget
deres penge fra radioen. Han mente,
at han skyldte radioen at sige det til
mig.
Nationalmuseets systematiske etno-
logiske undersøgelse i Grønland på-
begyndtes i 1948, efter at en under-
søgelsesliste var blevet udarbejdet af
overinspektør på Nationalmuseet K.
Birket-Smith og professor E. Holtved.
Dengang indsamlede museumsinspek-
tør C. L. Vebæk under et flere års
ophold i Grønland en anselig bunke
oplysninger om den gamle grønlandske
kultur. I de følgende år voksede oplys-
ningernes antal på initiativ af profes-
sor Holtved og museumsinspektørerne
J Meldgaard og G. Nellemann. I de
senere år har MåliåraK Vebæk og
undertegnede foretaget indsamlinger
hovedsagelig ved anvendelse af bånd-
optager. Naturligvis blev det forklaret
for enhver meddeler, hvad formålet
med indsamlingen var, og til gengæld
samledes der også oplysninger om
meddelernes data. Derved ønsker man
til dels at undgå misforståelser mellem
meddelerne og os, og desuden skulle
angivelsen af kilderne give mulighed
for at vurdere de oplysninger, indsam-
leren kommer med. Ja, angivelsen af
kilden giver i sin yderste konsekvens
en mulighed for at kontrollere det ind-
samlede materiale. Ved disse indsam-
lingsrejser havde vi ganske vist kun
begrænsede pengemidler til rådighed,
men alligevel har vi hidtil altid kunnet
bruge en mindre sum til dusør til med-
delerne, fordi meddeleren har krav på
godtgørelse for den anvendte tid. Vi
giver dog kun dusører til meddelere,
der giver os nedskrevne oplysninger
efter nogle spørgelister, eller til dem,
der har indtalt noget på båndoptage-
ren. Men alligevel var der flere med-
delere eller fortællere, der ikke øn-
skede at indtale noget på bånd, og
dog gerne fortalte historien privat og
uden dusør.
Nationalmuseets etnologiske under-
søgelse i Grønland samler ikke alene
på folklore; man søger at få nedskre-
vet eller optaget på bånd, hvad der
endnu kendes og huskes om den gamle
levevis, både fra Vest- og Østgrønland.
Alle oplysninger, der bliver modtaget,
opbevares og behandles på National-
museets grønlandskontor på Etnogra-
fisk Samling i København, hvor be-
svarelserne også skrives på kort. Det
indsamlede materiale blev i de første
år skrevet direkte på dansk, men alle
senere skriftlige oplysninger er affat-
tet på grønlandsk, for det meste skre-
vet af meddelerne selv. I de senere år
har man som sagt de originale oplys-
ninger på lydbånd, hvilket giver en
meget mere effektiv kontrol over, at
de behandlede oplysninger er identiske
med meddelerens.
Behandlingen af materialet foregår
efter en række spørgelister, og på den
måde fremtræder de samme oplysnin-
ger i den samme rækkefølge, hvorved
oplysninger om det samme emne hur-
tigt kan sammenlignes med oplysnin-
ger fra andre dele af Grønland. På den
måde kan man ret hurtigt se f. eks.
på hvilke steder variationerne af
fangeblæren forekommer. Hidtil er der
anvendt spørgelister med følgende
emner: Skindberedning, rensdyr jagt,
isfangst, fangstdeling, fiskeri, fabel-
eller forestillings væsener, kajakfangst-
redskaberne, fuglefangst og bærpluk-
ning, slædekørsel, fangstrejser og telte,
konebåde, lege og legetøj, kajakker,
kajakmandens praksis og øvelse, mad.
De to sidstnævnte er hidtil kun prøve-
kørt og skulle først nu til at anvendes
for alvor.
Mange grønlændere udviser stor
interesse for indsamlingen og bestræ-
ber sig på at give omhyggelige oplys-
ninger. Ind imellem fremkommer der
endog oplysninger, der ikke er blevet
spurgt om, men som kan være af stor
interesse. Hidtil har vi kun glædelige
erfaringer om interesse og støtte fra
meddelerne — uafhængig af dusørens
størrelse — og det ønsker vi at sige
tak til dem allesammen for.
I de senere år har Videnskabsfondet
og Ministeriet for Grønland ydet en
påskønnelsesværdig støtte til National-
museets bestræbelser for at sikre
grønlændernes gamle viden til efter-
tiden.
Robert Petersen.
16